Hvordan skiller man sig af med bøger?

Jeg har længe gået og brygget på dette indlæg. Jeg bliver nemlig ofte spurgt om, hvordan jeg dog formår at skille mig af med så mange bøger, og om jeg har nogle tips til dette. Det er ikke nogen let opgave, og det er noget, jeg først rigtig er begyndt på i løbet af de seneste par år. Der var nemlig et tidspunkt, hvor jeg slet ikke kunne forstå, hvordan man kunne skille sig af med de boglige skatte, som reolen indeholdte. For når en bog først befandt sig i reolen, så kunne jeg ikke se, hvordan man kunne skille sig af med den igen. Det var dog lige indtil den dag, hvor jeg for alvor følte, jeg var ved at drukne i bøger. Der var på ingen måde plads til flere bøger i min lejlighed, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at anskaffe mig nye. Jeg tog derfor konsekvensen af det, og begyndte at gennemgå reolen minutiøst for at se, om der var nogle bøger, jeg havde lyst til at gå af med. Og selvfølgelig var der det. Omend det lige tog et par dybe vejrtrækninger, før jeg for alvor gik i gang.

Siden har jeg dog jævnligt ryddet ud i mine bøger. Faktisk gør jeg det mindst et par gange årligt (det passer jo så fint med Bogbyttemarked), og gerne med 2-3 måneders mellemrum. Jeg skiller mig nemlig kun af med bøger, som jegvirkelig ikke har lyst til, skal være en del af min samling længere. Således kan der godt være bøger, som jeg egentlig ikke længere er så interesseret i, men som alligevel får lov at blive i reolen. For er jeg det mindste i tvivl, så bliver de. På den måde har jeg indtil videre sørget for, at jeg på ingen måde har fortrudt at skille mig af med de bøger, som jeg har. Faktisk kan jeg nærmest ikke huske flere af dem, og det er jo virkelig et tegn på, at det var det helt rigtig valg at skille mig af med dem.

Men hvad gør jeg så egentlig, når jeg skal finde ud af, hvilke bøger der skal videre til nye hjem? Først gennemgår jeg kort og hurtigt mine bøger for at se, om der er nogen der står tydeligt ud. Er der f.eks. bøger, som jeg ikke skilte mig af med sidst, som helt sikkert skal videre denne gang? Eller har jeg måske i mellemtiden læst en bog, som slet ikke faldt i min smag, og derfor ikke fortjener plads i reolen? Herefter udpeger jeg de bøger, som jeg er lidt usikker på, om jeg vil af med. Så tager jeg gerne lige et par ugers tid, hvorefter jeg gennemgår bøgerne igen. Jeg synes nemlig, det herefter er en smule lettere hurtigt at beslutte, om de tidligere udpegede bøger skal videre. Dette gøres dog også gerne et par uger før, jeg rent faktisk regner med at skille mig af med bøgerne. På den måde har jeg nemlig mulighed for at gennemgå dem en ekstra gang lige inden, jeg skiller mig af med dem.

Når jeg skal udvælge, hvilke bøger, der skal videre til andre hjem, så gør jeg det typisk ud fra nogle bestemte kriterier. Det første er ganske enkelt, om det er en bog, jeg stadig har lyst til at eje. Derudover handler det om, om det er en bog, jeg virkelig gerne vil eje, eller om jeg f.eks. bare kunne låne den på biblioteket. Ydermere kigger jeg på, om bogen er en udgave, jeg overhovedet gider at læse. Nogle gange bliver jeg nemlig så begejstret, når jeg køber bøger, at jeg ikke altid tænker over dette. Hvilket flere gange har endt med, at jeg f.eks. er kommet hjem med en bog med både lille og tætskreven tekst. Noget jeg i de fleste tilfælde ikke gider at læse. I denne sammenhæng kigger jeg også på, om udgaverne i en serie matcher, eller om der f.eks. er én, som er i en udgave, som jeg egentlig slet ikke synes passer ind. For så vil jeg jo i de fleste tilfælde alligevel købe en anden udgave, og så kan den første jo lige så godt komme væk med det samme. Endvidere kigger jeg efter, om der er dubletter i min samling. Nogle gange får jeg nemlig købt bøger, som jeg allerede ejer, eller også har min kæreste også købt et eksemplar af bogen, uden jeg har vidst det. Og det er jo dumt at have flere udgaver, der står og fylder. Altså medmindre det er af yndlingsbøger. Dem kan man have lige så mange af, som man lyster.

Har du fået lyst til at rydde ud i bogreolen? Så vil jeg lige tippe om, at man fra d. 24.-26. april har mulighed for at donere bøger til Læs for livet i alle Arnold Buscks (og udvalgte Bog & Idé) butikker rundt om i landet. Læs mere om dette her. Jeg skal helt klart selv forbi med en stak! Jeg vil nemlig så gerne støtte op om Læs for livet, men har lidt manglet et afleveringssted i nærheden. Jeg synes derfor, dette er en super mulighed.

Har du nogen tips til at rydde ud i bogsamlingen?

Gæsteindlæg af Katja Berger

I dag udkommer “De 7 synder” af K. L. Berger. En bog jeg har set frem til rigtig længe, da Katja har snakket så godt for den, og dermed gjort mig vildt nysgerrig. I dagens anledning har jeg inviteret Katja ind på bloggen, og herunder kan I derfor læse et lille gæsteindlæg fra hende. Jeg håber, I vil synes om det. Jeg fandt det i hvert fald selv meget interessant at læse.

Event & Wedding Photography by Just Weddings.
Photo af: Event & Wedding Photography by Just Weddings.

Howdy!

Simone har været så hjertens kær at låne mig blogplads i dag, og selvom min torsdag allerede er fyldt med masser af aktivitet, så glæder jeg mig over at kunne dele lidt af mig selv med jer herinde.

I dag er en ret stor dag for mig. Jeg debuterer med De 7 synder, som havde pre-release på Esbjerg Fantasy Festival i weekenden. I dagens anledning holder jeg reception i Arnold Busck i Valby, og mit efterår er fyldt af bogmesser og arrangementer.

Da jeg ikke er indbildsk nok til at forvente at alle har hørt om min bog, må jeg hellere lige starte med at opridse handlingen, helt kort. Da jeg er ret glad for min bagsidetekst, får I den, som en spæd start til snakken her.3d-covers

Før DE 7 SYNDER herskede syv guder over verden.

Før DE 7 SYNDER levede mennesker, elvere og dværge i harmoni.

Før DE 7 SYNDER var der intet mørke.

Så kom DE. Og ændrede alt.

Teenageren Kane opdager først, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen af undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv?7-doedssynder

De 7 synder forener min kærlighed for den klassiske fantasyopbygning med en diskret diskussion om vores samfund og vores verden anno 2016. Jeg prøver ikke at være provokerende, filosofisk eller finkulturel. Det er slet ikke min stil, og jeg vil meget nødig have siddende på mig, at det er noget vi lover læseren. Men jeg prøver alligevel at sætte tanker i gang, og jeg har inddraget elementer som ensomhed, næstekærlighed, medmenneskelighed og opofrelse. Gennem Kanes øjne betragter læseren sig selv og omverden, og får (forhåbentlig) sat tanker i gang, om hvordan vi behandler vores verden og skaber ringe i vandet.

De 7 synder er historien om at vokse op og finde sig selv, i en verden der mest af alt ligner kaos store dele af tiden. Det er historien om at leve med sine valg, også dem der giver svære konsekvenser.

Netop dét at vokse op, er måske nok en af de vigtigste punkter for plottet. Kane er 16 år, og på mange områder er han meget som jeg var i den alder. Efter års mobning i skolen og psykisk terror fra én af mine allernærmeste familiemedlemmer, havde jeg så mange ar på sjælen at jeg ikke vidste hvem jeg var. Jeg var stille, genert, utilnærmelig og forsøgte altid at være så ubemærket som muligt. Hvis jeg kunne komme igennem dagen med under ti udtalte ord, så var jeg i det store hele ret godt tilfreds. Men da jeg var 15 tog jeg på efterskole, og ganske langsomt kom jeg ud af min skal, med hjælp fra nogle fantastiske lærere, der så noget i mig, som jeg ikke selv kunne se. Alligevel var det også dét år jeg forsøgte at tage livet af mig selv. Da det hele blev for meget, og en enkelt forkert sætning væltede mit i ustabile forsvarsværk, bestemte jeg mig for at gøre dét, jeg i årevis havde lært var bedst: Befri verden for mig.startup-593327_1920

Men lige som Kane kæmper for Aisha og hendes verden, var der også noget der kæmpede i mig den dag. Jeg kunne ikke gennemføre det. I stedet begyndte jeg at skrive. Jeg skrev digte (og tro mig, jeg bliver aldrig digter!), tekster, noveller, betragtninger, tanker … Og hver gang noget gik mig på, de efterfølgende år, skrev jeg. Ikke for at skabe, men for at leve. Jeg voksede langsomt op, fandt et fodfæste og et liv. Jeg begik fejl, som jeg måtte sluge. Jeg så konsekvensen af tidligere beslutninger. Og jeg lærte at leve med dem. Den følelse af afmagt, frustration og splittet personlighed, har jeg i store træk også givet Kane. Han skal sin helt egen kamp igennem i løbet af jagten på de 7 synder, og sommetider er den hård. Sommetider er den ubarmhjertig. Men han vokser med opgaven og opdager at livet ikke behøver kun at være én ting.

