Læsning

En refleksion over begrebet ‘spoiler’

| Simone Hagemann

AnmeldelsespolitikDe sidste par uger har jeg tænkt en del over begrebet spoiler. For hvornår er noget en spoiler, og hvornår bliver noget ’almindelig’ viden? Desuden tænker jeg, at spoilers kommer meget an på personen. Noget jeg opfatter som værende en spoiler, kan f.eks. være helt ’almindelig’ og måske nærmest ligegyldig viden for andre. Derfor er det efter min mening f.eks. rigtig svært at finde ud af, hvornår man skal passe på med at nævne forskellige ting i bøger. Men også hvornår man kan tillade sig at sige til andre, at en oplysning de giver om en bog, altså er en spoiler. For hvad nu hvis det kun er mig, der opfatter det således?

Desuden har jeg svært ved at finde ud af, hvor lang tid efter en bogs udgivelse og/eller popularitet, det er okay at begynde at give oplysninger, som kan virke som eller direkte er en spoiler. Egentlig burde svaret jo være aldrig; for det er jo altid virkelig irriterende at få spoilet en bog – det kan i hvert fald ødelægge læseoplevelsen fuldkommen for mig, men alligevel er der nogle ting i bøger, som efterhånden burde være så kendte, at de var okay at snakke om.

Klassikere burde jo egentlig også være okay at fortælle om (også med lidt spoiler-agtige beskrivelser), da man burde havde læst dem, man finder interesse i, og dermed være lidt ligeglad med at få spoilet noget ved andre. Sådan forholder det sig bare ikke altid. Jeg læser f.eks. ikke særlig mange klassikere, men der er en del, jeg gerne vil læse på et tidspunkt – bare ikke lige nu, og jeg synes jo ikke, det er særlig fedt f.eks. at få spoilet hele plottet, bare fordi jeg endnu ikke er noget til dem. Jeg kan dog alligevel godt se, at det nogengange kan være nødvendigt, for f.eks. at nå frem til en pointe, men derfor irriterer det mig stadig.

Det der irriterer mig mest ved spoilers er dog, udover det kan være svært at bedømme, at noget er en spoiler, når spoilers kommer fuldkommen uventet. Jeg kan sagtens leve med div. spoilers, så længe jeg bliver advaret om dem, og dermed selv kan beslutte, om jeg vil kende til dem eller ej. Men når jeg får smidt en spoiler i hovedet uden advarsel overhovedet, så bliver jeg altså sur. Efter min mening er det bare aldrig i orden – heller ikke selvom informationen måske burde være ’almindelig’ viden.

Hvordan har I det med spoilers? Synes I også, det kan være svært at finde ud af, hvornår noget er en spoiler, og hvornår det er ’almindelig’ viden?

Om at læse med ørerne

| Simone Hagemann

Om at læse med ørerneHvis det skulle være gået nogen forbi, så har Mofibo fået tilføjet lydbøger til deres sortiment. Jeg var egentlig selv lidt ligeglad med det, da de annoncerede, det snart ville komme; lydbøger er nemlig ikke noget, jeg har haft de bedste oplevelser med i fortiden.

Som barn har jeg hørt en del lydbøger (eller jeg har da i hvert fald hørt Freddy-serien af Dennis Jürgensen en del gange som lydbog), og jeg nød det virkelig. Det var bare så rart, man kunne putte en lydbog i ørerne, når der ikke var nogen af mine forældre, der lige gad læse højt for mig. Som jeg blev ældre, og blev bedre og bedre til at læse blev lydbøgerne dog faset stille og roligt ud af mine vaner.

Jeg havde nemlig ikke længere tålmodighed til lydbøger, og hver gang jeg prøvede, så blev jeg simpelthen så irriterede over, hvor langsomt det gik. Jeg ville jo selv kunne læse bogen på den halve tid. Og det med at lave andre ting imens, virkede heller ikke for mig – jeg fokuserede nemlig alt for meget på de andre ting, og glemte lidt at lytte til historien.

Ovenstående gør sig stadig gældende, men jeg har fundet ud af, at jeg faktisk ret godt kan lide lydbøger. Jeg er dog startet ‘stille’ ud, med at genhøre Jürgensen bøger, som jeg tidligere har læst/fået læst højt, og dermed allerede kender historierne; omend jeg ved flere af dem af glemt en del detaljer. Jeg hører dem mest, når jeg skal sove, men er også i løbet af den sidste uges tid begyndt at høre dem, når jeg laver andre dagligdagsting såsom at vaske op. Især under opvask fungerer det nemlig rigtig godt, da jeg ikke har så meget andet, jeg kan komme til at prøve at lytte til.

Jeg er desuden også begyndt at lytte til lydbøger, når jeg går frem og tilbage i skole; for selvom det kun er få minutter om dagen (jep, jeg bor nærmest lige ved siden af mit studie), så giver det alligevel lidt i den lange ende – og samtidig nyder jeg især at starte min morgen med f.eks. Torben Sekovs stemme i ørerne. I det hele taget er jeg faktisk blevet god til at tænke, at jeg da godt lige hurtigt kan høre lidt lydbog, mens jeg gør dit og dat. Og det tror jeg er en rigtig god udvikling til, at jeg i fremtiden kommer til at høre endnu flere lydbøger.

Jeg er i hvert fald blevet ret hooked på formatet, og pt. drømmer jeg om at høre rigtig mange af især Jürgensens lydbøger på Mofibo. Specielt fordi jeg virkelig også synes, at Mofibo har fået lavet deres lydbogssystem rigtig godt. Jeg har i hvert fald stort set aldrig problemer med det, og samtidig har de altså bare et rigtig godt udvalg.

Hvordan har I det med lydbøger?

Igangværende bogserier og en oversigt

| Simone Hagemann

40+ igangværende serier - er det mangeDen anden dag fik jeg endelig styr på alle de serier, som jeg pt. er i gang med at læse. Det er noget, jeg har ville længe, men jeg har bare ikke kunne tage mig sammen, eller finde på en let og overskuelig måde at sørge for at holde overblikket over dem. Det var dog lige indtil, Irene for lidt tid siden skrev et blogindlæg, hvor hun viste frem, hvordan hun via en meget simpelt liste, havde gjort det (se indlægget her). Det er nok ikke verdens mest originale idé at lave en liste over igangværende serier, men hendes var simpelthen bare, hvad jeg manglede. Jeg stjal derfor fuldstændig idéen fra hende, og har derfor nu et rigtig godt overblik over serierne.

Da jeg var færdig med at finde ud af, hvilke serier jeg pt. er i gang med, og som jeg gerne vil fortsætte min læsning af, blev jeg faktisk lidt overrasket over, at det ikke var flere. Jeg fik nemlig tallet til i første omgang at være 42 serier (jeg havde glemt nogle enkelte), hvilket jeg skrev på Twitter, og jeg var meget overrasket over folks reaktion. Der var nemlig en del, der synes, det var rigtig mange.

Og ja, det er måske ret mange serier at være i gang med, men for mig er det helt naturligt, at jeg altid vil have gang i en masse serier. Jeg læser rigtig meget af især YA og krimi, og når man læser de ting, så er det nærmest umuligt ikke også at læse serier. Stort set alt bliver jo nærmest lavet til en eller anden form for serie i øjeblikket; inden for både YA og krimi er det i hvert fald sjældender at se en standalone end en bog, der er en del af en serie. Og serier skræmmer mig på ingen måder væk – selvom en god standalone også kan være fantastisk nogen gange.

Derfor synes jeg heller ikke, at 40+ er mange serier at være i gang med, og jeg bliver på ingen måder overvældet eller stresset over det. Specielt ikke fordi flere af serierne jo ikke nødvendigvis er nogen, jeg vil læse videre i lige nu – det er bare nogen, jeg gerne vil læse videre i på et tidspunkt. Desuden er der mange af serierne, hvor jeg kun har læst den første bog, da der enten ikke er kommet flere bøger i serien endnu, eller bare fordi jeg ganske enkelt endnu ikke lige er kommet til den serie – men det gør jeg jo helt sikkert på et tidspunkt.

Som billedet viser, har jeg valgt at lave tre forskellige oversigter over serier. Den ene er over serier, jeg pt. er i gang med at læse (klik på billedet for at kunne se titlerne ordentligt), den anden er over graphic novels/comics, jeg er i gang med, og den sidste er en oversigt over de serier, jeg meget snart vil starte på, og hvor jeg ejer mindst én af bøgerne i serien.

Hvordan har I det med serier? Er I også selv i gang med en del? Og hvordan holder I styr på, hvilke I er i gang med?

“I am too fond of reading books to care to write them.”

| Simone Hagemann

I am too fond of reading books to care to write themNår man læser så meget, som jeg gør, så er der et spørgsmål, som man ofte bliver stillet. Jeg er i hvert fald blevet stillet det adskillige gange. Spørgsmålet lyder noget i stil med: “Vil du så gerne være forfatter”? Og nej, det har jeg ingen planer om.

