Illustrationer i bøger

Illustrationer i bøgerJeg elsker illustrationer i bøger! De kan bare gøre så meget for både bogens historie men også ’bare’ for den overordnede stemning, som bogen indeholder. Jeg er derfor også stor fan af illustrationer i børne- såvel som voksenbøger. Efter min mening kan illustrationer i hvert fald gøre mindst lige så meget for en voksenbog, som de kan gøre for en børnebog – og måske på nogle punkter endda mere.

Illustrationerne skal selvfølgelig passe ind og ikke bare sættes tilfældigt ind i bøger, hvor de egentlig ikke har noget at gøre. For at fungere optimalt skal de altså være med til at gøre et eller andet for bogen, som man ikke ville kunne have gjort ved kun at benytte sig af skrift. Eller i hvert fald ikke ville have fungeret ligeså godt.

Illustrationer kan nemlig f.eks. hurtigt vise, hvilken stemning en bog har, og i nogle tilfælde også bogens genre. Desuden synes jeg, de kan være med til at skabe noget magisk i bøger, selvom bøgernes historier ikke nødvendigvis afspejler dette. Derudover gør det mig altid glad, når jeg ser at bøger har illustrationer, for der ligger nemlig også noget nostalgisk i det; det minder mig i hvert fald altid om min barndomsbøger, hvor illustrationerne var spredt nydeligt ud over de fleste af bøgerne.

Heldigvis virker det som om, at der også er kommet et ret stort fokus fra forfattere og forlagenes side på illustrationer i andet end børnebøger, og det er jeg simpelthen så glad for. Jeg har f.eks. lige læst Monster af Patrick Ness, og den bog er virkelig det perfekte eksempel på, hvor godt illustrationer kan fungere i voksenbøger. Illustrationerne i bogen er nemlig lavet på en rigtig god måde, som på alle måder bidrager til en  fantastisk læseoplevelse; de sætter en perfekt stemning, gør selve bogens layout virkelig gennemført, og samtidig er de drysset ud over siderne på en sådan måde, at man aldrig føler, de bliver for meget. Heller ikke selvom der er flere to-siders illustrationer. Ja, faktisk er illustrationerne i den bog så god, at jeg på ingen måde ville have undværet dem – de blev nemlig til en så vigtig del af selve læseoplevelsen.

Hvordan har I det med illustrationer i bøger?

Noget om glæden ved ulæste bøger

Noget om glæden ved ulæste bøgerJeg har været en lille smule inde på dette emne før ifm., at jeg skrev om book buying bans og bogkøbsnedsættelse – jeg føler dog ikke, at jeg har været nok omkring emnet. Jeg vil derfor i dag snakke lidt om TBR-piles, og om ikke at føle sig presset af ulæste bøger.

Bog Booktube ser jeg konstant flere og flere såkaldte unhauls, og jeg ser rigtig mange som deltager i #0by16, som i alt sin enkelthed handler om ikke at have nogen ulæste bøger i sin reol, når vi når til 2016. Begge ting som jeg egentlig godt kan forstå, men som jeg har det ret stramt med selv. Jo, jeg sorterer da også ud i mine bøger engang imellem, men det handler mest om, at jeg ganske enkelt har nogle bøger, som jeg ikke længere har den mindste interesse i – og så er det jo bedst, at de kommer videre til nogle andre.

Desuden kan jeg også godt forstå tanken i, at man ikke har lyst til at have ulæste bøger på sine hylder, men f.eks. gerne vil kunne kigge på sin reol og mindes alle ens læseoplevelser – og ikke blive stresset over alle de bøger, som man stadig mangler at læse. Jeg bliver dog hverken stresset eller føler mig presset, når jeg ser på mine ulæste bøger. For selvom der er rigtig mange ulæste bøger i min samling, så forbinder jeg mest af alt dette med glæde og håb.

Jeg nyder nemlig at tænke på, at jeg stadig har så mange ulæste bøger, som bare venter på jeg dykker ned i dem; så mange eventyr der venter på at blive fortalt. Desuden elsker jeg tanken om, at jeg til hver en tid kan gå ud til min reol, og trække lige netop den bog i den genre ud, som jeg har lyst til at læse. Derudover er der også bare noget rart ved tanken om, at jeg aldrig løber tør for nye bøger at læse – heller ikke selvom jeg (af en eller anden grund) ikke skulle forlade min lejlighed i et år.

Og ja, der er nok bøger i min reol, som jeg aldrig vil nå at få læst. Men det har jeg det faktisk helt fint med. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis det er således, men samtidig tænker jeg også, at det på den anden side er uundgåeligt. Jeg udvikler mig jo, og min smag ændres samtidig også over tid – så måske vil jeg vokse fra nogen af de ulæste bøger, som jeg ejer. Men jeg elsker stadig tanken om, at de er en del af mit livs bibliotek – og at jeg f.eks. har muligheden for at udlåne dem til andre læsere, som skulle være mere interesseret i dem.

Hvordan har I det med at have ulæste bøger i jeres samling?

Status på GR-challenge

Status på GR-challengeSå er vi over halvvejs igennem året, hvilket vil sige at det må være tid til at give en lille status på, hvordan min læsning er gået de sidste måneder.

Jeg har jo ikke sat nogen deciderede læseudfordringer for mig selv i år, da jeg gerne ville lade min læsning være fuldstændig åben, og bare dykke ned i de forskellige bøger, når jeg har lyst. Læs evt. lidt mere om det her. Og det er jeg virkelig glad for – jeg har i hvert fald virkelig nydt, at jeg ikke har skulle forholde mig til nogen bøger, som jeg SKULLE læse.

Jeg har sat min mål på Goodreads til at være 100 bøger, og det må siges at gå ret godt med det mål. Jeg har nemlig allerede læst 72 bøger, og er derfor i følge Goodreads hele 24 bøger foran. Hvilket jo er virkelig skønt! Især fordi jeg samtidig har læst en masse skønne bøger i år.

Idet jeg er så mange bøger foran mit læsemål, er jeg også meget sikker på, at jeg når over de 100 læste bøger i år. Jeg kan dog ikke helt finde ud af, om jeg skal ændre på mit mål eller ej. For egentlig har det jo ikke noget at sige, om jeg kommer over mit mål – men derfor kunne det måske alligevel være rart at se, om jeg måske er bagud ift. det mål, jeg så ville vælge. Det må jeg se på, når jeg når dertil.

Hvordan går det med jeres bogudfordringer i år?

Sommerferielæsning 2015

TestI fredags var jeg til min sidste eksamen på dette semester, hvilket betyder, at jeg nu officielt har sommerferie helt indtil september. Det er altså skønt! Især fordi jeg ikke har de vilde planer for ferien – jeg skal ‘bare’ besøge min familie, en smuttur Sverige og ellers bare slappe fuldkommen af, og det gør jeg aller bedst med læsning.

Jeg har derfor udvalgt en lille bunke – okay, løgn! En ret stor bunke af bøger, som jeg gerne vil bruge sommerdagene i selskab med. Der er dog selvfølgelig plads til forandring, og bunken er derfor også mest ment som inspiration for mig selv. Det er derfor på ingen måder sikkert, at nedenstående bøger er dem, jeg ender op med at læse – men det er de bøger, som jeg lige nu tænker, vil være perfekte.

Udover disse har jeg desuden også en del bøger på min Kindle og på Mofibo, som jeg gerne vil nå i løbet af sommeren. Så jeg kommer da i hvert fald ikke til at kede mig 😉

  • Confess af Colleen Hoover
  • Den hvide pige af Jon Rex Laugen
  • Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee (er jeg pt. i gang med)
  • Et frækt væddemål af Jamie McGuire
  • Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik af Robin Sloan
  • I’ll Meet You There af Heather Demitrios
  • Mino & dragen af Frederik Brinth Christiansen (er jeg pt. i gang med)
  • Moskitoland af David Arnold
  • My Life with the Walter Boys af Ali Novak
  • Nattens fucking magi af Leila Sales
  • Prodigy af Marie Lu
  • Ready Player One af Ernest Cline
  • Split Second af Kasie West
  • Sådan opfinder man en pige af Caitlin Moran
  • Tvivlen af Anna Tood
  • Ugly Love af Colleen Hoover
  • Uhyret i Loch Ness af Jesper W. Lindberg (læste jeg allerede i går)
  • Wonder af R.J. Palacio

Med ovenstående bøger regner jeg også med, at lege med i Plusbogs Sommerlæseleg. Der burde i hvert fald være mindst én bog, der kan høre til hver kategori – i hvert fald når man også tager de bøger på Kindle, som jeg også håber på at nå. Desuden har jeg faktisk allerede udfyldt nogle af kategorierne, så det er jo bare skønt.

Hvad planlægger I at læse i løbet af sommeren?

Lad os læse “Dræb ikke en sangfugl” sammen

Lad os læse Dræb ikke en sangfugl sammenI midten er juli udkommer Sæt en vagtpost ud af Harper Lee; fortsættelsen til Dræb ikke en sangfugl, og i den forbindelse afholder Lindhardt og Ringhof en read-along af netop Dræb ikke en sangfugl, for at folk kan være helt klar til den nye udgivelse – enten ved at læse den for første gang eller give den en genlæsning.

Read-alongen starter i dag, og varer til og med d. 24/6. Lindhardt og Ringhof har lavet en oversigt over, hvordan de læser den. Altså hvor mange kapitler de tænker sig at læse hver dag i løbet af read-alongen, men man må selvfølgelig også sluge den på meget kortere tid eller benytte hele resten af måneden. Det vigtigste er bare, at man får læst bogen på et eller andet tidspunkt.

Jeg har aldrig selv fået taget mig sammen og læst Dræb ikke en sangfugl af Haper Lee, men jeg har længe har lyst til at læse den, og jeg tænker derfor, at denne read-along er et fantastisk tidspunkt at få det gjort på. Jeg deltager derfor selvfølgelig selv i den; selvom jeg dog ikke er helt sikker på, jeg “overholde” planen fuldstændig, da jeg er lidt eksamensramt i næste uge. Men jeg vil uden tvivl prøve.

Kunne du selv have lyst til at deltage? Så læs mere her, hvor du også finder “planen” for læsningen og del din læsning på Instagram med #dræbikkeensangfugl.