Læsning

‘Forbudt’ læsning

| Simone Hagemann

For lidt tid siden faldt jeg over følgende tweet af Wendy Higgins.

People who shame others for what they like to read have either forgotten the point of books, or don’t know the importance of individuality.

Jeg synes virkelig, det var helt fantastisk skrevet, og blev straks nødt til at dele det. Jeg synes desværre ofte, jeg hører folk snakke negativt om forskellige bøger/genrer og kigge skævt til folk, der læser disse. Specielt hører jeg ofte negative kommentarer om at læse bestemte genrer i offentligheden, og det forstår jeg virkelig ikke.

I min verden er det vigtigste, at man læser. Det kan gøre fuldstændig ligemeget, hvilke bøger eller genrer folk læser. Uanset om de sidder med erotik eller fantasy, får det mig til at smile – for tænk nu hvis det er lige præcis den genre, der faktisk får dem til at læse. Eller i hvert fald får dem til at nyde at læse; hvorfor skulle de så ikke have lov til at læse det, hvor og hvornår de har lyst?

En dag for et par måneder siden sad jeg i klassen og ventede på den næste undervisningstime skulle begynde, da jeg overhørte en stille diskussion mellem nogle af de andre på mit hold. Diskussionen startede ud med, at den ene pige viste de andre, at hun var begyndt på Fifty Shades of Grey, og fortalte at hun bare ikke kunne lægge den fra sig. Hvorefter en af de andre for det første kommenterede på, at sådan noget kunne man da ikke læse, og for det andet tydeligt mente, at hvis man endelig skulle læse det, så var det da noget, man skulle skjule for andre. Man kunne da ikke bare åbent snakke om det.

Og jeg var simpelthen så tæt på at blande mig, selvom jeg sad i den anden ende af lokalet, og slet ikke var en del af diskussionen. For jeg forstår virkelig ikke, at man kan have sådan en holdning – og slet ikke at man kan mene, at der er noget litteratur, man slet ikke skal snakke om, man læser. Det hele handler jo om ens personlige smag, og den kan og burde andre ikke blande sig i.

Hvis det ikke er kommet klart til udtryk allerede, så har jeg selv intet problem med at læse bestemte bøger eller genrer i offentligheden. Og jeg har da også siddet og læst erotik i både lufthavn, fly og tog, ligesom jeg har siddet og læst helt ‘uskyldige’ genrer som fantasy og krimi. Og jeg fortæller glædeligt om, hvad det er jeg læser, og hvad jeg synes om det – også selvom det er erotik.

Hvordan har I det med at læse f.eks. erotik i offentligheden? Gør I det selv? Og har I noget mod, at andre gør det?

 

Om at marathon læse serier

| Simone Hagemann

Jeg har altid været meget begejstret for bogserier, også selvom jeg finder dem en smule intimiderende, som jeg tidligere har skrevet om her. Jeg elsker at man kan forblive i det samme univers i længere tid, og at man kan følge de samme personer i længere tid. I det hele taget elsker jeg virkelig, hvordan man kan blive helt opslugt af historien, og have svært ved at lægge serien på pause. Og det er det, dagens indlæg skal handle om.

Jeg elsker nemlig at marathon læse serier! Det at man kan læse en bog færdig, og med det samme samle den næste i serien op tiltaler mig virkelig. For det første er det selvfølgelig rart, at man rimelig hurtigt kan få svar på evt. cliffhangers, og ikke skal gå alt for længe og bryde sit hoved med, hvad der mon kommer til at ske. Sådan har jeg det i hvert fald – men jeg er også rimelig utålmodig med sådanne ting. For det andet, synes jeg, det er virkelig rart, at man kan huske alt (eller det meste) af de tidligere bøger. Jeg er nemlig ret dårlig til at huske detaljer fra bøger. Hvilket er rimelig irriterende, hvis man skal vente længere tid på at læse den næste bog i serien, for ofte når jeg at glemme en del, og dermed skal jeg bruge det første stykke tid af bogen på at huske de(n) tidligere.

Desuden elsker jeg som sagt det med, at man bliver fastholdt i længere tid. Det er selvfølgelig lidt irriterende, at man ikke har serien til gode i længere tid. Men for mig bliver det virkelig opvejet af den intensitet, det har, at man i længere tid bliver fastholdt af denne samme historie.

Af disse grunde elsker jeg også, når jeg opdager serier, hvor alle/stort set alle bøger allerede er udkommet. På den måde kunne jeg læse Harry Potter-serien i én kør, læse de første fire bøger af Pretty Little Liars (der er ikke kommet flere på dansk – men de udgør alligevel på en måde en hel historie) over et par uger, og læse Freddy & Monstrene-serien i løbet af en sommerferie.

Desuden har jeg siden i onsdags været i gang med The Hunger Games, og selvom de to sidste bøger ikke er blevet læst ligeså hurtigt som den første, så elsker jeg virkelig, at jeg ikke har skulle vente på dem. Jeg elsker, at jeg kan huske alle detaljer, og at min ’forbindelse’ med universet ikke er nået at blive brudt. Desuden elsker jeg, at jeg ikke har skulle gå og været irriteret over, at jeg ikke vidste, hvad der nu ville ske.

Marathon læser I også serier? Eller foretrækker i at holde en pause mellem bøgerne i en serie?

Intimiderende bøger

| Simone Hagemann

Jeg hører ofte folk, der snakker om, hvor intimiderende tykke bøger er for dem, og de fleste gange ryster jeg lidt på hovedet. Jeg er nemlig slet ikke enig. Jeg kan da godt se, de tager længere tid at læse, men samtidig betyder det jo også, at man har længere tid sammen med bogen.

