“Stålhjerte” af Brandon Sanderson

StålhjerteTitel: “Stålhjerte”
Forfatter(e): Brandon Sanderson
Serie: Reckoners #1
Sideantal: 376
Forlag: DreamLitt
Udgivet: 16.2.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid har nogle mennesker fået særlige evner. De er forvandlet til episke, som styrer verden med hård hånd. Det tidligere Chicago er henlagt i evigt mørke og regeres hensynsløst af en af de mest magtfulde episke i verden, Stålhjerte.

En lille gruppe frihedskæmpere nægter dog at underlægge sig de episkes styre og forsøger at udkæmpe en næsten umulig kamp mod overmagten. Da den unge David slutter sig til “Fortropperne” ændres magtbalancen, for David bærer på en hemmelighed, der kan være med til at styrte Stålhjertes regime.

Jeg havde virkelig høje forventninger til denne bog. Sanderson er en meget rost forfatter, og jeg havde hørt så mange fantastiske meninger om denne, og jeg glædede mig derfor virkelig også til selv at få den læst. Selvom jeg dog var en anelse bange for, at den ikke ville kunne leve op til mine forventninger.

Bogens historie er virkelig spændende, og der er nærmest action fra side et – og det fortsætter gennem det meste af bogen. Desuden er tempoet højt, men alligevel på et plan, hvor det ikke føles for hurtigt. Historien er derudover virkelig godt udtænkt, og jeg følte på ingen måder, der var huller ikke baggrundsforklaringer eller universet; det hele gav altså god mening, og jeg kunne let se både universet og de episke for mig.

Bogens personer var virkelig fede! Selvom man kun ser tingene fra Davids (hovedpersonen) synsvinkel, så synes jeg alligevel, man lærte alle rigtig godt at kende – også på trods af, at der er ting, David ikke rigtig ved om nogen af personerne. Desuden var David bare virkelig en god hovedperson, og jeg elskede at følge hans kamp mod Stålhjerte og et frit land.

Sanderson er desuden meget rost for hans sprog, men jeg synes ikke rigtig, man ser så meget til dette i denne roman (det kan dog være pga. af oversættelsen). Altså jeg kan da godt se, der var nogle gode sætninger engang i mellem, men det meste af sproget blev mere overdøvet af historien. Hvilket efter min mening var helt fint.

Bogen var meget fangende, og hver gang jeg satte mig til at læse, fløj jeg gennem siderne, og jeg havde meget svært ved at stoppe min læsning. På trods af dette var det dog ikke en bog, jeg som sådan brændte for at læse videre i, når jeg ikke allerede var igang med at læse den, og det trækker desværre lidt ned for mig.

Desuden kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg bare gættede heldigt eller hvad, men jeg synes, det store plot-twist og slutningen var alt for let at regne ud. Jeg blev i hvert fald ikke specielt overrasket, da jeg egentlig havde regnet det ud omkring midtvejs i bogen. Når det er sagt, så synes jeg dog alligevel, at bogen sluttede et rigtig godt sted. Den efterlod mig i hvert fald hungrene efter at læse den næste bog i serien.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *