Bogmærker

Jeg må indrømme, jeg aldrig har interesseret mig specielt meget for, hvordan jeg har markeret, hvor jeg er nået til i min læsning af en bog. Jeg har benyttet mig både af æselører, div. randomme stykke papirer, biografbilletter og ganske enkelt at notere sidetallet på min mobil. Det seneste år er jeg dog begyndt på, kun at benytte mig af bogmærker, hvilket jeg er virkelig glad for.

Jeg kan nemlig ikke få mig selv til at lave æselører i min bøger længere, da jeg virkelig synes, det bliver grimt. Og ikke engang i mine brugte bøger, kan jeg få mig selv til det. Derfor gik jeg over til hovedsageligt at benytte gamle biografbilletter, da de samtidig gav mig gode minder, hver gang jeg åbnede bogen. Men ofte faldt de meget let ud af bogen, hvilket jeg ikke rigtig har oplevet med bogmærke. Det er derfor helt sikkert den bedste løsning for mig.

Men hvilke bogmærker benytter jeg så? Jeg ejer rigtig mange forskellige bogmærker, men alligevel er det de samme to slags, jeg for det meste bruger. Den ene slags er nogle af kærestens Bookie-bogmærker, som, jeg synes, har nogle ret hyggelige motiver, og så har de en ret god størrelse til små paperbacks. De andre, og dem som jeg helt sikkert foretrækker, er de bogmærker man nogle gang får med pakker fra Book Depository. For det første kan jeg virkelig godt lide motiverne, og for det andet synes jeg virkelig, de har en helt perfekt størrelse og tyngde, som fungerer rigtig godt i alle slags bøger.

Benytter I jer af bogmærker? Og hvilken slags foretrækker I?

Krimimessen i Horsens 2014

Det er jo ikke ligefrem en nyhed, at der i weekenden (d. 5-6 april) bliver afholdt den årlige krimimesse i Horsens, men jeg vil alligevel lige knytte et par ord til den.

Jeg har aldrig selv været afsted til den, og kommer det desværre heller ikke i år, da jeg prioriterer at tage hjem i påsken istedet. Altså medmindre der er nogle, der har lyst til at betale min transport og/eller indgangen – så ville jeg da bestemt ikke tøve med at tage afsted. Anyone? 😉 Ej, spøg (det er det ikke) til side, så er programmet virkelig godt, og jeg vil derfor gerne fortælle lidt om, hvordan mit program ville se ud, hvis jeg skulle afsted. Det kunne jo være, det kunne give lidt inspiration.

Jeg vil dog udelukkende gå ud fra programmet lørdag, da det er den dag, jeg finder mest interessant – selvom programmet søndag nu også er meget godt.

  • 11.00: Maria Kjær-Madsen taler med Bent Stenbakken om Tavshedens mørke (Arresten).
  • 12.40: Chris Carter fortæller om sit arbejde som kriminalpsykolog i staten Michigan (Teltet).
  • 14.30: Kærlighed, sex og erotik som litterært begreb i moderne (dansk) krimi. Sissel-Jo Gazan, Stephanie Gaarde Caruana og Jesper Stein taler med Nanna Mogensen (Snedkeriet).
  • 15.45: Chris Carter taler med Niels Lillelund om Dødsshowet (Snedkeriet).
  • 16:20: Sander Jakobsen taler med Liselotte Wiemer om Forkynderen (Teltet).

Derudover er der en masse andre oplæg om krimier og horror, som kunne være virkelig spændende at deltage i. Desuden ville jeg da også gerne se forfattere som Christian Reslow, Jesper Stein, Jussi Adler-Olsen, Jørn Lier Horst, Mads Peder Nordbo, Rasmus Dahlberg, Sara Blædel og Sofie Sarenbrant – men det er ikke nogen, som bare måtte være på mit program.

Samtidig skulle jeg selvfølgelig rundt til de forskellige messestande, og mon ikke også, jeg skulle have signeret nogle bøger? Carters signetur ville jeg i hvert fald ikke sige nej til 😉

Skal I på krimimesse, og hvad står på jeres program?

Bøger som en del af indretningen

Gitte skrev for lidt over en måned et indlæg, som handlede om at finde en balance mellem nye og gamle bøger, og om hvilket visuelt udtryk bøger kan give, og det var virkelig til stor inspiration for mig.

