Noget om at give op på bøger

Hvis der er noget, jeg faktisk altid har været rimelig god til, så er det at droppe bøger, der ikke siger mig noget. Eller altså det vil sige, at det er noget jeg har været god til. Jeg er nemlig desværre ikke helt så god til det længere. Der skal i hvert fald noget mere til nu, end der tidligere har skulle, før jeg opgiver at læse en bog færdig. Hvilket jeg egentlig synes er ret synd. Altså forstå mig ret; det er selvfølgelig fantastisk, jeg giver bøgerne en lidt større chance for at overraske mig. Men samtidig tænker jeg også bare, at jo længere tid jeg bruger på en semi-kedelig bog, jo kortere tid har jeg til at læse noget, som jeg måske ville elske. Og med så mange fantastiske bøger i verden, så ville jeg egentlig hellere bruge tid på disse.

Jeg har dog lavet en aftale med mig selv om, at det er helt okay, at give op på bøger, når jeg har læst 50-100 sider af dem (lidt afhængig af deres længde). Der kan selvfølgelig komme til at ske ting længere inde i bogen, som ville gøre, at jeg ændrede mening. Men hvis jeg ikke når at blive fanget eller i hvert fald bare nysgerrig i løbet af det antal sider, så sker det sandsynligvis heller ikke. Eller også har det alligevel påvirket min læseoplevelse så meget, at jeg nok har strukket min læsning af bogen ret meget alligevel. Hvilket for det meste også påvirker min samlede læseoplevelse.

Jeg går altså dermed helt klart ind for, at man giver op på bøger, som ikke falder i ens smag. Også selvom jeg ikke selv er helt så god til det, som jeg ville ønske, jeg var. Desuden er der jo heller ikke nogen der siger, at man aldrig må samle bogen op igen. Det kan jo være, man bare ikke er det rette sted i sit liv i forhold til bogen. Men at man f.eks. vil sætte pris på den om 10 år, hvor man måske får lyst til at prøve igen. Hvilket jo også er helt fint. Bare fordi man giver op på en bog, betyder det jo nødvendigvis ikke, at det er en dårlig bog. Det vil faktisk nok være i de færreste tilfælde. Det siger i stedet noget om, hvordan din smag og dit humør er på nuværende tidspunkt – og det kan jo sagtens ændre sig i fremtiden.

Giver du nogensinde op på bøger?

14 thoughts on “Noget om at give op på bøger

  1. Jeg har altid haft det virkelig svært ved at give op på bøger. Jeg mindes kun, at det er sket en enkelt gang og det var mest fordi, at bogen var 800 sider lang og helt ekstremt kedelig. Jeg skal virkelig blive bedre, for du har helt ret! Livet er simpelthen for kort til dårlige bøger! 🙂

    1. 800 siders kedsomhed? Det lyder nu heller ikke særlig interessant. Så mon ikke det var godt, du gav op på den? Og så krydser jeg fingre for, du bliver bedre til at opgive bøger i fremtiden 🙂

  2. Ja, jeg opgiver bøger. Som regel læser jeg 50-100 sider for lige at give bogen en chance, men derefter giver jeg op og læser noget andet. Jeg har også flere gange oplevet, at en bog jeg tidligere havde forsøgt at komme i gang med og gik død i, senere hen faldt i min smag, måske fordi jeg den 2. jeg gik i gang med bogen mere var i humør til det.

    1. Ja, ens humør kan altså virkelig også have en del at sige i forhold til, om man nyder en bog eller ej. Jeg tror også, det er derfor, at jeg nogle gange kan have svært ved at sige endegyldigt farvel til en bog. For det kan jo være, at jeg engang i fremtiden får lyst til at prøve igen 🙂

  3. Godt indlæg 🙂

    Jeg er (for) dårlig til at give op på bøger. Jeg har lavet en aftale med mig selv, at hvis en bog efter mange sider stadig overhovedet ikke fanger mig, er det ok at jeg skimmer resten, for at fange essensen af historien. Men jeg ville ønske, jeg var bedre til at give op i stedet.

