Currently reading #19

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst snakkede om, hvad jeg læser i øjeblikket. Derfor tænkte jeg, det var på tide med et lille ‘Currently reading’-indlæg. Især fordi det altid er så hyggeligt at tjekke ind med et lidt mere uformelt indlæg. Desuden læser jeg nogle virkelig gode bøger i øjeblikket, så jeg vil selvfølgelig også virkelig gerne snakke om dem. Faktisk læser jeg en helt god lille stak bøger i øjeblikket, men i dag skal det kun handle om to af dem. De andre er nemlig blevet sat lidt på standby til fordel for disse.

Jeg læser aktivt én fysisk bog og lytter til én lydbog i øjeblikket. Den fysiske bog er “Ursiderne” af Nanna Foss, som jeg har glædet mig til så længe! Det går ikke helt så hurtigt med den, da min tid til at sidde med en fysisk bog og læse er lidt begrænset i øjeblikket. Men på en måde passer det mig faktisk helt fint. Det gør jo bare, at jeg kan blive i universet en smule længere, end jeg nok ellers ville – og det er kun positivt. Jeg elsker nemlig virkelig “Spektrum” og kan på ingen måde få nok af det hele. Selvfølgelig er det lidt træls, at jeg ikke bare kan pløje mig igennem og se, hvad der kommer til at ske. Bogen er nemlig virkelig spændende, og der er flere og flere ting, der begynder at gå op for mig. Desuden glæder jeg mig allerede til at lære Nashrin endnu bedre at kende.

Lydbogen jeg lytter til er “Bjørneby” af Fredrik Backman, som også er længe ventet. Jeg elsker nemlig Backman, og samtidig er det Torben Sekov, der er oplæser på den. Hvilket i min verden på ingen måde bliver en bedre kombination. Jeg er kun 7% inde i bogen, da det lige passede med forberedelse af aftensmad den anden dag, men jeg elsker den allerede. Selvfølgelig kan det komme til at ændre sig senere hen, men umiddelbart kommer den i hvert fald rigtig godt fra start. Desuden er jeg meget nysgerrig efter at se, hvordan Backman klarer at skrive en serie. Han fletter jo ofte kendte personer fra hans bøger ind i andre, men hvad når fortællingen strækker sig over to bøger? Ydermere starter første kapitel med en cliffhanger, der får mig til at hungre efter at vide, hvordan det hele hænger sammen. Jeg krydser derfor også meget fingre for, jeg snart får lyttet lidt videre i den.

Har du læst nogen af bøgerne?

Currently reading #18

Jeg har lige opdaget, at det er over to år siden, jeg sidst udgav et “Currently reading”-indlæg. Det skyldes selvfølgelig til dels, at “Weekend Reads” lidt har overtaget, da jeg jo for det meste får fortalt jer, hvad jeg læser i disse indlæg. “Weekend Reads” er dog lidt på standby i øjeblikket, da det simpelthen er umuligt for mig at forudsige, hvad og om jeg overhovedet får læst i mine weekender. Jeg tænkte derfor, det kunne være hyggeligt at fortælle lidt om min nuværende læsning i et af disse indlæg istedet.

I øjeblikket er jeg nemlig i gang med en del forskellige bøger – eller tre; men det føles også som mange. Der er dog en rigtig god grund til, jeg læser tre bøger samtidig. De er nemlig alle tre i forskellige formater. Således er jeg både i gang med en e-bog, en lydbog og en fysisk bog. Egentlig var det meningen, at det kun skulle være en fysisk bog og en lydbog, men jeg har erfaret, at jeg får læst en del mere, hvis jeg læser som e-bog. Jeg har nemlig lidt lettere ved at holde min mobil, samtidig med jeg holder T, end jeg har med at holde en fysisk bog. I hvert fald den jeg pt. er i gang med. Men det gør nu ikke noget, for det er tre gode bøger, jeg er i gang med, og jeg nyder at skifte lidt rundt mellem dem.

Først og fremmest læser jeg “Radio Silence” af Alice Oseman som fysisk bog (jeg er 62% inde i den). Jeg har simpelthen hørt så meget godt om denne bog, og derfor måtte jeg også bare have fingre i den, så snart den udkom på dansk. Jeg begyndte derfor også min læsning af den, stort set i det, den kom ind ad døren. Min læsning af den går lidt langsomt, men det er kun fordi, jeg som sagt ikke har så meget tid til at læse i den. For når jeg først er i gang, så flyver siderne virkelig forbi, og jeg nyder den meget. Dog måske ikke helt så meget, som jeg havde håbet. Men jeg forstår alligevel godt, hvorfor den har fået så meget ros. Den er i hvert fald indtil videre helt klart en læsning værd.

Derudover lytter jeg til “Okker gokker” af Matt J. Arlidge på lydbog. Jeg stødte på den, da jeg skulle lave oversigten over kommende udgivelser i de næste tre måneder (den kommer på bloggen i morgen), og selvom den ikke nåede listen, da der var så mange andre interessante titler, så glædede jeg mig helt vildt til at læse den. Jeg blev derfor også helt ekstatisk, da jeg så, at Mofibo havde fået den som forpræmiere (både som e- og lydbog). Den blev derfor også straks downloaded, og jeg har nydt at lytte til den siden. Jeg hører den dog hovedsageligt, når jeg går tur med barnevognen, og er derfor endnu ikke nået så langt (34%). Men indtil videre er den virkelig spændende, og jeg kan på ingen måde regne ud, hvordan det hele hænger sammen. Desuden er den ret grusomt, og det nyder jeg altid. Jeg er derfor også ret sikker på, at Arlidge bliver en forfatter, jeg kommer til at holde godt øje med i fremtiden. Indtil videre tegner det i hvert fald godt.

Til sidst læser jeg “Confess” af Colleen Hoover som e-bog. Jeg begyndte først på den i forgårs, og har ikke haft super meget læsetid siden. Jeg er derfor også kun nået til side 50 (16%), men jeg glæder mig virkelig til at læse videre. Jeg er jo altid begejstret for Hoover, men har alligevel holdt mig lidt tilbage, hvad angår læsningen af denne. Jeg ved ikke helt hvorfor, men et eller andet ved den har bare gjort, at det ikke var en af dem, jeg bare måtte læse snart. Det var dog lige den af hendes udgivelser, som var tilgængelige som e-bog på Mofibo, som talte mest til mig. Jeg er dog virkelig glad for, jeg fik begyndt på den. Jeg var nemlig allerede ved at tude i prologen, så det kan jo kun blive en god læseoplevelse. 😉

Hvad læser du i øjeblikket?

Currently reading #17

Currently reading #17I øjeblikket har jeg egentlig ferie, men da jeg tager afsted på ferie til Sverige om et par dage, så har jeg en del ting, der skal nås (bl.a. at forprogrammere indlæg til bloggen, så den ikke står helt stille mens, jeg er væk). Det kombineret med at jeg lider meget af mareridt pt. (og derfor ikke sover ordentligt) gør, at jeg ikke helt får læst så meget, som jeg ville ønske.

Jeg prøver dog alligevel at læse bare en lille smule hver dag, hvilket jeg pt. gør i Tvivlen af Anna Todd. En bog jeg virkelig ikke kunne vente med at komme i gang med, da jeg virkelig nød Mødet. Desuden gjorde den mig fuldstændig hooked, og sluttede på den ondeste måde – så jeg måtte selvfølgelig også læse denne. Og det har jeg på ingen måde fortrudt.

Jeg er lidt over halvvejs, og jeg nyder den virkelig. Jeg tænker dog også hele tiden, at jeg i princippet burde hade den – men det kan jeg ikke. Der er bare et eller andet ved denne serie, som fanger mig fuldkommen. Desuden er den perfekt ferielæsning, idet den er så let, som den er. Dog må jeg indrømme, at jeg nok ikke er helt så hooked på denne, som jeg var med den første. Men det kan selvfølgelig nå at komme endnu 😉 Lige nu håber jeg nok bare aller mest på, den ikke slutter helt så ondt som den første bog. Så bliver der i hvert fald meget længe til udgivelsen af bind 3.

Jeg er dog også meget nysgerrig efter at finde ud af, hvad der kommer til at ske i løbet af resten af bogen. Jeg glæder mig derfor helt enormt meget til at læse videre – hvilket virkelig gerne må være meget snart. Og så håber jeg lidt på, at jeg også kan få læst resten af bogen i én kør. Det kunne i hvert fald være fedt, at blive ligeså fanget og hooked af den, som jeg var med Mødet.

Hvad læser I i øjeblikket?

Currently reading #16

IMG_4942 - KopiJeg har ikke super meget læsetid i øjeblikket grundet eksamensopgave – især fordi den fritid jeg har, mest af alt bliver brugt på at tømme hovedet fuldstændig med How I Met Your Mother kørende over skærmen. Jeg får dog alligevel læst en lille smule og især i øjeblikket. Efter at havde læst Endnu en Katherine af John Green færdig, havde jeg nemlig lyst til mere Green, og da jeg jo stadig manglede at læse Gåden om Alaska, så var det ikke noget stort valg, hvilken bog jeg skulle begynde på som den næste.

Jeg har hørt virkelig meget forskelligt om Gåden om Alaska af John Green; nogen hader den inderligt, mens andre har den som deres ultimative favorit bog af Green. Jeg var derfor også meget nervøs for, hvad jeg selv ville synes om den, da jeg gik i gang – også selvom mine forventninger egentlig var ret lave, netop fordi jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville synes.

Jeg er pt. halvvejs, og jeg er ret begejstret. Den kommer ikke på højde med En flænge i himlen, som nok altid vil være min absolutte yndlingsbog fra Greens hånd, men jeg nyder den virkelig alligevel. Indtil videre har historien været lidt stille, og der er som sådan ikke sket så meget – men på samme tid er der sket en hel masse. Miles (hovedpersonen) har i hvert fald allerede gennemgået en enorm udvikling, som jeg virkelig har elsket at læse.

Desuden indeholder bogen bare generelt personer, man ikke kan lade være med at holde af, og så er den skrevet på en virkelig skøn og humoristisk måde. Jeg har i hvert fald også allerede grinet højlydt et par gange. Desuden er jeg ret sikker på, den har potentiale til at få mig til at holde meget af den. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at læse videre i historien, og se hvordan den kommer til at udfolde sig.

Læser I også noget godt i øjeblikket? Og hvad synes I egentlig om Gåden om Alaska af John Green?

Currently reading #15

Test

I går aftes begyndte jeg på Historien om A.J. Fikreys liv af Gabrielle Zevin, hvilket simpelthen er sådan en skøn bog. Jeg stødte helt tilfældigt på bogen engang i efteråret sidste år, da jeg browsede rundt på Goodreads, og jeg var solgt med det samme. Bogens beskrivelse lød nemlig fuldstændig fantastisk, og præcis som noget jeg virkelig ville elske at læse. Den blev derfor straks tilføjet min TBR-liste, og jeg overvejede stærkt at klikke den hjem op til flere gange. Ikke så lang tid efter opdagede jeg dog, at den ville blive udgivet på dansk i det kommende år – og så startede den lange ventetid. Jeg havde nemlig meget lyst til at vente på den danske udgivelse. Og nu er den her – eller i hvert fald næsten. Den udkommer nemlig først officielt på tirsdag, men jeg har været så heldig at få den lidt før tid, og hvor er jeg glad for det.

Jeg gik jo som sagt i gang med den i går, og jeg var solgt allerede i første kapitel. Den er ikke, som jeg havde forventet, men indtil videre er jeg alligevel meget begejstret. Bogen er nemlig så sød, så sjov og bare helt igennem hjertevarm. Jeg har forelsket mig i A.J., og jeg nyder at se ham udvikle sig i løbet af bogen. Desuden elsker jeg virkelig alle de litterære aspekter, og synes det giver så meget til bogen.

Samtidig nyder jeg også meget Zevins skrivestil, som på mange måder er virkelig let, men alligevel også eftertænksomt og generelt rigtig fin. Bogen indeholder sådan nogle skønne betragtninger, og jeg har allerede markeret op til flere rigtig gode citater. Jeg har f.eks. markeret nedenstående citat, som efter min mening er fuldstændig korrekt.

“De havde aldrig talt om andet end bøger, men hvad her i livet er mere personligt end bøger?”

Jeg er i hvert fald fuldstændig enig i, at bøger og læsning er noget af det mest personlige, der findes. Jeg føler i hvert fald, at disse ting kan fortælle rigtig meget om en person.

Hvad læser I i øjeblikket?