Jeg læser selv bøger med meget blandede længder; både korte, dem midt i mellem og de lange. Og selvom jeg nok oftest læser dem med en mellem længde, så elsker jeg de lange og tykke bøger! Jeg elsker, at det tager længere tid, før man er færdig med historien, og jeg elsker at historien har mere plads at udfolde sig på. For mig er en tyk bog i hvert fald ikke intimiderende – selvom det ikke er dem, jeg læser flest af i hverdagen.

I stedet bliver jeg intimideret af ting som serier, klassikere og fantasy.

Jeg elsker at læse bogserier, men alligevel er det oftest de bøger, jeg lidt undgår. Jeg føler det er så stressende at påbegynde en serie, for hvis nu man kan lide bogen, bliver man jo nødt til at læse videre. Og selvom jeg elsker, at man kan være i det samme univers eller læse om de samme personer i længere tid, så er tanken om, der måske findes 7-8 andre bøger i serien, altså en lille smule trættende. Dog har jeg intet problem med trilogier! Dem starter jeg jo nærmest på hele tiden.

Hvorfor jeg bliver intimideret af klassikere, ved jeg faktisk ikke helt. Jeg tror dog, det for det første har noget at gøre med, at der er så mange, der elsker dem. Det skræmmer mig altid lidt, da jeg så bange for at ende med at blive skuffet. Derudover har jeg en mærkelig fordom om, at (alle) klassikere er kedelige, hvilket jeg jo godt ved ikke passer, jeg kan bare ikke lade være at tænke det alligevel. Og det er nok også med til at gøre, det i hvert fald ikke lige er de bøger, som er mit førstevalg, når jeg skal vælge en ny bog at læse.

Fantasy bunder nok lidt i, jeg på et eller andet tidspunkt har bildt mig selv ind, at det ikke er noget for mig – også selvom jeg elsker Harry Potter og andre fantasybøger. Jeg ved ikke helt, hvor indbildningen kommer fra, men desværre forsvinder den ikke bare sådan lige. Og selvom jeg ofte finder fantasy bøger, der lyder rigtig spændende, så er det sjældent, jeg faktisk får læst dem.

Hvilke slags bøger bliver i intimideret af?

Ændrede vaner; bogkøb vs. bibliotekslån

| Simone Hagemann

Jeg har, som jeg tidligere har været inde på, altid elsket biblioteket. Jeg elsker, at man gratis kan låne alle de bøger, man har lyst til at læse, og jeg har flittigt besøgt biblioteket i løbet af mit liv. Men det seneste halve år, er det som om, mine vaner har ændret sig en del.

Jeg elsker stadig biblioteket, og synes det er en fantastisk idé, men alligevel har jeg i løbet af det sidste halve år kun lånt bøger på biblioteket to gange, og den ene gang var endda kun fordi, jeg ikke gad slæbe min kopi af Harry Potter og Dødsregealierne med ned til mine forældre, og derfor i stedet lånte den dernede.

Jeg har fået en virkelig stor lyst til at eje mine bøger, hvilket jeg aldrig rigtig har haft med undtagelse af nogle få, som har en speciel plads i mit hjerte. Jeg har derfor førhen også for det meste kun købt bøger, som jeg kendte godt i forvejen, og som jeg vidste, jeg ville kunne lide eller måske allerede elskede. Jeg køber selvfølgelig stadig disse bøger, men samtidig køber jeg også en del, som jeg ikke rigtig kender i forvejen, og som jeg slet ikke har en idé om, hvad jeg vil synes om.

Nu køber jeg selvfølgelig også mest brugte bøger, hvilket gør det noget billigere at eksperimentere, men det irriterer mig alligevel ret meget, at jeg ikke længere tænker så meget over biblioteket. For jeg kunne jo bare låne nogle af de bøger, jeg er lidt i tvivl om, og så evt. købe dem, hvis de er noget for mig, når jeg har læst dem. På den måde ville jeg ikke ærgre mig så meget over, hvis bogen ikke er noget for mig, for jeg skal jo alligevel aflevere den igen.

Det blev vidst lidt rodet, men det jeg egentlig prøver at sige er, at jeg skal blive bedre til at bruge biblioteket igen. For jeg kan jo stadig virkelig godt lide at gå på biblioteket, og jeg elsker at komme hjem med bøger, som jeg egentlig ikke havde planlagt men som lød spændende, og som jeg bare kan aflevere igen uden at læse, hvis de alligevel ikke siger mig så meget, når jeg kommer hjem.

Glemmer I også nogle gange, at biblioteket eksisterer?

Forkert bedømmelse af genre

| Simone Hagemann

I forrige uge blev jeg færdig med Sjæleknuseren af Sebastian Fitzek. En bog som jeg begyndte at læse med troen om, det var en krimi. Det viste sig dog, at den mere var en thriller/gyser, hvilket i sig selv sådan set ikke gjorde noget, men det var med til at gøre læseoplevelsen lidt skuffende for mig.

Det er virkelig unfair for bogen, at en forkert bedømmelse af genren før læsning, skal være med til at påvirke læseoplevelsen. Alligevel er det desværre ikke første gang, jeg har oplevet det. Jeg påbegynder læsningen med en tydelig mening om, hvilken genre bogen er, og når jeg så opdager, at den faktisk er en helt anden genre, har jeg oftest svært ved at læse videre.

Jeg vælger rigtig ofte bøger ud fra genren. Hvilken genre har jeg lyst til lige nu? Når jeg finder ud af det, synes jeg nemlig, det er lettere at finde frem til en bog, som vil falde i min smag. Men når genren så er bedømt forkert, ødelægger det oftest hele min læsning. Der var jo en grund til, det ikke lige var den genre, som jeg havde udvalgt fra start.

Bliver I skuffet over en bog, hvis I på forhånd har bedømt genren til at være en anden, end den viser sig at være?