Nedsættelse af bogkøb

Jeg har nævnt et par gange, at jeg har valgt at nedsætte mine bogkøb for en periode, og jeg vil derfor i dag fortælle lidt mere om denne nedsættelse.

I starten af året snakkede rigtig mange booktubers om at gå på bogkøbsstop eller i hver fald nedsætte deres bogkøb betydeligt. Hvilket mest af alt egentlig irriterede mig, for det virkede næsten som om, at det var fuldstændig forfærdeligt, hvis man købte nye bøger, samtidig med man havde en masse ulæste i sin reol. Og selvom jeg godt kan se dette (mere om det i et fremtidigt indlæg), så fik det mig egentlig bare til, at have lyst til at købe endnu flere nye bøger. Dog fik det mig også til at tænke en smule.

I juli bad Irene mig dog om, at lade være med at købe nye bøger inden min fødselsdag i august, så jeg ikke endte op med at købe den bog, hun ville give mig (hvilket jeg så formåede alligevel – typisk). Desuden havde jeg på det tidspunkt fået rigtig mange spændende bøger hjem inden for de seneste måneder, og valgte derfor virkelig at prøve på ikke at købe flere bøger.

Jeg ville dog ikke 100% forbyde mig selv at købe nye bøger, hvis jeg faldt over gode tilbud, og derfor har jeg da også købt bøger siden juli. Men på ingen måder ligeså mange bøger, som jeg uden tvivl ville have gjort, hvis jeg ikke havde valgt at nedsætte mine bogkøb. Desuden kan jeg tydeligt mærke, at jeg har overvejet mine bogkøb lidt nærmere. Jeg har f.eks. valgt ikke at besøge to af mine yndlingsgenbruger her i Aalborg, da jeg ved, at jeg vil have svært ved ikke at købe noget med hjem fra disse. Desuden har jeg overvejet grundigt, om de bøger jeg har købt, egentlig er bøger jeg gerne vil eje, eller om det måske ville være i orden bare at låne dem på biblioteket.

Jeg har dog haft ret meget lyst til at købe bøger det seneste stykke tid, hvilket jeg har givet mig selv lov til. Især fordi det er bøger, som jeg enten har haft virkelig meget lyst til at eje længe, eller fordi det er bøger, som jeg har ville læse længe. Desuden har jeg jo også fået en (virkelig!) god og stor stak bøger fra Bogbloggertræffet, og flere af de skønne danske forlag har også sendt, hvad der svarer til en ret så stor stak anmeldereksemplar min vej. Så jeg har i øjeblikket virkelig mange bøger, som jeg har lyst til at læse lige nu.

Jeg har derfor også valgt, at jeg vil fortsætte denne nedsættelse af mine bogkøb frem til januar, og så må vi se, hvad jeg vælger at gøre derefter. Samtidig har jeg fået forbud mod at købe bøger fra min ønskeseddel til jul, hvor der pt. står stort set alle de bøger, jeg virkelig gerne vil eje lige nu. Jeg regner derfor heller ikke rigtig med, at købe så mange flere bøger i år. Jeg vil dog stadig tillade mig selv det, når jeg f.eks. afleverer min ene eksamensopgave i december – for det er netop kun en nedsættelse af mine bogkøb og ikke et decideret bogkøbsstop.

Har I selv været på bogkøbsstop eller valgt at nedsætte jeres bogkøb? Hvordan fungerede det for jer?

Turen går til Sverige

Lige nu er jeg på vej til Svendborg fra Lolland, hvor jeg den sidste uges tid har holdt ferie hos min svigermor. Jeg er på vej hjem til mine forældre, hvor jeg lige hurtig skal have pakket lidt om, og skiftet mine læste bøger ud med nogle ulæste, og herefter går turen mod Sverige!

Jeg ved endnu ikke helt, hvor turen præcis går hen ad i Sverige, da vi bare finder på noget, når vi er der. Vi skal nemlig på camping med telt, hvilket gør det så dejlig let at flytte lidt rundt. I en stor del af mit liv, har vi altid været på en årlig tur til Sverige, men de sidste to år har vi ikke været afsted, så det blive virkelig skønt at komme afsted i år.

Derudover bliver det skønt at få slappet en masse af med min familie og kæreste, set en masse forskellige spændende ting (forhåbentlig) og læst en del.

Selvom jeg befinder mig i Sverige, vil bloggen dog ikke stå helt stille. Jeg har nemlig planlagt lidt forskellige indlæg til jer. Jeg har dog nok ikke mulighed for at få net, mens jeg er afsted, så jeg kan desværre ikke svare på kommentarer. Men jeg håber I lægger en masse alligevel, som jeg selvfølgelig vil svare på, når jeg kommer hjem. Derudover ved jeg faktisk heller ikke helt, hvor længe vi er afsted, så måske løber jeg tør for forprogrammeret indlæg, men det overlever I jo nok 😉

Smudsbind

Dust covers

Gitte skrev tilbage i efteråret et indlæg om smudsbind, og lige siden jeg læste det indlæg, har jeg tænkt over, hvad jeg egentlig synes om smudsbind, og hvordan jeg behandler dem. Hvilket har været ret spændende, da jeg har opdaget at min opfattelse af dem har ændret sig i løbet af årene.

For et par år siden tænkte jeg knapt over dem, og de kom aldrig af mine bøger; hverken når jeg skulle transportere bøgerne, eller når jeg skulle læse dem. Jeg ville nemlig meget hellere have, at smudsbindet fik nogle ridser og hakker hist og her, end at den fysiske bog gjorde det. Derudover kunne jeg godt lide, at jeg kunne kigge på ’det rigtige’ cover på bogen under læsning, hvilket desværre efterhånden er svært, hvis man tager smudsbindet af.

