Irene har tidligere afholdt et boggaveprojekt, som gik ud på, man fik tildelt en makker, som man skulle sende en bog til. Man skulle skrive en slags ønskeseddel til makkeren, der f.eks. forklarede noget om, om man både læser dansk og engelsk, hvilke genrer man læser mest, og hvilken længde bog man fortrækker.
Sidste gang hun afholdte det, passede det mig bare ikke helt så godt at være med, så jeg måtte istedet se på alle de spændende bøger, deltagerne sendte til hinanden og modtog. Heldigvis var det et projekt, rigtig mange var begejstrede for, og Irene valgte derfor at afholde det igen. Og denne gang skulle jeg selvfølgelig være med!
Jeg fik Tanja som makker, hvilket passede mig rigtig godt, da vi ofte har rimelig ens smag i bøger. Jeg fik hurtigt afsendt min ønskeliste, og ligeledes modtog jeg hurtig Tanjas. Jeg var en lille smule i tvivl om bogen til Tanja, men da jeg opdagede, hun ikke ejede noget af en af mine absolut yndlings (krimi)forfattere, så var valget ikke så svært. Der blev derfor sendt et eksemplar af Krucifiks morderen af Chris Carter afsted.
I torsdags modtog jeg så en spændende pakke, som straks blev flået op. Dens indhold fik mig straks til at udbryde et lille glædes skrig; pakken indeholdte nemlig Afsporet af Michael Katz Krefeld, som jeg virkelig har ønsket mig. Tanja har virkelig ramt plet, for jeg glæder mig SÅ meget til at læse den!