Vi er trådt ind i et nyt år, og det betyder, at det er på tide at planlægge årets boglige nytårsforsætter. Jeg vil dog starte med at kigge lidt tilbage på, hvordan det gik med mine forsætter for 2016. Hvis du ikke ved, hvad disse var, så læs med her først. Det gik ikke helt så godt med, at få forsætterne for sidste år opfyldt, men lad os alligevel lige kigge lidt tilbage.
Jeg klarede uden tvivl mit mål med at læse 50 bøger. Faktisk var jeg tæt på at fordoble dette. Desuden fik jeg helt klart læst flere tegneserier, omend jeg nu godt kunne have læst endnu flere. Jeg startede året ud med at holde rigtig godt styr på mine bogkøb, men må indrømme at jeg faldt lidt af på den omkring sommer. Jeg havde nemlig en periode, hvor jeg glemte alt om, at jeg rent faktisk prøvede at holde styr på dem. Det samme skete egentlig lidt for udfordringerne i Flyvehjørnet. Jeg startede vidst okay ud, men må indrømme at det vidst var de færreste udfordringer, jeg rent faktisk fik gennemført til tiden. Desuden fik jeg hverken startet på “Narnia” eller “Det Gyldne Kompas”, selvom jeg overvejede dem mange gange. Jeg glæder mig dog stadig til at læse dem på et tidspunkt. Jeg fik heller ikke helt læst 12 bøger af Dennis Jürgensen, men jeg nåede da syv, hvilket jeg egentlig synes er okay.
Med hensyn til boglige nytårsforsætter for 2017, så er de faktisk ikke-eksisterende. Eller det vil sige, at jeg selvfølgelig har sat et Goodreads-mål, for det er altså bare rart at have. Igen i år er det på 50 bøger, hvilket jeg synes virke dejligt overskueligt, og det er ret vigtigt for mig. Men derudover har jeg absolut ingen mål. Med en baby der melder sin ankomst til juni, tør jeg nemlig ikke rigtig spå om, hvordan min læsning kommer til at gå. Det kan være, baby er rigtig sød og lader mig læse en masse, men det kan også være, jeg slet ikke har lyst og overskud til det. Og det skal der være plads til.
Mit boglige nytårsforsæt for i år må derfor være, at tage læsningen som den kommer. Får jeg læst 10 bøger om måneden, så er det fedt, men får jeg slet ikke læst nogen, så er det også helt okay. Læsningen skal være mit fristed, og det skal være noget, jeg ikke føler mig presset til på nogen måde.
Hvad er jeres boglige nytårsforsætter for 2017?
Plads til baby lyder som en god plan, jeg har det præcis på samme måde 🙂
Jeg tænker også, det er det bedste. Det kan jo være, man får et virkelig “svært” barn, men også et der er virkelig nemt, og dermed giver én tid til læsning. Men det er jo aldrig til at vide, så hellere vente og se tiden an 🙂
Det lyder som et godt forsæt! Jeg har også kun Goodreads-målet i år, som jeg har sat lidt lavere end jeg plejer, da jeg ikke får læst så meget for tiden.. 🙂
Det lyder som en god plan! Læsning skal jo være sjovt, så hellere sænke ens mål end at lade dem stresse én 🙂