Halvårlig læsestatus + Mid-Year Book Freak Out Tag

Vi er halvvejs igennem året, og det betyder selvfølgelig, at det er blevet tid til at gøre lidt status over min læsning. Således vil dette indlæg bestå af en kort gennemgang af, hvordan min læsning indtil videre er gået i 2017 samt en besvarelse af Mid-Year Book Freak Out Tagget, som jeg årligt benytter mig af til at kigge tilbage.

Min læsning indtil videre i løbet af 2017 har båret præg af, at jeg har haft en masse andet at se til. Men samtidig har jeg egentlig fået læst en del mere, end jeg havde forventet, jeg ville. Hvilket jo altid er en skøn overraskelse. Jeg synes dog alligevel, det er tydeligt at se, at min læsning i første halvdel af året har været påvirket af kvalme (som virkelig har haft nedlagt mig), et travlt semester og så selvfølgelig også ankomsten af T. Det er dog ikke fordi, jeg ikke har fået læst. Jeg skal nok bare til at vende mig til, at jeg ikke læser helt så meget længere, som jeg gjorde på et tidspunkt. Hvilket jo også er helt okay; især når min tid skal til at prioriteres en smule anderledes end førhen.

Hvis vi kigger på mit Goodreads mål, så ser det således ud:

Jeg er altså dermed ekstremt godt med i forhold til at nå mit mål, og det bliver derfor ikke noget problem at nå de 50 bøger i år. Heller ikke selvom jeg nok får en del mindre tid til læsningen resten af året. Det er jeg dog virkelig bare glad for, da det betyder, at jeg netop også kan tage læsningen i et roligt tempo. Men samtidig også være rimelig sikker på, at jeg får læst det antal bøger, som jeg har sat mig for at nå.

1. Best book you’ve read so far in 2017.
Jeg har tre bøger, som jeg har læst i år og virkelig knuselsket. Det er derfor enormt svært at vælge mellem dem. Jeg tror dog, at hvis jeg virkelig bliver tvunget til at vælge, at det må være “Det ender med os” af Colleen Hoover. Først og fremmest overraskede den mig nemlig helt vildt. Men samtidig var den også i sig selv bare fuldstændig fantastisk. Den gav mig så mange følelse, og jeg tror næsten, jeg vil sige, at den er på niveau med “Maybe Someday”. Og det siger altså en del, når det kommer fra mig. Jeg var nemlig sikker på, at der ikke var nogen af Hoovers bøger, jeg ville komme til at elske helt lige så meget.

2. Best sequel you’ve read so far in 2017.
Her vakler jeg lidt mellem to bøger. Den første, jeg kom til at tænke på, er dog “Kamp til stregen” af Elle Kennedy. Og jeg vælger at gå med min første indskydelse. Jeg elsker nemlig den serie, og “Kamp til stregen” var sådan en fin afslutning på den. Jeg elskede både historien og personerne, og ville faktisk nærmest ønske, at jeg stadig havde bogen til gode.

3. New release you haven’t read yet, but want to.
Lige pt. har jeg fire, som står virkelig højt på min TBR. Først og fremmest er det “Mordoffer” af Chris Carter, som jeg slet ikke forstår, jeg ikke har kastet mig over endnu. Derudover er det “Åndeløs” af Brittainy C. Cherry, som jeg bare glæder mig virkelig meget til. “Radio Silence” af Alice Oseman står også højt på listen, da jeg har hørt en del godt om den. Faktisk så meget at jeg netop har påbegyndt min læsning af den. Til slut har vi “Bossman” af Vi Keeland, som netop er kommet ind ad døren. Denne har jeg hørt virkelig meget godt om, og samtidig tror jeg, det er en helt perfekt bog til sommerlæsningen.

Hov, jeg kom lige i tanke om en femte. “Ravnenes hvisken #2” af Malene Sølvsten. Den står også ekstremt højt oppe på min TBR, og jeg håber sådan, jeg snart når til den. Den fysiske udgave er bare en smule uoverkommelig at læse i, når man balancerer en baby samtidig. Jeg håber dog på, det kan lade sig gøre. Eller at T kan få hygget sig en masse med sin far, i mens mor her læser.

4. Most anticipated release for the second half of the year.
På dansk må det uden tvivl være “Ursiderne” af Nanna Foss. Jeg glæder mig helt vildt! Det bliver så godt at komme ind i universet igen, og samtidig glæder jeg mig helt vildt til at se, hvad der kommer til at ske. Bogen skulle desuden indeholde lidt specielle elementer, hvilket bliver så spændende at se. Af udenlandske titler glæder jeg mig især til “The Chase” af Elle Kennedy og “Without Merit” af Colleen Hoover, som begge skulle udkomme til efteråret.

5. Biggest disappointment.
Det må desværre være “Sjælens pris” af H. W. Klaris. Jeg havde sådan håbet, jeg ville komme til at elske den. Også selvom jeg ikke havde de store forventninger om, dette ville være tilfældet. Alligevel formåede den at skuffe mig en del. Det var en fin nok slutning på trilogien, og det var heller ikke den dårligste bog, jeg har læst. Den faldt desværre bare heller ikke rigtig i min smag, og jeg blev derfor heller aldrig helt vild med den.

