Nyt i reolen #60: Marts

Marts blev på alle fronter en noget mere bogfyldt måned, end jeg havde regnet med. Både hvad angår læsningen, som I kunne læse om i indlægget i går, men også hvad angår nye beboere til mine reoler. Jeg har kun købt to bøger selv, så på den front har jeg ikke udvidet min TBR så meget. Til gengæld deltog jeg endnu engang i det halvårlige Bogbyttemarked og kom hjem med en god lille stak nye brugte bøger. Desuden er jeg blevet begavet helt vildt i løbet af måneden. Jeg har nemlig modtaget adskillige skønne overraskelsespakker fra diverse forlag.

Lad os starte med de to bøger, jeg selv har købt samt mine fund fra Bogbyttemarked. Den ene bog jeg selv har købt er selvfølgelig “Mordoffer” af Chris Carter. Jeg har desværre ikke nået at få den læst endnu, men jeg er så glad for at se den på hylden sammen med resten af serien. Og mon ikke jeg snart når til den? Selvom jeg nu egentlig også gerne vil gemme den lidt. 😉 Derudover har jeg været til bogudsalg hos Aalborg Bibliotekerne, hvorfra jeg fik “Horn” af Joe Hill med hjem. Fra Bogbyttemarked fik jeg henholdsvis “Mærket for livet” af Emelie Schepp, “De døde brødre” af Nick Clausen, “For foden af trappen” af Pernille Eybye og “Tempus fugit” af Kenneth Bøgh Andersen med hjem. Hvilket helt klart må siges at være en god høst.

Fra Gyldendal har jeg modtaget hele tre overraskelsespakker i marts. Den første indeholdte “Tusinde etager” af Katharine McGee, som jeg allerede blev ret hyped på, da nogle af de andre bloggere fik et prøvetryk af den til Bogforum. Den næste er egentlig en gave til baby, men mor her har altså tilladt sig allerede selv at bladre i den. Jeg modtog nemlig et eksemplar af “Barn af bøger” af Oliver Jeffers & Sam Winston, som er noget så fin. Derudover modtog jeg i løbet af måneden en pakke med blod og skudhuller i, som viste sig at indeholde “Størst er alt” af Malin Persson Giolito, som lyder virkelig spændende. Jeg har ydermere været så heldig, at Flamingo har sendt mig et eksemplar af “Kamp til stregen” af Elle Kennedy, som virkelig var fantastisk. Læs min anmeldelse af den i næste uge.

Lindhardt & Ringhof overraskede mig med “Jeg overvejer at gøre det forbi” af Iain Reid, som stod højt på min liste over nyudgivelser, jeg gerne ville læse. Jeg kastede mig derfor også straks over den, og I kan derfor læse min anmeldelse af den her. Desuden har jeg modtaget “Provinspis” af Ditte Weise fra Carlsen. En bog som jeg egentlig ikke havde planlagt at læse foreløbig. Der gik dog kun halvandet døgn fra, den landede i min postkasse, til jeg brugte en aften på at sluge den. I kan læse, hvad jeg synes om den lige her. Facet har været så søde at sende mig “Solbrodens bid” af Sidsel Sander Mittet, og dermed mindet mig om, at jeg altså virkelig snart skal få læst “Morika”-trilogien. Ydermere har jeg modtaget et eksemplar af “Nattens Sanger” af Christina Bonde fra Mellemgaard i anledning af, at jeg er citeret på den.

Hvilke bøger har I købt i løbet af måneden?

6 thoughts on “Nyt i reolen #60: Marts

  1. Så mange spændende bøger!
    Glæd dig til “Tusinde etager”. Den er unik og ulig noget, jeg før har læst.

  2. God idé med bogbyttemarked – det har jeg aldrig været til.

    Købte en enkelt brugt bog i marts, og så har jeg lige bestilt en ordentlig stabel bøger hjem, som jeg skal hygge mig med i april og maj 😀

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Det er virkelig sådan en fin idé, og jeg er derfor også virkelig glad for, der bliver afholdt et i Aalborg 🙂

      Åh, hvor er det lækkert med en ordentlig stabel bøger! <3

  3. Jeg er igang med at læse ‘Mærket for livet’ af Emelie Schepp, og den er virkelig god! Så den kan du godt glæde dig til 🙂

  4. Sikken en lækker stak. 😀 Har hverken købt eller læst bøger i marts, men håber at få læst lidt i april, når der er readathon 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *