I min samling #15: “Den fremmede” af Harlan Coben

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “Den fremmede” | Originaltitel: “The Stranger” | Forfatter(e): Harlan Coben | Serie: – | Sideantal: 333 | Forlag: Gads Forlag | Udgivelsesår: 2016 | Sprog: Dansk | Anskaffet: Arnold Busck Byttebog |

Et perfekt ægteskab. En velbevaret hemmelighed. En fremmed, der kan ødelægge alt.

Adam har det hele. En vidunderlig kone, to dejlige sønner, et stort hus og et godt job. Lige indtil en komplet fremmed mand en dag kommer til byen. Han opsøger Adam og afslører, at hans kone har en dyb hemmelighed. Adam er forvirret og forbløffet: Han troede, han vidste alt om sin hustru.

Fra den dag begynder hans perfekte liv at smuldre, og langsomt går sandheden op for ham. Han er havnet midt i en større sammensværgelse, og hvis han foretager ét forkert træk, kan det ikke bare ødelægge hans liv – det kan slå hele hans familie ihjel.

Jeg er vild med krimi og thrillers. Det er der vist efterhånden ingen tvivl om. At jeg derfor også samler på spændende bøger i disse genrer kan ikke komme bag på nogen. Derfor blev jeg så glad, da jeg helt tilfældigt en dag stødte på “Den fremmede” på min lokale Arnold Buscks byttereol. Jeg har nemlig tidligere haft et rigtig godt øje til Cobens forfatterskab, så det var jo helt perfekt, den kunne blive en ny tilføjelse til samlingen. Og så endda helt gratis. Så bliver det vist ikke bedre?

Jeg har godt nok endnu ikke fået læst nogen af Cobens bøger, men jeg har hørt så meget godt om dem. Både fra fremmede men også fra folk, hvis smag plejer at være ret tæt på min. Jeg er derfor også rimelig sikker på, jeg vil ende med nyde hans bøger. Derfor samler jeg dem fortsat også, hver gang jeg finder disse fine udgaver fra Gads Forlag rundt omkring. Deres covers er nemlig i den grad også med til at holde min interesse for bøgerne oppe.

“Den fremmede” bliver dog nok ikke den første bog fra Cobens hånd, jeg vælger at læse. For selvom den lyder enormt spændende, så har jeg hørt, det ikke skulle være hans bedste. Men med et niveau der generelt ser ud til at være ret højt, så siger det forhåbentlig ikke så meget om kvaliteten af denne. Jeg glæder mig i hvert fald stadig til på et tidspunkt at læse den.

Har du læst noget af Harlan Coben – og hvilken (dansk udgave) kan du i så fald anbefale at starte med?

I min samling #14: “Det ukendte”

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “Det ukendte” | Originaltitel: “Det ukendte” | Forfatter(e): Diverse medlemmer af Dennis-klubben samt Dennis Jürgensen | Serie: – | Sideantal: 174| Forlag: Tellerup | Udgivelsesår: 1996 | Sprog: Dansk | Anskaffet: Købt |

9 gysere fortalt af 9 forfattere, alle født i 70’erne ( + en enkelt fra 60’erne).

Det her er nok en af de mest nørdede bøger i min samling. Men samtidig er det også en af dem, jeg er gladest for at eje – også selvom jeg har adeles lave forventninger til den. For faktisk aner jeg jo intet om, hvad den egentlig byder på. Jo, ni gysere. Men det siger jo ikke rigtig super meget om det specifikke indhold af samlingen.

Men Simone, hvorfor findes den så egentlig i din samling? Jo, ser du. Det er jo fordi, min Dennis Jürgensen samling ikke ville kunne blive komplet uden den. For det første er novellerne skrevet af medlemmer af Dennis-klubben, og altså dermed andre Jürgensen-fans. Desuden så er den sidste novelle skrevet af Jürgensen selv, og den må jeg jo læse på et tidspunkt. Så selvfølgelig skulle bogen også bo herhjemme, og måske ender jeg endda med at blive overrasket over indholdet, når jeg en dag tager mig sammen til at læse den.