6. Biggest surprise.
Der er flere bøger, der har overrasket mig positivt i år, hvilket jo altid er skønt. Jeg tror dog, at den der vinder denne titel må være “Provinspis” af Ditte Wiese. Det var nemlig ikke en bog, jeg havde den store interesse i at læse. Faktisk overvejede jeg at give den videre til en anden, da jeg fandt den i min postkasse. Jeg kom dog til at læse et par sider af starten, og det var jeg utroligt glad for. Jeg blev nemlig totalt hooked med det samme. Bogen kan virkelig noget helt særligt, og det er sådan en stærk debutroman.

7. Favourite new author (debut or new to you).
Jeg har ikke nogen ny forfatter, jeg er blevet virkelig fanget af i år. Dog tror jeg alligevel, jeg vil nævne Mhairi McFarlane. Jeg har kun læst “Det er ikke mig, det er dig” af hende, men det var sådan en skøn læseoplevelse. Desuden elskede jeg hendes skrivestil og humor, og jeg håber derfor, at resten af hendes bøger også vil falde i min smag. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at læse videre i hendes forfatterskab.

8. Newest fictional crush.
Jeg startede ud med at tænke, at det ikke lige umiddelbart var nogen, der stod ud i min hukommelse. Men så kom jeg til at tænke ordentligt, og pludselig væltede det frem med fantastiske fyre. Jeg tror dog, min kærlighed falder på enten Ryle fra “Det ender med os” (også selvom han har nogle træk, der burde trække ham ned for mig) eller Tucker fra “Kamp til stregen“. Dog må det jo nok være Tucker der vinder, da jeg aldrig ville kunne se mig selv med Ryle i virkeligheden. Det ville jeg dog uden tvivl kunne med Tucker, der bare er alt for skøn <3

9. Newest favourite character.
Jeg har lige læst “Papirprinsessen” af Erin Watt, og mit svar er derfor nok lidt påvirket af dette. Men bogens hovedperson, Ella, er simpelthen bare fantastisk. Hun er super stærk, men samtidig også helt vildt blød og sårbar. Men på en måde hvor det virker ægte, uden at blive for meget. Desuden er hun super sassy, og det elsker jeg virkelig.

10. Book that made you cry.
Jeg har vidst allerede fældet adskillige tårer til bøger i 2017. Men jeg har så også været gravid det meste af tiden, så jeg tænker, det nok også har haft en del at sige. Jeg tror dog, de bøger, jeg har fældet flest tårer til, har været “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon og “Det ender med os” af Colleen Hoover.

11. Book that made you happy.
Jeg bliver nødt til at sige både “The Little Book of Hygge” af Meik Wiking og “Papmachéreglen” af Hella Joof. Udover at de begge var meget bedre, end jeg på nogen måde havde forventet, så fik de mig også til at smile helt vildt. Både fordi de var meget lette at relatere til, men også fordi de er skrevet i et skønt sprog. Ydermere fik de mig begge til at sætte endnu større pris på livet, og det kan man jo kun blive glad over.

12. Favourite book to film adaptation you saw this year.
Jeg har vidst slet ikke set nogle filmatiseringer i år. I det hele taget har jeg faktisk ikke rigtig set så mange film i år. Mit fokus har mere været på serier og så selvfølgelig læsning.

13. Favourite review you’ve written this year.
Her vakler jeg lidt mellem min anmeldelse af henholdsvis “Det ender med os” af Colleen Hoover, “Provinspis” af Ditte Wiese, “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon og “The Little Book of Hygge” af Meik Wiking. Og faktisk tror jeg ikke rigtig, jeg kan vælge. Jeg synes nemlig, de alle er rigtig gode og beskrivende for min læseoplevelse. Desuden er jeg helt vild med det billede, som pryder hver af anmeldelserne. Hvilket er med til at styrke helheden, og dermed gøre mig endnu gladere for anmeldelserne.

14. Most beautiful book you’ve bought so far this year (or received).
Min udgave af “The Secret Garden” af Frances Hodgson Burnett fra Folio Society er fantastisk smuk. Men derudover er jeg også helt vild med coveret på henholdsvis “Nattens Sanger” af Christina Bonde og “Children’s Dinosaur and Prehistorical Animal Encyclopedia” af Douglas Palmer.

15. What books do you need to read by the end of the year?
Ingen. Ej, der er en del, som jeg selvfølgelig håber på, jeg når at få læst i år. Men samtidig vil jeg bare heller ikke sætte nogle mål, håb eller forventninger til mig selv. Jeg ved nemlig ikke, hvordan min læsning kommer til at forløbe i løbet af resten af året. Jeg vil derfor ikke presse mig selv til, at jeg skal have læst nogle bestemte bøger. Dog håber jeg selvfølgelig på at nå til de nævnte bøger tidligere i dette indlæg, men hvis ikke jeg gør det, så er det også helt fint. Så længe jeg får læst noget, så er jeg glad.

Hvordan er din læsningen gået indtil videre i løbet af 2017?

2 thoughts on “Halvårlig læsestatus + Mid-Year Book Freak Out Tag

  1. Rigtig godt gået – og spændende læsning 🙂

    Jeg synes, mit læseår har været glimrende indtil videre. Det startede lidt svagt, men de seneste måneder har der været mange gode læseoplevelser. Jeg har været ret tilfreds med mine kvartalstemaer, så det har jeg allerede nu planer om at fortsætte med til næste år.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *