Titel: “Eremitten”
Forfatter(e): Thomas Rydahl
Serie: –
Sideantal: 520
Forlag: Bindslev
Udgivet: 26.9.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Selv den største taber kan vinde dit hjerte.

På en strand på den kanariske ferieø Fuerteventura holder en spritny bil. I bagagerummet står en papkasse med en lille død dreng. Ingen savner ham. Der er intet spor af bilens fører, ingen fod- eller fingeraftryk og tallet på bilens kilometertæller giver ingen mening.

Det sidste, Fuerteventura har brug for, er en grim sag, der jager endnu flere turister væk fra øens halvtomme barer og forblæste strande. Det lokale politi forsøger derfor at lukke ned for historien med et kynisk svindelnummer, men den gamle eneboer Erhard, der ser mere end de fleste, hager sig fast i mysteriet med desperat ukuelighed. Han har for mange år siden kappet forbindelsen til kone og børn i Danmark og hutler sig igennem som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer for øens få velhavere.

Den døde dreng tvinger Erhard tilbage til livet, men hvad kan en gammel mand, en taber, der nægter at følge med tiden og intet kender til internet, mobiltelefoner og sociale medier, gøre for at opklare et moderne mysterium med tråde, der fører langt uden for Fuerteventura?

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til, hvad jeg ville synes om denne bog. Det er forfatterens debut, og jeg havde derfor ingen idé om, hvordan han skriver. Desuden fik jeg bogen en del tid før den udkom, og havde derfor heller ikke læst nogen anmeldelser af den, før jeg påbegyndte min læsning. Bogen lød dog ret god, og lidt ’specielle’ krimier kan jeg altid læse.

Bogen tog mig virkelig lang tid at læse (virkelig lang tid betyder at jeg læste den fra august til december), og den var desværre mest af alt en kamp at komme igennem for mig. Ikke fordi den ikke var god. Nej, jeg kunne nemlig ret godt lide både historien og bogens hovedperson. Men fordi jeg simpelthen synes, den var så tung og langtrukken at komme igennem. Og jeg skulle virkelig tage mig meget sammen, stort set hver gang jeg skulle læse i den. Den fik nemlig virkelig min læselyst til at dale.

Historien i bogen kunne jeg som sagt godt lide. Det var ikke hæsblæsende action, men det var en ret god historie om en enkelt mands kamp for sandheden. Og jeg kunne virkelig godt lide at læse om hans vej til at finde ud af, hvad der egentlig var sket. Desuden synes jeg, historien bandt sig rigtig fint sammen. Jeg sad i hvert fald efter læsning med en følelse af, at jeg havde fået opklaret alle spørgsmål.

Bogens hovedperson, Erhard, kunne jeg virkelig også godt lide. Faktisk tror jeg, han var den største grund til, at jeg egentlig godt kunne lide bogen. Han er nemlig en ret perfekt antihelt, som dog alligevel er ret let at holde af. Desuden kunne jeg virkelig godt lide hans personlighed. Han tager ikke altid de bedste beslutninger, men han har uden tvivl hjertet på det rette sted.

Sproget var nok det, der hovedsageligt fik mig til at føle, at bogen var tung at komme igennem. For mig virkede det nemlig ret beskrivende, hvilket jeg ikke er helt så stor en fan af. Desuden følte jeg ofte, at sproget lidt overskyggede historien for mig. Netop fordi jeg kom til at lægge alt for meget mærke til det pga. dets tyngde. Der var dog en ret god og underspillet humor i bogen, hvilket jeg godt kunne lide.

Jeg havde perioder i bogen, hvor jeg kun kunne læse et par sider, før jeg blev nødt til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen kedede mig for meget, men samtidig havde jeg også steder i bogen, hvor jeg ikke rigtig kunne få nok, da jeg bare måtte vide, hvad der nu ville ske.

Alt i alt var det desværre en ret blandet fornøjelse for mig, og selvom både bogens historie og hovedperson var ret god, så var det bare ikke en bog for mig. Men jeg er ret sikker på, man vil finde den ret interessant, hvis man godt kan lide lidt langsommere krimier.