Så nåede vi slutningen af måneden, hvilket betyder at mig og Irenes readalong af de to første bøger i Off-Campus serien af Elle Kennedy officielt er slut. Jeg er personligt virkelig glad for, at vi valgte at afholde #OffCampusDK, da jeg ellers ikke ved, hvornår jeg ville have taget mig sammen til at få læst bøgerne, og jeg er så glad for endelig at have nået det. Begge bøger var nemlig super gode, og der er på ingen måde nogen tvivl om, at jeg helt sikkert både skal læse videre i denne serie, men også i resten af Kennedys forfatterskab. Jeg håber i hvert fald, hun har skrevet mere, der er lige så godt.
Jeg kan se på de forskellige sociale medier, at der ikke har været så mange officielle deltagere i vores readalong, hvilket jeg er lidt trist over. For udover at bøgerne virkelig bare skal læses, så er det simpelthen også bare så hyggeligt at gøre læsningen social. Men forhåbentlig er der flere, der har lyst til at dele deres læsning i en evt. kommende readalong. Det kunne i hvert fald være hyggeligt. I må forresten lige sige til, hvis I har en idé til en bog, I godt kunne tænke jer en readalong af; så skal jeg se, om det er noget, jeg kunne have lyst til at lave.
I forbindelse med #OffCampusDK afholdte vi jo også i samarbejde med Flamingo en konkurrence om et e-bogs eksemplar af Dublin Street af Samantha Young, og det er derfor nu blevet tid til at udnævne en heldig vinder. Den heldige vinder blev udtrukket på tværs af deltagerne på Facebook, Twitter og Instagram, og det endte med at blive @anemylund på Instagram, som løber afsted med præmien. Tillykke! Du vil blive kontaktet hurtigst muligt, og så håber jeg, du kommer til at nyde bogen.