    Hvad gør du, hvis det er et anmeldereksemplar?

    1. Jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af at skimme skønlitteratur, men det kan jeg af en eller anden grund ikke. Det går fint nok, når jeg læser faglitteratur – og især litteratur til studiet, men åbenbart ikke når jeg læser skønlitteratur. Det kunne ellers være fedt nogle gange; netop så jeg kunne få en idé om, om jeg ville blive mere begejstret for den, hvis jeg læser videre 🙂

      Jeg giver ofte anmeldereksemplarer lidt længere line og betænkningstid. Men hvis de slet ikke fanger mig, så opgiver jeg dem på samme plan, som hvis det var en bog, jeg havde anskaffet på anden vis. Jeg mener nemlig ikke, at der er nogen, der vil få gavn af at læse en anmeldelse af en bog, jeg har opgivet. Jeg føler nemlig ikke, jeg ville kunne skrive ordentligt om den og helt klart beskrive, hvorfor jeg måtte opgive. Jeg skriver derfor heller ikke rigtig ‘DNF’-anmeldelser, som flere andre bloggere gør.

  4. Jeg er blevet langt bedre til at droppe bøger, som ikke fanger mig. Ind imellem bliver jeg dog stædig og gennemfører dem alligevel, men det er primært, hvis de ikke fanger mig i løbet af de første 50 sider, at jeg dropper dem. Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, at der ikke er nogen pointe i at bruge tid på bøger, der er kedelige/dårlige/uinteressante.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Det lyder som om, vi har det rent meget på samme måde. For der er altså ikke nogen idé i, at bruge virkelig lang tid på at kæmpe sig igennem en bog, når man istedet kunne bruge den tid på en anden, som man måske ville nyde en hel del mere 🙂

  5. Det sker, men jeg har simpelthen så svært ved at opgive bøger. Det er egentlig fjollet, og jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved at opgive bøger. Jeg har flere gange har måtte lukke for The Woman in White, og alligevel vil jeg bare læse den en dag.

    1. Måske er det tanken om “hvis nu”. Det holder i hvert fald mig tilbage engang imellem. For hvad nu hvis jeg ændrer mening, hvis jeg læser videre? Det kan jeg jo sagtens. Men samtidig er der måske ikke helt så stor sandsynlighed for, at lige netop det kommer til at ske.

  6. Ja jeg opgiver bøger. Hvis den ikke har fanget mig inden max 150 sider, så ligger jeg den fra mig. Jeg er dog stædig til tider og kæmper igennem nogen, men ofte så gider jeg ikke bruge min tid på det. Men som du selv siger, så kan det være man finder dem frem igen på et andet tidspunkt 🙂
    Jeg tror de eneste bøger jeg ikke giver op på, er anmeldereksemplar – men så lyser det også i anmeldelsen at jeg ikke er tilfreds 😉

    1. Hvis du læser ca. 150 sider, så tænker jeg også, at du uden tvivl giver de fleste bøger en fair chance. Så har du da i hvert fald nået at få en fornemmelse af både sprog, skrivestil og historien 🙂

  7. Det er meget sjældent jeg opgiver bøger, tror faktisk kun det er sket en enkelt gang, og det er selvom jeg er kommet 150 sider ind i bogen, uden den rigtig siger mig noget, for hvad nu hvis 😛 Jeg har dog opgivet mange af de bøger vi skulle læse i folkeskolen eller i gymnasiet, da de simpelthen ikke sagde mig noget eller var for underlige. Det er egentlig sjovt at jeg godt kunne opgive dem, men ikke dem jeg selv har valgt at læse 😛

    1. Ja, det er lidt sjovt, du ikke har haft problemer med at opgive dem, men ikke rigtig kan opgive bøger, du selv har valgt. Jeg har det nemlig lige omvendt. Jeg tror ikke, jeg har opgivet en eneste bog, jeg har skulle læse i løbet af min skoletid. Heller ikke selvom jeg har måtte kæmpe mig igennem, og virkelig har hadet nogen af dem. Jeg kunne bare slet ikke få mig selv til det 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *