Hvor køber du dine bøger?

Hvor køber du dine bøgerJeg køber bøger fra en del forskellige steder, og nok også fra steder, som de fleste af jer allerede kender. Desuden har jeg også været lidt inde på emnet før, men det skal alligevel ikke holde mig tilbage for, at fortælle jer, hvor jeg egentlig køber mine bøger.

Først og fremmest skal det siges, at jeg køber rigtig mange af mine danske bøger i genbruger og på loppemarked, da jeg oftest finder dem for dyre at købe i boghandlen. Det hænder dog, at jeg bare må have en bestemt dansk bog nu, og så kan jeg godt finde på at ty til en boghandel. For det meste vil jeg dog nok bruge Saxo, da jeg synes, deres priser er ret rimelige (i hvert fald ift. så mange andre steder), og så er jeg stor fan af deres kundeservice. Jeg kan dog også sagtens finde på at købe danske bøger i butikker såsom Føtex, da bøgerne her ofte er ret billige – og der også ofte er ret gode tilbud.

Hvad angår engelske bøger, så er det lidt mere spredt, hvorfra jeg køber dem. De seneste par gange, jeg har købt engelske bøger, har jeg mest købt dem hos Saxo. Dette bunder ganske enkelt i, at de (utrolig nok) har været billigst, eller prisen har ligget tæt op af andres steders, og det derfor lige så godt har kunne betale sig for mig at købe fra dem (og dermed have mulighed for kortere fragttid og samtidig let kundeservice). Desuden har de lige lanceret deres nyeste tilbud kaldet pluspris, og med prisen på det + prisen på bøgerne, så kan det i stor grad pludselig endnu bedre betale sig at købe fra dem. Prisen for selve abonnementet har i hvert fald hurtigt tjent sig selv ind, hvis man køber et par bøger om måneden.

Udover Saxo køber jeg mest engelske bøger via Amazon Marketplace. Her kan man nemlig finde helt nye bøger til nærmest en brøkdel af det, som man giver andre steder. Desuden er der for det meste (i hvert fald ved f.eks. de populære YA bøger) en del forskellige sælgere at vælge imellem, og oftest kan man finde mindst et par stykker, der sender til Danmark. Her kan man f.eks. også ofte finde Book Depository – så det er altså heller ikke kun små firmaer, der findes derinde. Desuden kan man også finde rigtig mange brugte bøger derinde til ingen penge (flere gange er jeg stødt på bøger, der koster £0.01 + porto – virkelig billigt!), og de fleste af disse bøger, som jeg har modtaget i hvert fald, har været i ca. den stand, som der er blevet oplyst.

Derudover benytter jeg mig nogle gange af Book Depositorys egen hjemmeside. Det er efterhånden sjældent, men en gang imellem er det det, som bedst kan betale sig for mig. Og så er jeg jo en sucker for deres bogmærker – hvilket også får mig til at lægge en ordre der i ny og næ. Dog synes jeg oftest, at Wordery er noget billigere end BD, og desuden plejer jeg også at modtage bøger fra dem meget hurtigere. Så de kan virkelig også anbefales – det er i hvert fald også et af de steder, hvor jeg oftest køber bøger hjem fra.

Hvor køber I jeres bøger? Og har I nogen steder, I kan anbefale, som det måske ikke er alle, der kender?

Gæsteindlæg fra Haidi Wigger Klaris

Gæsteindlæg fra Haidi Wigger KlarisI dag udkommer Skyggernes bog af Haidi Wigger Klaris, og i den forbindelse spurgte jeg Haidi, om hun ville skrive et gæsteindlæg til bloggen, og det ville hun heldigvis meget gerne. Jeg gav hende fuldstændig frie tøjler, og i nedenstående gæsteindlæg kan i derfor både læse lidt om, hvordan Haidi kom igang med at skrive, hvordan Skyggernes bog blev født, og hvilke gode råd hun har til kommende forfattere.

Haidi, ordet er dit!

Min kærlighed til bøger startede lige så snart læsekoden var blevet knækket, og derefter slæbte jeg stakkevis af bøger med hjem fra det lokale bibliotek. Da jeg endelig blev gammel nok, meldte jeg mig ind i en bogklub, og jeg har faktisk stadig de to første bøger, jeg købte: Eksperimentet af Dean Koontz og Stemmer fra fortiden af Barbara Erskine.

De fleste bøger jeg læser præger mig i større eller mindre grad, og det har faktisk givet mig en underlig vane: Hvis jeg oplever noget, som får mig til at tænke på en bestemt scene i en af mine bøger, hiver jeg den ned fra reolen ved først givne lejlighed, slår op på scenen og begynder at læse. Når jeg så ikke gider at læse mere, bliver bogen klappet sammen og sat på plads. For år tilbage kunne jeg også finde på at sætte vækkeuret til at ringe meget tidligere end hvad, der egentlig var behov for, bare så jeg lige havde tid til at læse en times tid om morgenen, inden jeg skulle på arbejde. Den vane har jeg dog for længst skilt mig af med.

I modsætning til mange andre forfattere har jeg ikke altid drømt om at blive forfatter. Selvom jeg i løbet af teenagealderen skrev små historier, opstod selve forfatterdrømmen først da jeg gik hjemme på barsel i 2001. Når min datter sov middagslur, satte jeg mig ned og skrev. Det resulterede i et manuskript, som jeg temmelig optimistisk indsendte til et af de største forlag i Danmark. Selvom det ikke blev antaget, blev jeg alligevel opfordret til at skrive videre. Jonglering mellem familie- og arbejdsliv satte dog skrivningen på hold, og der skulle gå næsten ti år, inden jeg hev manuskriptet frem igen. Grundlæggende syntes jeg stadig at historiens kerne var god, men der var ingen tvivl om, at det trængte til en gennemgribende omskrivning. Efter at have skrevet det om, indsendte jeg manuskriptet endnu en gang til et forlag, desværre med samme skuffende resultat. Det var på det tidspunkt, jeg besluttede mig for at få hjælp til at komme videre med drømmen. I 2012 tilmeldte jeg mig et skrivekursus, som gav mig nogle virkelig gode værktøjer. Endnu en gang tilrettede jeg manuskriptet og sendte det afsted til et nyt forlag, blot med samme resultat som de forrige gange. Afslaget gjorde mig denne gang så skuffet og irriteret, at jeg startede på en ny historie, som endte med at blive til Skyggernes Bog. Alt i alt er der gået 14 år fra drømmen spirede, til jeg stod med min trykte bog i hænderne.

Jeg begyndte at skrive på Skyggernes Bog i sensommeren 2013, og der er mange, som har spurgt mig om, hvordan jeg fandt på historien. Det startede faktisk med, at min guddatter på et tidspunkt gik på efterskole. Jeg fik lyst til at skrive en historie som foregik i sådan et miljø, men da jeg gerne ville flette lidt spøgeri ind i den, besluttede jeg mig for at det skulle være en kostskole, hvor den tidligere herregårdsfrue gik igen. Som tiden gik og historien tog om sig, besluttede jeg mig til sidst for at splitte den op i to bind og fandt på et serienavn, som senere hen blev lavet om til Dæmonherskerens Arving. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg faktisk ville ende med at skrive et tredje bind og dermed ende med en trilogi. Råmaterialet til bind tre blev skrevet færdig i sensommeren 2014. Alle tre bind har været læst igennem af flere betalæsere. Nogle læser per kapitel, mens andre læser historien som helhed. Nogle er på alder med mig selv, mens andre er teenagere. Nogle er vilde med fantasy, mens andre blot er interesseret i en god læseoplevelse. Alt i alt har det vist sig at være nogle gode kombinationer, da de tilsammen er kommet helt ud i krogene af min historie. Da jeg var klar til at indsende manuskriptet til Skyggernes Bog, var jeg ikke i tvivl om, hvilket forlag jeg allerhelst ville antages hos. De fleste af mine fantasybøger på dansk er udgivet af Tellerup, og jeg krydsede derfor fingre for, at min egen historie ville ende med at være prydet med en lille ræv. Knap en måned efter jeg havde indsendt manuskriptet, gik drømmen i opfyldelse, da Louise Tellerup ringede til mig en fredag eftermiddag. Vi havde en lang snak, og der gik faktisk en rum tid, inden det gik op for mig at jeg var kommet igennem nåleøjet.

Selvom jeg godt vidste at der måtte være meget arbejde forbundet med at transformere et råt manuskript til en trykt bog, havde jeg alligevel ikke forestillet mig, hvor meget tid og energi der bliver lagt i processen. Både forlag og forfatter bruger rigtig meget tid på at finpudse historien, skrive en bagsidetekst der fanger essensen af historie uden at afsløre for meget og ikke mindst lave en smuk forside. Og når så bogen kommer tilbage fra tryk, og man for første gang ser den, så er man lige ved at tude af stolthed.

Da flere har spurgt, har jeg nedenfor skrevet, hvad man kan gøre, hvis man selv bærer rundt på en forfatterdrøm. Det er nogle råd som jeg selv har fulgt:

  • Giv aldrig op! Hvis det er det du drømmer om, så bliv ved. Det tog mig 14 år, men det lykkedes.
  • Læs rigtig meget og skriv rigtig meget. Udforsk de forskellige genrer. Hvis der er en bestemt genre du brænder for, så start med at skrive inden for den. Jeg er håbløst forelsket i historier, der indeholder paranormal kærlighed. Selv her i 40’erne er jeg stadig vild med den genre, og derfor er det også det, jeg valgte at skrive om.
  • Find nogle personer som gerne vil læse dine historie og give dig ærlig og brugbar feedback. Disse personer er dine betalæsere. Vær forberedt på at tage imod konstruktiv kritik og husk, at det er med til at gøre din tekst endnu bedre. Det kan være svært at forholde sig objektivt til sin egen historie, da man jo kender hele plottet og nøjagtigt ved hvorfor personerne reagerer, som de gør. Der findes flere skrivegrupper og forfatterkurser. Måske kan du få glæde af at dele din passion for at skrive med andre? Da min forfatterdrøm spirede var internettet dårligt begyndt at blive brugt, som man gør det nu, og det var ikke lige så nemt at komme i kontakt med andre skriveinteresseret. Hvis ikke du har lyst til at dele dine historier med fremmede personer, så spørg nogen i din omgangskreds om de har lyst til at læse din tekst igennem og fortælle, hvad de synes.
  • Fortæl verden, at du gerne vil være forfatter. Det kan godt være, at der vil være nogle, som kigger lidt underligt på dig, men det skal du ikke tage dig af. Jeg fortalte familie, venner og arbejdskolleger om min drøm, og så virkede det pludselig ’lovligt’ at drømme om at blive forfatter. Jeg endte med at oprette en hjemmeside samt en forfatterside på Facebook, hvor jeg skrev om mig selv, min drøm og hvad jeg gjorde for at forfølge den. I starten var det kun familie og venner, som fulgte med i opdateringerne. Lidt efter lidt begyndte mine kolleger at følge med i, hvad jeg lavede i fritiden, og pludselig var der fremmede mennesker, som kom med opmuntrende kommentarer. Det gav mig energi, at der var nogle, som troede på mig. Måske kan det også hjælpe dig?
  • Du kan også følge din yndlingsforfattere på fx Facebook. De fleste har efterhånden en side derinde. Man kan lære meget af deres opdateringer. Jeg fulgte flere af Tellerups forfattere derinde, og spurgte dem også til råds. Jeg har endnu ikke mødt en forfatter, som ikke har lyst til at svare på spørgsmål og give råd.

Har I læst Skyggernes bog? Hvis ikke kan jeg anbefale den varmt – jeg elskede den i hvert fald meget. Læs min anmeldelse af den her. Har I yderligere spørgsmål til Haidi? Hvis I har, så er I meget velkommene til at skrive dem i kommentarfeltet – og så vil hun besvare dem hurtigst muligt.

“I’m obsessed with books. I’m a book collector.”

I'm obsessed with books. I'm a book collectorSom jeg har været inde på et par gange, senest i mit indlæg om at eje flere udgaver af yndlingsbøger, så er jeg en bogsamler. Jeg elsker at eje bøger, og jeg elsker at vise mine bøger frem. Desuden elsker jeg at samle på bestemte bøger; det lade sig være bøger fra en bestemt forfatter eller i bestemte udgaver.

For mig er der bare et eller andet helt specielt ved at samle på bestemte bøger, og jeg elsker virkelig den følelse, jeg får, når jeg kan tilføje endnu en ny skat til mine forskellige samlinger. I det hele taget er det så fedt at se, når en bestemt samling af bøger vokser. Også selvom det måske ikke er bøger, jeg har lyst til at læse med det samme – eller måske er bøger, som jeg ikke regner med nogensinde at læse. For ja, sådanne bøger findes der i min samling.