Jeg har i løbet af mit liv skrevet flere små korte historier, men ingen af dem er nogensinde blevet gjort færdige. Ganske enkelt fordi jeg meget hurtigt er blevet trætte af dem, og kvaliteten derfor også har været derefter. Desuden er det ikke noget, jeg gør længere – selvom jeg egentlig har nogle spændende idéer til bøger.

Desuden ved jeg, at der er mange, der skriver meget bedre end mig, og som rent faktisk også interesserer sig for at skrive. Og hvorfor skulle jeg så selv skrive, når jeg istedet kan bruge min tid på at læse andres bøger og små skriverier? Jeg vil i hvert fald meget hellere bruge et par timer om dagen i selskab med andres bøger, end jeg ville med noget, jeg selv havde skrevet.

Det er dog som om, at folk ikke helt forstår mig, når jeg forklarer ovenstående. Hvilket jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår. I mit hoved er det jo dumt, at ‘tvinge’ mig selv til at skrive noget, når jeg ikke brænder for det – heller ikke selvom, jeg måske har god erfaring med, hvad der fungerer i bøger. Jeg er nemlig sikker på, at det helt sikkert også vil kunne ses i mine skriverier, og så vil jeg da meget hellere måske hjælpe andre, ved f.eks. at være betalæser.

Hvad siger I? Er det også noget, I ofte bliver spurgt om, og hvad er jeres svar til det? Skriver I selv?

Noget om klichéer

| Simone Hagemann

Min kæreste spurgte tidligere, om han ikke måtte få lov til at skrive et gæsteindlæg, da han gerne ville diskutere emnet klichéer med jer. Og da jeg fandt hans tanker ret interessante, fik han selvfølgelig lov til dette. Jeg vil derfor nu give ordet til min kæreste.Noget om klichéer

Kender vi ikke alle det at blive fortalt om en ny bog og få at vide, at den er fyldt med klichéer, og derfor nok bare skal springes over? Eller at klichérne i hvert fald bliver fortalt om med en negativ klang?

Men er en kliché nødvendigvis kun en dårlig ting for en historie?
Hvis vi skal undgå klichéer, skal vi prøve at skabe nyt i vores historier. Men på et eller andet tidspunkt, vil vi vel ramme et punkt, hvor alt er blevet til klichéer, og selv de skøreste og mest langt ude historier vil blive omtalt som klichéer.

Hvis en historie handler om et bestemt emne eller indeholder personlighedstyper, vi muligvis har set før, skal det så trække ned netop, fordi vi har set det før? Man burde vel mere se på, om klichéen egentlig fungerer og passer ind i historien, end på hvorvidt det er set før.

Selvfølgelig kan det trække læseoplevelsen af en bog ned, hvis den bliver alt for forudsigelig, men er det kun klichéernes skyld, at en bog bliver således? Det afhænger vel også en del af, hvilket læser det er, der læser bogen. En hyppig læser vil nok oftere kunne forudse plottet i en historie, end en ny læser, da denne læser nok har mere erfaring udi dette end den nye læser. Desuden kan forfattere jo også benytte sig af klichéer aktivt, og rent faktisk bygge spændende og udforudsigelige plot twist op omkring dem. Men disse måder at benytte klichéer til plot twist ender vel også med at blive klichéer på et tidspunkt, hvor man så igen skal til at undgå at benytte disse.

Hvad, der bliver kliché, er vel også op til den enkelte læser, og afhænger vel mest af alt af, hvordan læseren opfatter disse kliché. Siden klichéer netop kan være en subjektiv holdning, så burde det vel heller ikke kunne trække ned ved en bog, da det opfattes forskelligt fra læser til læser. Dermed ikke sagt, at det ikke er værd at nævne, når vi omtaler bøger, da det kan være med til at skabe diskussion om, hvorvidt en bog var for forudsigelig eller om den måske skulle have haft en kærlighedstrekant mindre.

For mig behøver en historie ikke at være nyskabende for at være god, og jeg kan personligt godt leve med klichéer, selv når de gør således, at jeg kan forudse slutningen, eller gætte hvem der overlever og dør. Netop fordi jeg ved dette til dels skyldes, at jeg har læst/set så mange forskellige historier, at en masse forskellige elementer nok vil være kliché for mig.

Hvordan har I det med klichéer? Er det nødvendigvis en negativ ting?