Titel: “Provinspis” / Forfatter(e): Ditte Wiese / Serie: – / Sideantal: 229 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 31.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk.

Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: Familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv.

Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Jeg vil starte med at sige, at “Provinspis” faktisk ikke var en bog, som tiltalte mig super meget. Jeg regnede med, jeg skulle læse den på et tidspunkt, da jeg ved, Wiese elsker mange af de samme bøger, som jeg selv. Derfor tænkte jeg, at jeg nok i en eller anden grad ville komme til at nyde hendes bog. Jeg var dog ikke den store fan af coveret, og bagsideteksten sagde mig egentlig heller ikke det store. Men da bogen dukkede op i min postkasse, så blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Jeg læste derfor hurtigt de første par sider og BAM!! Jeg var forelsket! Der gik derfor også kun en dags tid, før jeg samlede bogen rigtigt op, og ikke lagde den fra mig igen, før jeg havde vendt den sidste side.

Jeg elskede virkelig “Provinspis”, omend jeg faktisk også hadede den flere gange. Måske var jeg endda også ved at kaste den fra mig i frustration et par gange. Det er nemlig en bog, der virkelig sætter følelserne i gang, og jeg var vidst igennem hele følelsesregistret. Jeg smilte, grinede, forelskede mig, fældede et par tårer og var enormt frustreret. Men samtidig gjorde den mig også enormt lykkelig. Især for mit eget liv. Ida går nemlig så frygteligt meget igennem i bogen, og min første tanke efter læsningen var derfor også, at jeg virkelig bare gerne ville give Ida et kram. For det fortjente hun. Også selvom jeg til tider hadede hende, fordi hun konstant tog alle de forkerte beslutninger. For selvom hendes beslutninger var ret forfærdelige, så forstod jeg godt, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Og på den måde blev hun også meget menneskelig. Noget som jeg faktisk synes alle bogens personer var, og det sætter jeg stort pris på. Det gør nemlig, at jeg dermed også har lettere ved at leve mig helt ind i bogen. Og det gjorde jeg helt bestemt med “Provinspis”.

Jeg vil slutte min anmeldelse af med at rose Wiese for bogens sprog. Det er så let og ligetil, hvilket fungerede super i forhold til bogens historie. Desuden synes jeg, at dialogen i bogen blev holdt i et sprog, som virkede meget ægte for aldersgruppen. Og samtidig blev det skrevet på en måde, som fik det danske sprog til på ingen måde at virke kluntet. Hvilket jeg ellers godt synes, det kan have tendens til. På den måde kan man også tydeligt mærke, at Wiese er vandt til at læse bøger i samme genre og til samme målgruppe. Hvilket efter min mening udelukkende er en virkelig positiv ting.