Hvis det skulle være gået nogen forbi, så har Mofibo fået tilføjet lydbøger til deres sortiment. Jeg var egentlig selv lidt ligeglad med det, da de annoncerede, det snart ville komme; lydbøger er nemlig ikke noget, jeg har haft de bedste oplevelser med i fortiden.
Som barn har jeg hørt en del lydbøger (eller jeg har da i hvert fald hørt Freddy-serien af Dennis Jürgensen en del gange som lydbog), og jeg nød det virkelig. Det var bare så rart, man kunne putte en lydbog i ørerne, når der ikke var nogen af mine forældre, der lige gad læse højt for mig. Som jeg blev ældre, og blev bedre og bedre til at læse blev lydbøgerne dog faset stille og roligt ud af mine vaner.
Jeg havde nemlig ikke længere tålmodighed til lydbøger, og hver gang jeg prøvede, så blev jeg simpelthen så irriterede over, hvor langsomt det gik. Jeg ville jo selv kunne læse bogen på den halve tid. Og det med at lave andre ting imens, virkede heller ikke for mig – jeg fokuserede nemlig alt for meget på de andre ting, og glemte lidt at lytte til historien.
Ovenstående gør sig stadig gældende, men jeg har fundet ud af, at jeg faktisk ret godt kan lide lydbøger. Jeg er dog startet ‘stille’ ud, med at genhøre Jürgensen bøger, som jeg tidligere har læst/fået læst højt, og dermed allerede kender historierne; omend jeg ved flere af dem af glemt en del detaljer. Jeg hører dem mest, når jeg skal sove, men er også i løbet af den sidste uges tid begyndt at høre dem, når jeg laver andre dagligdagsting såsom at vaske op. Især under opvask fungerer det nemlig rigtig godt, da jeg ikke har så meget andet, jeg kan komme til at prøve at lytte til.
Jeg er desuden også begyndt at lytte til lydbøger, når jeg går frem og tilbage i skole; for selvom det kun er få minutter om dagen (jep, jeg bor nærmest lige ved siden af mit studie), så giver det alligevel lidt i den lange ende – og samtidig nyder jeg især at starte min morgen med f.eks. Torben Sekovs stemme i ørerne. I det hele taget er jeg faktisk blevet god til at tænke, at jeg da godt lige hurtigt kan høre lidt lydbog, mens jeg gør dit og dat. Og det tror jeg er en rigtig god udvikling til, at jeg i fremtiden kommer til at høre endnu flere lydbøger.
Jeg er i hvert fald blevet ret hooked på formatet, og pt. drømmer jeg om at høre rigtig mange af især Jürgensens lydbøger på Mofibo. Specielt fordi jeg virkelig også synes, at Mofibo har fået lavet deres lydbogssystem rigtig godt. Jeg har i hvert fald stort set aldrig problemer med det, og samtidig har de altså bare et rigtig godt udvalg.
Hvordan har I det med lydbøger?
Jeg har tidligere haft det ligesom dig med lydbøger. At det var noget der var svært at koncentrere sig om og at jeg hurtigt glemte at høre efter. Efter jeg fik langt på arbejde med 1 time i bilen hver vej, lød lydbøger dog meget mere tiltalende. I den første tid blev det dog aldrig rigtigt til noget fordi det var en kende besværligt. Men med mofibos lydbøger og ereolens nye app, så har jeg snart lyttet mig igennem hele 4 bøger i bilen. Og det fungerer. Jeg hører efter og får hele historien samtidig med at jeg ikke synes det går ud over koncentrationen om at kører bil. At lydbøgerne er blevet så let tilgængelige er super dejligt for jeg tror helt klart at det er derfor jeg får lyttet mere.
Det er helt sikkert også det med, at lydbøgerne er så let tilgængelige, der har fået mig til rigtig at begynde at lytte til dem igen. Med både e-reolens app og Mofibo er det jo virkelig let at høre bøgerne overalt, og det er jeg simpelthen så glad for. Det gør det nemlig også meget lettere f.eks. bare lige at høre et par minutter af gangen 🙂
Jeg elsker mofibos nye tiltag lige præcis fordi gåtid er lig med læsetid. Eller høretid. Jeg har lidt længere end dig nemlig så for mig bliver det hurtigt til meget.
Jeg er simpelthen også så glad for det! Og ja, gåtid er læsetid – og det lyder godt, at du oftest når en del hver dag 🙂
Jeg blev lokket ind i lydbøgernes verden igen af bogklubberne på DR.DK der faktisk p.t. har 4 bøger gratis til streaming/download -bruger ca en time dagligt på transport, der ganske vist blev brugt til læsning, men også tid “spildt” med bogen i tasken under skifte, af- og påstigning m.m. Nu bliver ikke et sekund spildt, da bøgerne jo er lige ved ørene
Jeg har downloadet de fleste af lydbøgerne fra DR.dk, men desværre aldrig rigtig fået dem hørt. Men fedt at høre du bruger det – det er jo så skønt, at de giver muligheden for det. Desuden virker lydbøger også helt perfekt til transport. Der er jo nemlig alligevel en del forstyrrelser, når man læser i en fysisk bog under transport 🙂
Jeg er også blevet overraskende meget glad for mit Mofibo, i starten brugte jeg det ikke særlig meget, men nu er det næsten dagligt især efter de har fået lydbøger!
Jeg har altid brugt lydbøger til de ting hvor man alligevel ikke kan lave så meget andet med sine hænder, som opvasken, i bilen på vej på arbejde, til træning eller bare ude at gå en tur.
Det er så praktisk en måde at få hørt/læst nogle bøger.
Og selvom tempoet måske ikke altid passer så syntes jeg ikke altid det gør så meget.
Det lyder rigtig godt. Jeg er virkelig også blevet glad for mit abonnement – både til at læse e-bøger og lytte til lydbøger med 🙂
Og ja, at høre lydbøger mens man laver sådanne ting er altså bare helt perfekt. Det er jo nemlig en virkelig praktisk måde at få læst lidt flere bøger, end man måske ellers ville havde noget 🙂
Åh, jeg er ikke særlig god til lydbøger. 🙁
Jeg kan ikke koncentrere mig om oplæseren, jeg finder meget sjældent en jeg kan holde ud at høre på og oftest finder jeg deres entusiasme omkring bogen overdreven.
Derudover foretrækker jeg uden tvivl selv at suge ordene på siderne til mig og jeg vil langt hellere selv skabe stemmer og stemninger, frem for at lytte til en eller anden tilfældig mand eller kvinde. 🙂
Åh, oplæseren kan altså også ødelægge en historie fuldstændig for mig. Det betyder virkelig meget for oplevelsen, hvordan bogen bliver læst op. Derfor holder jeg mig også mest til lydbøger oplæst af Torben Sekov indtil, jeg er fuldt ud begejstret for dem. Jeg elsker nemlig hans stemme, og synes han læser rigtig godt op, hvilket uden tvivl gør min overordnet oplevelse af det endnu bedre.
Jeg kan godt se, hvad du mener med det med, selv at opsluge ordene på siden. Det foretrækker jeg også selv, men lydbøger er helt sikkert et godt supplement – især i situationer hvor jeg ellers ikke ville have mulighed for at læse. Jeg brugte f.eks. også lydbøger en del, da jeg sidst var syg, og konstant blev overmandet af hovedpine. Der nød jeg nemlig meget, at jeg på trods af hovedpine alligevel kunne ‘læse’ lidt 🙂