For jeg har faktisk ikke engang så meget som bladret i den endnu. I hvert fald ikke længere end frem til indholdsfortegnelsen. Det er nemlig ikke fordi, bogen som sådan trækker i mig for at blive læst. Hvilket nok skyldes de manglende forventninger til den. Derfor har jeg en idé om, det heller ikke kommer til at ske foreløbig. Men nu må vi se – jeg har i hvert fald givet mig selv lidt mere lyst til at dykke ned i den nu.

Har du mon læst nogen af novellerne i “Det ukendte”?

I min samling #13: “In Real Life” af Cory Doctorow og Jen Wang

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “In Real Life” | Originaltitel: “In Real Life” | Forfatter(e): Cory Doctorow og Jen Wang | Serie: – | Sideantal: 187 | Forlag: First Second | Udgivelsesår: 2014 | Sprog: Engelsk | Anskaffet: Købt |

Anda loves Coarsegold Online, the massively-multiplayer role-playing game where she spends most of her free time. It’s a place where she can be a leader, a fighter, a hero. It’s a place where she can meet people from all over the world, and make friends.

But things become a lot more complicated when Anda befriends a gold farmer–a poor Chinese kid whose avatar in the game illegally collects valuable objects and then sells them to players from developed countries with money to burn. This behavior is strictly against the rules in Coarsegold, but Anda soon comes to realize that questions of right and wrong are a lot less straightforward when a real person’s real livelihood is at stake.

Som nævnt et par gange tidligere, så fik jeg nogle penge i julegave i 2014, som jeg selvfølgelig hurtigt omsatte til en lille bogstak. Én af de bøger som kom med i denne stak var “In Real Life”, som er en rigtig fin og nørdet tegneserie. Jeg husker egentlig ikke helt, hvor jeg hørte om tegneserien henne, men der var ingen tvivl om, at den skulle med hjem og bo i min samling. Den lød nemlig både som noget, jeg ville elske, og samtidig faldt jeg ret meget for dens fine cover.

Jeg læste den derfor også stort set med det samme, jeg modtog den. Jeg kunne nemlig slet ikke lade være. Især ikke fordi det er sådan en tegneserie, som man ikke kan andet end at flyve igennem. Dog husker jeg lidt tilbage på den med en skuffende fornemmelse. Ikke fordi jeg ikke kunne lide den, men fordi den alligevel ikke helt var det, som jeg havde håbet, den ville være. Historien var desuden lidt for tynd, og illustrationer var ikke helt som forventet. Alligevel er jeg dog glad for, jeg fik den læst, og jeg kan helt klart anbefale den. Faktisk får jeg helt lyst til selv at genlæse den, nu jeg skriver om den. Så måske skal jeg snart få gjort det? Det kan jo være, at den er (endnu) bedre her anden gang, hvor jeg ved, hvad jeg går ind til?

Har du læst den, og kan du evt. anbefale andre tegneserier, der minder lidt om?

 

I min samling #12: “Moskitoland” af David Arnold

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “Moskitoland” | Originaltitel: “Mosquitoland” | Forfatter(e): David Arnold | Serie: – | Sideantal: 352 | Forlag: Carlsen | Udgivelsesår: 2015 | Sprog: Dansk | Anskaffet: Vundet |

Efter at Mim Malones familie pludselig falder fra hinanden, bliver hun flyttet til udørkenen Mississippi, hvor hun skal bo med sin far og nye stedmor. Men før der på nogen måde er faldet ro over tingene, finder Mim ud af, at hendes mor er syg hjemme i Ohio.

Så hun skipper sit nye liv og den medicin, som hendes far insisterer på, hun skal tage, og hopper om bord på en Greyhound-bus. Hun skal bare hjem. Men rejsen er lang, og undervejs støder Mim på skæve karakterer, der giver buler på både krop og sjæl. Det gør ondt. Men det gør også godt – for hvad er kærlighed og loyalitet? Og hvad vil det sige at være helt normal?

Fortalt med kalejdoskopisk og vidunderlig vild stemme – Mims rejse fra Moskitoland og gennem USA er cool, sjov og uforglemmelig.

Denne bog var jeg på et tidspunkt så heldig at vinde over hos De Unges Ord. Faktisk vandt jeg den i en konkurrence sammen med hele fire andre bøger (hvis jeg husker rigtigt), hvilket var en helt fantastisk præmie. Jeg tror dog ikke, jeg deltog i konkurrencen på grund af netop denne bog, men jeg var alligevel meget begejstret over at vinde den. Jeg husker nemlig, at jeg kort tid før havde hørt en del godt om den, og derfor var det jo bare helt perfekt, at den var en del af pakken. Samtidig er bogen også en del af Carlsens Sonar-serie, som altså indeholder en del helt fantastiske bøger. Hvilket jo bare gjorde det hele endnu bedre. Det gjorde mig i hvert fald virkelig nysgerrig efter at dykke ned i den.

Således har bogen vidst været med på sommerferie ad to omgange. Men desværre uden at blive læst på nogen af ferierne. Af en eller anden grund er den nemlig altid kommet bagerst i køen. Jeg er stadig virkelig interesseret i at læse den og er ret sikker på, jeg vil komme til at holde af den. Men alligevel springer jeg den altid over, når der skal udvælges nye bøger at læse. Måske fordi jeg ikke har hørt super meget om den? Og derfor heller ikke helt ved, hvad jeg kan forvente mig af den? Jeg ved det virkelig ikke! Til gengæld ved jeg, at jeg altså virkelig snart må få den læst – om ikke andet så bare for at se, hvad den egentlig handler om. Det synes jeg nemlig ikke, at beskrivelsen af den gør helt klart. Hvilket jeg egentlig kun ser som en positiv ting. Det tillader nemlig, at jeg kan dykke ned i den og forhåbentlig blive overrasket.

Har du læst “Moskitoland”, og hvis du har, hvad synes du så om den?

I min samling #11: “Spillet om Oasis” af Ernest Cline

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “Spillet om Oasis” | Originaltitel: “Ready Player One” | Forfatter(e): Ernest Cline | Serie: – | Sideantal: 487 | Forlag: Tellerup | Udgivelsesår: 2013 | Sprog: Dansk | Anskaffet: Fået i gave |

Året er 2045 og verden er i forfald.

Wade Watts søger tilflugt i det globale onlinespil Oasis, et virtuelt utopia med mere end 10.000 planeter og uendelige muligheder…

Et sted i dette virtuelle slaraffenland har skaberen af Oasis, James Halliday, skjult en række gåder og udfordringer, som alle relaterer sig til 1980’erne. Den person som først løser dem arver Hallidays enorme formue og kontrollen over Oasis! Men gåderne er svære.

En dag efter mange års søgen løser Wade endelig den første gåde, og så starter spillet om Oasis.

Denne bog er en af de sødste og mest overraskende gaver, jeg nogensinde har fået. Den kom nemlig fra helt uventet kant, og endda fra en person jeg slet ikke kendte. Det er nemlig en bog, jeg har fået fra Den Grå Bibliotekar, som jeg egentlig stadig ikke rigtig kender, men som jeg dog føler, jeg kender en smule bedre den dag i dag. Jeg fik bogen som gave af ham i forbindelse med, at han en dag lagde et billede ud på Instagram, og skrev at Tellerup havde givet ham en god stak af dem. Jeg skrev derfor for sjov, at hvis han ikke vidste, hvad han skulle gøre med dem, at så overtog jeg gerne et eksemplar. Og kort tid efter havde han sendt et eksemplar min vej, hvilket jeg stadig er vildt taknemmelig for.

Jeg har dog af en eller anden grund endnu ikke fået læst bogen, hvilket er ret meget for dårligt. Jeg har nemlig hørt helt fantastiske ting om den, og samtidig lyder den som noget, jeg kun kan komme til at holde af. Jeg startede endda også på lydbogen på et tidspunkt, men endte med at droppe den kort tid efter igen. Ikke fordi historien eller oplæsningen var dårlig (det er Sekov, der er oplæser <3), men fordi jeg slet ikke kunne koncentrere mig om en lydbog på det tidspunkt. Men ud fra hvad jeg nåede at høre, så glæder jeg mig bare endnu mere til at få den læst – hvilket gerne må ske meget snart! Den havde nemlig en ret interessant start, og jeg er sikker på, det fortsætter igennem resten af bogen også. Det eneste jeg er lidt bange for er, om 80’er referencerne kommer til at fungere for mig. Jeg kender nemlig ikke super meget til denne periode, men håber nu alligevel på, at jeg ved nok til, at det ikke bliver et problem.

Har du læst bogen?