I dag ser det dog noget anderledes ud. For det første hader jeg virkelig at læse med smudsbind på! Det er simpelthen noget af det mest irriterende, og jeg kan slet ikke koncentrere mig ordentlig om bogen, hvis jeg har det på. Det glider nemlig hele tiden for mig, og jeg skal derfor sidde og rette det hele tiden. Derfor ryger det for det meste af, før jeg overhovedet starter på en bog. Jeg er dog også blevet ret ømskindet over for mine bøgers smudsbind, og jeg hader, hvis de får en skramme – nu vil jeg nemlig hellere have, at det er den fysiske bog, der får det. Derfor transporterer jeg også kun sjældent mine bøger iført smudsbind, da jeg har det bedst med at pille det af, før jeg pakker bogen ned.

Jeg gemmer derfor også mine smudsbind. Hvilket vil sige, at når en bog står på en hylde i min bogreol, så er den iført sit smudsbind, og hvis jeg er i gang med at læse bogen, så står smudsbindet ofte på bogens plads i reolen eller ligger et sted, hvor jeg er sikker på, der ikke sker det mindste med det.

Hvordan har I det med smudsbind? Er I også ømskindet over for dem, eller er I fuldstændig ligeglade med, om der sker dem noget?

Læseklubsmøde med forfatterbesøg

Læseklubsmøde med forfatterbesøgI torsdags mødtes vi (Gitte, Irene, Karin og Rikke) endnu engang i læseklubben. Dagens møde blev afholdt hos Gitte, som diskede op med lækre sandwich og pindemad (og Rikke havde lækker kage med!). Udover at det var første gang, vi alle var samlet, hvilket i sig selv var virkelig fedt, så fik vi også ekstra besøg. Brødrene Ellemose lagde nemlig også vejen forbi, hvilket virkelig var en fed oplevelse!

Vi havde til dagens møde læst brødrene Ellemoses novellesamling Madame Salvatins hemmelighed og Mortens krimi Killer Killer. To bøger som er ret forskellige, men alligevel har et element af grusomhed til fælles. Begge bøger blev selvfølgelig diskuteret, og vi hørte lidt om tankerne bag dem, og fik svar på nogle forskellige spørgsmål vi havde til dem.

Aftenen gik derudover med masser af snak om alt lige fra vold til erotik, om bøger der har en speciel plads i vores hjerter, og en hel del om hvad vi finder godt i bøger. Derudover fortalte brødrene om deres skriveproces, og om processen fra idé til færdigtrykt bog. Samtidig fortalte de også en smule om de bøger, de pt. er i gang med at skrive, hvilket var meget spændende, og jeg fik virkelig lyst til at læse dem alle med det samme.

I det hele taget var det en virkelig spændende aften, og det var så givende at høre om tankerne bag de læste bøger, og i det hele taget bare snakke med forfatterne – som i øvrigt var virkelig søde og sjove. Og så havde de simpelthen den bedste ping-pong mellem hinanden.

Derudover havde brødrene gaver med til os, hvilket virkelig var sødt gjort af dem – specielt når de i forvejen havde givet os begge de bøger, vi havde læst forud for mødet. Jeg havde derfor armene fulde af bøger, da jeg tog hjem; de gav os nemlig alle tre bøger i deres krimitrilogi Manus Albino. En trilogi som jeg længe har haft lyst til at læse, og nu hvor jeg ejer dem, skal jeg helt sikkert snart have dem læst!

Har I også lyst til at få Søren og Morten Ellemose på besøg i jeres læseklub? Så kig mere her – brødrene kører nemlig gratis ud til læseklupper i hele landet.

Velkommen til Boghjoernet.dk

cropped-cropped-Header.jpgVelkommen her på mit nye domæne! 😀

I februar købte jeg efter lang tids overvejelse dette domæne. Jeg var rigtig glad for mig beslutning, men alligevel gik der længe, før jeg fik oprettet WordPress på det. Og da jeg endelig gjorde, viste det sig, at jeg ikke kunne importere den gamle blog grundet en fejl på siden og i nogle kommentarer. Det kæmpede jeg med længe, og havde egentlig opgivet, da min kæreste satte sig til at hjælpe mig. Der gik et par timer, og endelig kunne jeg importere filen! Herefter viste det sig så, at WordPress ikke var blevet installeret ordentligt, og der dermed var fejl rigtig mange steder på siden. Dette fik jeg dog løst ved at slette siden, og installere det hele på ny. Så nu burde alt fungere ordentligt.

Der røg dog desværre et par indlæg + kommentarer i blogflytningen, men indlæggene er oprettet igen, og kommentarerne vil jeg glæde mig over, engang har været der.

Bloggen har skiftet header og baggrundsfarve i flytningen, men det er meningen at der efterhånden skal komme et nyt tema. Men det må blive engang efter eksamenstid. I mellemtiden vil jeg bare nyde, at alt det tekniske (burde) fungere, og jeg endelig kan byde velkommen i bloggens nye hjem.

I forbindelse med bloggens nye hjem, har den også fået et nyt Bloglovin’-link. Og jeg håber selvfølgelig på, at I alle har lyst til at gå ind og følge mig der. Der er link her og i sidemenuen. Derudover tænkte jeg, dette måtte være ved at være på tide, at bloggen fik en facebookside. Så det har den fået, og jeg vil også sætte stor pris på, hvis I vil give den et ‘like’ her.

Håber I kan lide det nye hjem (selvom det ikke er ændret det store), og at I vil følge lige så trofast med her som på det gamle domæne.