Det er måske dumt, at samle på bøger som jeg ikke regner med nogensinde at læse, men for mig handler det i høj grad også om, at jeg samler på bestemte bøger, for at gøre dem til en del af min indretning. Præcis som en hver anden nips-ting, som jeg ikke ejer af andre grunde end syns skyld. Når det er sagt, så samler jeg dog helt sikkert mest på bøger, som jeg virkelig gerne vil læse på et tidspunkt.

Jeg samler på bøger af tre forskellige forfattere. Disse er henholdsvis Jo Nesbø, Stephen King og Dennis Jürgensen. Jeg samler på Nesbøs voksenbøger, hvilket egentlig mest tæller Harry Hole-serien. Dette gør jeg fordi, at de bøger jeg indtil videre har læst af ham, har været rigtig gode, og jeg samtidig har en virkelig stor lyst til f.eks. på et tidspunkt at få læst hele Harry Hole-serien. Stephen King har jeg endnu ikke læst specielt meget af, men det er en forfatter, hvis bøger (ja, stort set alle) jeg har en kæmpe lyst til at få læst på et tidspunkt. Desuden er det et projekt, som min kæreste er med på, da han virkelig også gerne vil eje dem alle. Dennis Jürgensens bøger har været så stor en del af min barndom, men alligevel mangler jeg stadig at læse og eje meget af hans forfatterskab. Det er dog noget, jeg virkelig gerne vil på et tidspunkt.

Af bøger i bestemte udgaver samler jeg endnu kun på én serie, men der er flere andre serier af udgaver, som jeg virkelig også gerne vil have anskaffet mig en dag. Den serie af udgaver jeg samler på, og som jeg pt. ejer 5 stk. af, er Verdenlitteraturens Perler fra Forlaget Edito Bøger. Disse samler jeg først og fremmest på, fordi de simpelthen er så smukke med deres vinrøde cover med guldtryk. Desuden elsker jeg virkelig, hvordan de alle fremstår mere eller mindre slidte, og dermed tilføjer lidt historie til min indretning. Men samtidig indeholder serien virkelig også nogle bøger, som jeg så gerne vil læse på et tidspunkt. Der er dog også bøger i blandt, som jeg ikke regner med at få læst.

Som bonus kan jeg også nævne, at min kæreste samler på Disneys juleklassikere, hvilket også giver et ret fedt pust til indretningen, omend udtrykket fra dem er noget mere moderne og farverigt.

Samler I også på bestemte forfatterskaber eller særlige serier af udgaver? Hvis I gør, hvilke findes så I jeres hjem?

Om at eje flere udgaver af yndlingsbøger

Om at eje flere udgaver af yndlingsbøgerJeg elsker bøger, hvilket der vidst ikke er nogen tvivl om. Og jeg elsker at eje bøger. Især elsker jeg at eje mine yndlingsbøger, da jeg dermed altid kan bladre og læse i dem, præcis når jeg har lyst til det – også selvom det skulle være midt om natten. Jeg elsker desuden at eje flere eksemplarer af mine yndlingsbøger, hvilket jeg også gør med flere af dem.

Grundene hertil er mange, men egentlig bunder det nok aller mest i, at jeg er bange for at miste dem. Jeg er f.eks. konstant bange for, at jeg på et tidspunkt slider et eksemplar af en yndlingsbog op, og bogen er udgået af produktion i mellemtiden. Og derfor kan jeg godt lide tanken om, at hvis dette skulle ske, så har jeg et andet eksemplar til at ligge, som kan erstatte pladsen. Jeg har desuden yndlingsbøger, som allerede er udgået af produktion, og hvor jeg har kæmpet med at finde frem til det eksemplar, jeg ejer. Derfor køber jeg ofte endnu et eksemplar, hvis jeg skulle støde på et (til en nogenlunde pris).

Jeg køber dog også flere eksemplarer af yndlingsbøger, fordi jeg godt kan lide at eje forskellige udgaver. Dette kan være fordi, jeg f.eks. ejer en paperback, men også gerne vil have en hardback, for at have et lidt mere robust eksemplar. Det kan dog også være fordi, jeg ganske enkelt forelsker mig i flere forskellige udgaver af bogen.

En anden grund kunne være, at jeg ejer min yndlingsbog på forskellige sprog. Dette oftest være sig både dansk og engelsk, da jeg for det meste først har ejet den danske udgave, men har været nysgerrig efter at se, hvordan bogen egentlig er på originalsproget.

Om at eje flere udgaver af yndlingsbøger 1

Jeg ejer to udgaver af Eleanor & Park af Rainbow Rowell, fordi min første bog var et anmeldereksemplar i paperback, og jeg derfor bare måtte have en færdig udgave i hardback. Jeg startede også med at eje (en slidt) paperback af Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson, så da jeg en dag i en genbrug faldt over selvsamme bog i hardback, blev jeg nødt til at have den som backup.

Jeg ejer to sæt af Harry Potter bøgerne af J.K. Rowling + én ekstra kopi af hhv. Harry Potter og De Vises Sten og Harry Potter og Dødsregalierne. Dette gør jeg hovedsageligt fordi, jeg ikke vil ødelægge mit ‘specielle’ sæt (mere end det allerede er), og fordi jeg første gang læste dem i de originale danske udgaver, og der derfor er noget nostalgisk over at eje disse udgaver. Jeg ejer desuden også en svensk udgave af  Harry Potter og De Vises Sten, fordi jeg gerne vil prøve at forbedre mit svenske.

Den bog som jeg ejer flest udgaver af, kommer måske ikke rigtig som en overraskelse for jer. Det er nemlig Freddy og Monstrene af Dennis Jürgensen. Jeg ejer nemlig hele fire eksemplarer af denne, hvoraf de tre er den samme udgave. Dette skyldes bl.a., at jeg har min (meget elskede) kopi fra min barndom, som er rimelig smadret (og ligger hos mine forældre). Jeg blev derfor nødt til at købe et eksemplar, som jeg kunne have hos mig hele tiden, og som en erstatning i tilfælde af, at den anden en dag skulle gå i stykker. Desuden ejer jeg en tredje kopi af denne udgave, da jeg ikke kunne bære tanken om, hvis nu de to andre skulle gå i stykke, og jeg aldrig ville kunne finde udgaven igen (denne er nemlig udgået for nogle år siden). Jeg har derfor udelukkende denne liggende som en backup. Derudover ejer jeg bogen/bøgerne i en anden udgave. Jeg ejer nemlig også de 5 bøger i enkelte udgaver, hvorimod de tre andre bøger i bind-up. Dette gør jeg, da disse er meget lettere at tage med mig forskellige steder.

Kunne I finde på at eje flere forskellige udgaver af en yndlingsbog? Gør I det måske allerede? Hvis I gør, hvilke grunde er der så til det? Kan I nikke genkendende til mine grunde?

Boglige juleønsker 2014

Udklip (2)

Så er det snart ved at være jul, og jeg tænker derfor, det må være på tide at vise jer, hvilke bøger der står på mine ønskeseddel i år. Bøgerne fylder næsten det halve af min ønskeliste i år, selvom bøger egentlig ikke er noget, jeg plejer at få i gave. Jeg håber dog, og eftersom jeg næsten er løbet tør for ‘praktiske’ ønsker at sætte på ønskesedlen i år, så vil bøgerne også automatisk fylde lidt mere ift. resten.

Desuden er det især børnebøger, som optager mine ønsker i år. Jeg er nemlig vild med børnebøger, og min kærlighed til dem er bare vokset endnu mere det seneste års tid, men min samling er kun vokset med et par stykker. Jeg kunne derfor godt bruge lidt flere – men det kan man vel altid, når det er (børne)bøger?

Jeg vil fortælle lidt om, hvorfor hver enkelt af bøgerne har fået en plads på min ønskeliste nedenunder, men først vil jeg lige nævne et par stykke, som ikke er på collagen. Jeg er blevet ret vild med idéen om Tænkepauser fra Århus Universitetsforlag, og jeg drømmer derfor om at kunne tilføje både Litteratur af Dan Riggaard og Terror af Carsten Bagge Laustsen til min samling. Derudover drømmer jeg om en dag at eje alle udgivelser af Dennis Jürgensen, og jeg har derfor, udover et par enkelte, der også findes på collagen, et punkt kaldet ‘Alle bøger jeg ikke ejer af Dennis Jürgensen’.

1. Harry Potter: Film Wizardry af Brian Sibley. Denne har jeg, præcis som med Harry Potter: Page to Screen, haft lånt på biblioteket, hvor jeg forelskede mig i den. Den minder ret meget om Harry Potter: Page to Screen, men som virkelig stor fan af både Harry Potter bøgerne og filmene, så må jeg virkelig også eje denne.

2. Judging a Book by Its Lover af Lauren Leto. Denne har stået på min ønskeliste ret længe efterhånden, da den virkelig lyder som en bog, alle bogelskere bør eje. Jeg er i hvert fald sikker på, jeg vil elske den.

3. The Merciless af Danielle Vega. Jeg har været mere eller mindre besat efter at eje denne bog lige fra før den overhovedet udkom. Den lyder så spændende, og samtidig har jeg også hørt rigtig meget godt om den.

4. Benny og Brian møder Den Sorte Julemand af Dennis Jürgensen. Jeg kan ikke helt huske, om jeg har læst denne bog på et tidspunkt. Men jeg kan rigtig godt lide Benny og Brian med ketchup og sennep, og så er det jo Jürgensen, så selvfølgelig blev den nødt til at komme på listen.

5. Sagen om det galoperende maleri af Dennis Jürgensen. Denne bog er den eneste, jeg ikke ejer i serien, og da det er nr. 4 ud af 5, og jeg virkelig gerne snart vil genlæse serien, så bliver jeg nødt til snart at eje den.

6. Benny og Brian med ketchup og sennep af Dennis Jürgensen. Som sagt kan jeg rigtig godt lide denne bog, og da jeg endnu ikke ejer den, så er det helt sikker en af de Jürgensen bøger, jeg bliver nødt til at få fat i som det næste.

7. Ondskaben af Jan Guillou. Jeg læste denne som en del af pensum i 9. klasse, og jeg elskede den virkelig. Jeg slugte den på to dage, og kunne slet ikke få nok. Det er dog lidt år siden, og jeg kunne derfor virkelig godt tænke mig at genlæse den. Men samtidig er det også bare sådan en bog, som jeg bliver nødt til at have som en del af min samling.

8. Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren. Jeg husker ikke at have læst denne bog, men jeg elsker alle historierne om Emil fra Lønneberg, så selvfølgelig står den også på min ønskeliste. Det er nemlig uden tvivl en af de børnebøger, som jeg virkelig gerne snart vil have læst.

9. Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren. Jeg har læst Pippi bøger, da jeg var barn, men jeg kan ikke rigtig huske dem, og samtidig ejer jeg ikke en samlet udgave (hvis overhovedet nogen), så den blev også nødt til at komme på listen.

10. Maybe Someday af Colleen Hoover. Jeg læste denne bog tidligere på året, og elskede den! Desværre læste jeg den på min Kindle, og jeg ejer derfor ikke en fysisk udgave af den. Da det uden tvivl er blevet en af mine yndlingsbøger, bliver jeg dog virkelig nødt til dette.

11. Alle historierne om Snøvsen af Benny Andersen. Denne har jeg overvejet at købe til mig selv så mange gange, men jeg har af en eller anden grund aldrig fået det gjort, hvilket jeg virkelig fortryder. Faktisk er dette nok også den bog, jeg ønsker mig aller mest i øjeblikket. Jeg kan nemlig slet ikke vente på, at jeg kan komme til at genlæse Snøvsens historier!

12. H.C. Andersens samlede eventyr og historier. Jeg ejer tre samlinger af H.C. Andersens eventyr, men eventyrerne i dem går desværre igen, og indholdet er derfor næsten det samme. Der er derfor virkelig mange eventyr, jeg mangler, og en samlet udgave af H.C. Andersens eventyr har derfor længe stået på min ønskeliste. Jeg har desuden forelsket mig fuldstændig i jubilæums udgaven i slipcase med blå ryg. Den ville være helt perfekt i min samling.

13. Grimms samlede eventyrJeg ejer ingen af Grimms eventyr, hvilket virkelig er en mangel i min samling, jeg kunne derfor virkelig godt tænke mig, at kunne tilføje en udgave af de samlede eventyr til samlingen. Hvilken udgave ved jeg ikke helt, men jeg kan ret godt lide udgaven med blå ryg fra Nyt Nordisk Forlag – især fordi den så også vil matche med H.C. Andersens samlede eventyr.

Det var noget af en liste, men alligevel er der selvfølgelig bøger, jeg bagefter er kommet i tanke om, at jeg har glemt at skrive på. Så som en lille bonus kan jeg nævne Lolita af Vladimir Nabokov i Gyldendals klassikerudgave, Sex Criminals Vol. 1 af Matt Fraction og alle Harry Potter bøgerne på engelsk samlet i de smukke nye udgaver fra Bloomsbury.

Hvilke boglige juleønsker har I i år?