Jeg har altid været fascineret af folk, som har bøger som en del af indretningen. Jeg synes simpelthen, det giver så meget til et rum, og så elsker jeg bare generelt at kigge på bøger. Desuden elsker jeg, hvordan forskellige bøger kan være med til at give forskellige udtryk.

Jeg har også stort set altid selv benyttet mig af bøger i indretningen. Bøger har på mit barn/ungdomsværelse været sirligt placeret forskellige steder. Skrivebordet, under skrivebordet, på natbordet, under natbordet, på kommoden og i vindueskarmene. Og da jeg flyttede hjemmefra, var der heller ingen tvivl om, at bøgerne skulle have en plads i indretningen.

Da vi lige flyttede ind, havde jeg dog svært ved helt at finde ud af, hvor bøgerne skulle placeres, og hvor stor en del af indretningen, de egentlig skulle have. Men efter at have læst Gittes indlæg, og fået sat to ekstra hylder op i stuen, stod det lige pludselig klart, hvordan bøgerne skulle placeres – og ikke mindst hvilke bøger, der skulle have en særlig plads.

Den første hylde blev hurtigt indrettet, der var nemlig ingen tvivl om, hvilke bøger, der skulle være der. Der skulle selvfølgelig være alle mine Jo Nesbø og Chris Carter bøger (hvoraf der pt. mangler de to sidste, da de er på visit hos Irene)! For det første pynter de ret fint, og for det andet elsker jeg at sidde og kigge på dem.

Anden hylde kunne jeg også stort set med det samme se for mig. Jeg har igennem de sidste par måneder fundet fire forskellige af de fine bøger fra Verdenslitteraturens perler, og de skulle selvfølgelig have deres egen plads. Og med inspiration fra Gitte fik jeg sådan en stor lyst til at ’parre’ dem med nogle nye og farverige bøger, og der passede En historie fra kanten jo helt perfekt ind.

Tredje hylde er egentlig ikke som sådan planlagt, og fungerer mest af alt som en form for organiseret rod. Jeg kan dog alligevel ret godt lide det blandede og farverige udtryk. Det hele behøves jo ikke at se perfekt og gennemtænkt ud.

Derudover står vores (stadig forholdsvis lille) samling af Gåsehud på skrivebordet og pynter så fint. I stuen står der desuden også en reol, hvor vores samling af Stephen King har to hylder for sig selv. I reolen er det nederst rum dedikeret til Harry Potter-serien, Harry Potter Library-boksen og Barden Beedles Eventyr. Desuden ligger vores Tolkien/Ringenes Herre bøger og The Hunger Games der også. På toppen af reolen har A Song of Ice and Fire fået en speciel plads, sammen med kærestens samling af Fullmetal Alchemist.

Til slut har vi vores to bogreoler, som er det første man ser, når man træder ind i lejligheden. Hvilket jeg virkelig elsker – folk skal nemlig slet ikke være i tvivl om, hvor meget bøger betyder for mig/os. Desuden har jeg tidligere haft en stak ældre bøger, som lå på gulvet mellem to døre og pyntede så fint. De er dog kommet videre til en anden bogelsker, og nu går jeg og overvejer, hvilke bøger jeg i stedet skal lægge der. Et eller andet skal der i hvert fald være, da der nærmest ser helt tomt ud uden.

Benytter I jer af bøger i indretningen? Hvorfor/hvorfor ikke? Og hvis I gør, hvordan benytter I dem så? Ny inspiration er jo altid velkommen.

Historien om en helt fantastisk (bog)dag

Jeg har længe været på kig efter to bestemte bøger. Den ene bog er Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen i omnibus udgaven med alle fem bøger i. Nogle kan måske huske, at jeg tidligere har vist et meget elsket eksemplar frem af denne, og måske derfor undre sig over, jeg har ledt efter et andet eksemplar. Men sagen er den, at jeg desværre ikke måtte tage eksemplaret med, da jeg flyttede. Den anden bog er Amok af Richard Bachmann/Stephen King. Jeg læste den sidste sommer, og var ikke super begejstret for den, men alligevel har den ikke forladt mine tanker, og når den ikke har det, så har den altså fortjent en plads i min bogsamling. Problemet med bøger er dog, at de begge er udgået, og derfor ikke sådan lige er til at finde.

I mandags var jeg dog på shoppetur med min kæreste og søster, hvor turen gik forbi Læsehesten. Det var det sidste stop, vi gjorde, så jeg var rimelig smadret, men alligevel kunne jeg jo ikke lade være med lige at kigge deres bøger igennem – det kunne jo være, jeg fandt dem.

Jeg kiggede rundt, og fandt hverken dem, eller andre bøger der lige sagde mig noget. Jeg satte mig derfor ned, for at vente på de andre to blev færdige, og kort tid efter faldt mit blik på en bogryg, som jeg helt sikkert kendte. Bogen blev revet ud af reolen samtidig med mit hjerte hoppede en ekstra gang – lige der i mine hænder, holde jeg nemlig Freddy & Monstrene i forholdsvis god stand og med et prismærke, der sagde 30 kr.

Jeg kiggede lidt videre i det område, og fandt et område med King bøger, som jeg ikke havde opdaget på min gennemgang tidligere. Og meget hurtigt faldt mit blik på Manden der blev tyndere af Richard Bahnmann/Stephen King, som jeg også har haft kig efter siden Gitte anmeldte den her. Så den skulle selvfølgelig også med hjem. Og ca. to sekunder efter opdagede jeg Amok, som også var i rigtig god stand og virkelig billig.

Jeg var helt ubeskrivelig glad, da jeg gik til kassen, og kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne være så heldig. Det var virkelig en helt fantastisk (bog)dag, og da jeg gik ud af butikken, blev jeg lige nødt til at ringe og fortælle min far, hvor glad jeg var; min kæreste og søster synes nemlig mest af alt, jeg var underlig.

Har I også oplevet at finde en eller flere bøger, I har ledt efter længe? Og hvordan reagerede I, da i fandt den/dem?

Ændrede vaner; bogkøb vs. bibliotekslån

Jeg har, som jeg tidligere har været inde på, altid elsket biblioteket. Jeg elsker, at man gratis kan låne alle de bøger, man har lyst til at læse, og jeg har flittigt besøgt biblioteket i løbet af mit liv. Men det seneste halve år, er det som om, mine vaner har ændret sig en del.

Jeg elsker stadig biblioteket, og synes det er en fantastisk idé, men alligevel har jeg i løbet af det sidste halve år kun lånt bøger på biblioteket to gange, og den ene gang var endda kun fordi, jeg ikke gad slæbe min kopi af Harry Potter og Dødsregealierne med ned til mine forældre, og derfor i stedet lånte den dernede.

Jeg har fået en virkelig stor lyst til at eje mine bøger, hvilket jeg aldrig rigtig har haft med undtagelse af nogle få, som har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har derfor førhen også for det meste kun købt bøger, som jeg kendte godt i forvejen, og som jeg vidste, jeg ville kunne lide eller måske allerede elskede. Jeg køber selvfølgelig stadig disse bøger, men samtidig køber jeg også en del, som jeg ikke rigtig kender i forvejen, og som jeg slet ikke har en idé om, hvad jeg vil synes om.

Nu køber jeg selvfølgelig også mest brugte bøger, hvilket gør det noget billigere at eksperimentere, men det irriterer mig alligevel ret meget, at jeg ikke længere tænker så meget over biblioteket. For jeg kunne jo bare låne nogle af de bøger, jeg er lidt i tvivl om, og så evt. købe dem, hvis de er noget for mig, når jeg har læst dem. På den måde ville jeg ikke ærgre mig så meget over, hvis bogen ikke er noget for mig, for jeg skal jo alligevel aflevere den igen.

Det blev vidst lidt rodet, men det jeg egentlig prøver at sige er, at jeg skal blive bedre til at bruge biblioteket igen. For jeg kan jo stadig virkelig godt lide at gå på biblioteket, og jeg elsker at komme hjem med bøger, som jeg egentlig ikke havde planlagt men som lød spændende, og som jeg bare kan aflevere igen uden at læse, hvis de alligevel ikke siger mig så meget, når jeg kommer hjem.

Glemmer I også nogle gange, at biblioteket eksisterer?