Titel: “Den lille Prins”
Forfatter(e): Antoine de Saint-Exupéry
Serie: –
Sideantal: 107
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1997
Læst på: Dansk
Eventyrfortælling om forfatterens møde med den lille prins fra en fjern planet.
På en måde havde jeg både ingen forventninger og kæmpe forventninger til denne bog. Jeg havde (selvfølgelig) hørt om bogen før, men jeg vidste faktisk ikke, hvad den handlede om, og derfor havde jeg ikke rigtig nogen forventninger til den. Men samtidig er der så mange, der elsker den, og det er jo en af de helt store klassikere, derfor var mine forventninger alligevel rimelig høje.
Jeg havde lidt svært at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om den. Det er en rigtig hyggelig bog, som samtidig er rigtig fin og nærmest magisk. Og jeg var ret vild med bogens handling og budskab, som fik mig til at reflektere over forskellige ting. Der var dog nogle steder, hvor jeg synes, den var lidt forvirrende, og det trække desværre min læseoplevelse lidt ned. Også selvom det hele endte med at give god mening til sidst.
“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentligste er usynligt for øjet.”
Bogens sprog er virkelig fint, og jeg fandt flere virkelig gode citater. Det betyder dog bestemt ikke, at den er besværlig at læse; faktisk flyver man nærmest gennem den. Sproget er simpelthen så let og rart at læse.
Bogen er illustreret, hvilket, jeg synes, fungerer rigtig godt. Sammenspillet mellem teksten og illustrationerne er helt fantastisk! Illustrationerne giver så meget til fortællingen, og jeg tror ikke, læseoplevelsen ville have været det samme uden dem. Jeg ville i hvert fald ikke have undværet dem.