Jeg håber at bogen vil give læseren en god oplevelse, nogle lykkelige timer og et nyt fiktiv eventyr. Dernæst håber jeg at nogle af læserne, vil kunne se de tanker der ligger til grund for kapitlerne. Jeg vil gerne være fantasyforfatter, og fortælle de gode historier, men jeg vil også virkelig gerne bruge det til at hjælpe andre, til at sætte fokus på nogle af de problematikker der stadig findes i vores samfund.

Mobning og den måde vi behandler hinanden på, er første punkt på min liste. Jeg har dedikeret De 7 synder til alle, der rejser mellem fiktionens verdener og oplever nye, storslåede eventyr mellem linjerne. I virkeligheden kunne jeg lige så godt have dedikeret den til alle, der har oplevet mørket, men lært at leve i lyset. Med Kane forsøger jeg at sige, at det er ok at være dig selv. Det eneste du skal,er at være den bedste udgave af dig, som du ved, du kan være. Ikke den dig, som andre forventer at du skal være, eller forsøger at forme dig til at være.

Vær dig selv, for dig selv er nok. Og når livet bliver mørkt, så husk at lyset venter ret forude. Husk at livet i sig selv, ikke er det vigtigste. Det er hvordan du lever det …

Har du fået lyst til at læse bogen, så kan den fra i dag af købes i boghandlen eller på f.eks. Saxo.

Min kærlighed til bogrygge

Min kærlighed til bogryggeJeg har tidligere skrevet om mit forhold til pæne bøger og det at dømme bøger på coveret. Jeg har dog aldrig været inde på mit forhold til bogrygge, hvilket ellers er et emne, som jeg har en del tanker om. De sidste par år synes jeg, der er kommet et godt fokus på bogrygge, og hvilken betydning de egentlig har for en bog. Ikke på den måde, at de er en vigtig del af, at en bog kan hænge sammen. Men ment på den måde, at udseendet af disse kan have en stor betydning på, om man vælger at kigge nærmere på en bog eller ej. Pæne bogrygge har nemlig en stor betydning for mig. Faktisk vil jeg sige, at de betyder mere for mig, end en pæn forside gør. En bogs forside har for mange stor betydning for, om de vælger at læse en bog eller ej. Men for mig har bogryggen ligeledes en del at skulle have sagt. Ikke på om jeg læser en bog, men på om det overhovedet er en bog, jeg vælger at kigge nærmere på.

Jeg elsker at browse hylder i både boghandlere, på biblioteket og når jeg besøger andre bogelskere. Desuden elsker jeg virkelig også at kigge på mine egne bogreoler. Og det jeg oftest ser på disse hylder er netop bogrygge. Det er derfor også bogryggene, der gør, at jeg f.eks. tager en bog ud fra reolen og kigger nærmere på den. Derfor betyder det virkelig meget for mig, at der gøres noget ud af disse. Specielt fordi bøgerne jo også gerne må se kønne ud, når de står i reolen. Og det gør de altså bare ikke, hvis der ikke bliver gjort andet ud af dem, end at man smækker en titel, et forfatternavn og et forlagslogo på. Dermed ikke sagt, at en bogryg ikke også godt kan være pæn, hvis den er helt simpel. For det kan den bestemt. Der er bare forskel på, om man f.eks. laver lidt ekstra med farve og tekst, eller om man vælger den simple og kedelige løsning med sort eller hvid og den modsatte farve skrift.

Men hvad er en god og pæn bogryg så? Efter min mening er det én, hvor der ikke sker alt for meget, men hvor man alligevel tydeligt kan se, der er blevet tænkt over den. Mine yndlingsbogrygge er dermed også oftest dem, hvor titel og forfatternavn tydeligt står frem, men hvor der alligevel også sker lidt. Dette kan netop være i form af en speciel farve/design, en lille fin detalje eller en anden form for wow-effekt. Desuden kan jeg bedst lide de bogrygge, hvor de passer sammen med både forside og bagside. Det er fint nok, at coveret ikke fortsætter hele vejen rundt (selvom de nu ofte er ret fedt!). Men jeg er lidt træt af de bogrygge, som nærmest har et helt andet design end resten af bogen.

Hvordan er jeres forhold til bogrygge? Og hvordan kan I bedst lide, at bogrygge ser ud?

Arnold Busck udvider byttebogsordning

Arnold Busck udvider deres byttebogskonceptI dag opdagede jeg en virkelig fed nyhed på Twitter, og jeg blive simpelthen nødt til at dele tippet med jer. Arnold Busck udvider deres byttebogsordning, hvor man kan bytte en af sine ‘gamle’ bøger med én ny fra de såkaldte byttebogsreoler. Dette betyder, at man fra d. 7/3 har mulighed for at benytte sig af ordningen i alle deres 30 butikker, og altså ikke længere kun i nogle få udvalgte. Noget jeg synes er virkelig fedt! Jeg glæder mig i hvert fald meget til at kunne benytte mig af det i min Arnold Busck i Aalborg midtby. Læs mere om ordningen her.

I forbindelse med at de udvider ordningen, skal de have samlet nogle flere brugte bøger sammen, så de kan blive fordelt blandt alle butikkerne, præcis ligesom de gjorde sidste år. Denne gang indsamler de bøger d. 1/3, og det betyder, at hvis man afleverer en gammel bog, så giver de 50% på en ny, man køber i samme omgang. Noget jeg helt sikkert skal benytte mig af! Den rabat er jo ret svær at sige nej til 😉

Jeg har allerede gjort mig et par tanker om, hvilken bog jeg skal købe med de 50%, og jeg tror allerede valget er faldet på Mumitrolden: De tre første romaner af Tove Jansson, så jeg endelig kan komme i gang med at få læst dem. Jeg er dog stadig lidt i tvivl, og vil jo også gerne have en form for backup, hvis bogen ikke er i butikken. Så nu må vi se, hvad jeg ender op med.

Glæder I jer også over udvidelsen af ordningen, og hvilken bog tænker I at købe med 50%, hvis I da vælger at benytte jer af tilbuddet?

Illustrationer i bøger

Illustrationer i bøgerJeg elsker illustrationer i bøger! De kan bare gøre så meget for både bogens historie men også ’bare’ for den overordnede stemning, som bogen indeholder. Jeg er derfor også stor fan af illustrationer i børne- såvel som voksenbøger. Efter min mening kan illustrationer i hvert fald gøre mindst lige så meget for en voksenbog, som de kan gøre for en børnebog – og måske på nogle punkter endda mere.

Illustrationerne skal selvfølgelig passe ind og ikke bare sættes tilfældigt ind i bøger, hvor de egentlig ikke har noget at gøre. For at fungere optimalt skal de altså være med til at gøre et eller andet for bogen, som man ikke ville kunne have gjort ved kun at benytte sig af skrift. Eller i hvert fald ikke ville have fungeret ligeså godt.

Illustrationer kan nemlig f.eks. hurtigt vise, hvilken stemning en bog har, og i nogle tilfælde også bogens genre. Desuden synes jeg, de kan være med til at skabe noget magisk i bøger, selvom bøgernes historier ikke nødvendigvis afspejler dette. Derudover gør det mig altid glad, når jeg ser at bøger har illustrationer, for der ligger nemlig også noget nostalgisk i det; det minder mig i hvert fald altid om min barndomsbøger, hvor illustrationerne var spredt nydeligt ud over de fleste af bøgerne.

Heldigvis virker det som om, at der også er kommet et ret stort fokus fra forfattere og forlagenes side på illustrationer i andet end børnebøger, og det er jeg simpelthen så glad for. Jeg har f.eks. lige læst Monster af Patrick Ness, og den bog er virkelig det perfekte eksempel på, hvor godt illustrationer kan fungere i voksenbøger. Illustrationerne i bogen er nemlig lavet på en rigtig god måde, som på alle måder bidrager til en  fantastisk læseoplevelse; de sætter en perfekt stemning, gør selve bogens layout virkelig gennemført, og samtidig er de drysset ud over siderne på en sådan måde, at man aldrig føler, de bliver for meget. Heller ikke selvom der er flere to-siders illustrationer. Ja, faktisk er illustrationerne i den bog så god, at jeg på ingen måde ville have undværet dem – de blev nemlig til en så vigtig del af selve læseoplevelsen.

Hvordan har I det med illustrationer i bøger?