Titel: “Dansende røde bjørne” / Forfatter(e): Dennis Jürgensen / Serie: Roland Triel / Sideantal:  488 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 15.11.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Et nøgent lig af en teenagepige findes i en københavnsk park, og Roland Triel og hans kollegaer på Politigården får travlt. En pædofil seriemorder er kort forinden flygtet fra et topsikret psykiatrisk hospital, så forbindelsen er nærliggende.

Efterforskningen forvirres af gådefulde sår på liget, som sammen med fundet af en klo antyder, at pigen kan være blevet dræbt af et rovdyr.

På Bøgeholm Sanatorium trænger en ukendt mand ind hos Andrea Triel, der blev mishandlet af sin mors morder fire år tidligere, og ikke har talt siden.

Triel erkender for sent at han har stået ansigt til ansigt med gerningsmanden, som nu også inddrager journalisten Thor Brandt i sit psykologske spil.

Efter at have vendt sidste side i denne bog sad jeg og krammede den nogle minutter, og det beskriver nok egentlig meget godt min oplevelse af den. Jeg sad smilene tilbage, også selvom jeg på ingen måde var klar til at forlade Triel endnu engang – slet ikke med uvisheden om, hvor længe jeg skal vente på at møde ham igen. For møde ham igen? Det skal jeg helt sikkert! Jürgensen har nemlig opfundet en person og en overordnet historie, som jeg bare ikke kan få nok af.

Egentlig skete der ikke så meget i denne bog, men samtidig skete der ufatteligt meget. Ja, det er komplet modsigende, så lad mig prøve at forklare. Bogen fokuserer hovedsageligt på to hovedbegivenheder, som udspiller sig nogenlunde samtidig. Men samtidig får vi på en måde også to andre historier flettet ind, som der bliver bundet en fin knude på tilsidst. Vi følger den mystiske drabssag, som Triel selvfølgelig skal opklare, samtidig med vi følger Thor Brandt i nogle meget nervepirrende timer. Ydermere finder Mia frem til en gammel sag, som bliver fortalt gennem diverse spændende breve, og Andrea er langsomt begyndt at udvikle sig. Bogen føltes til tider lidt langsom for mig, men samtidig var jeg så spændt, at siderne fløj forbi. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg havde den følelse – men jeg kunne ret godt lide den.

Bogen er nemlig virkelig spændende, og selvom jeg gættede morderen et godt stykke tid før afsløringen, så var dette faktisk bare med til af højne spændingsniveauet for mig. Jeg ville nemlig vide mere. Og det skulle bare være nu! Jeg var nemlig især meget optaget af motivet bag mordet, og hvordan det hele evt. hang sammen. Desuden var hele sagen med Thor Brandt virkelig neglebiddende spændende, og hjertet sad hele tiden oppe i halsen på mig, mens jeg heppede på den person, som jeg faktisk ikke rigtig havde kunne lide tidligere. Han får nemlig virkelig vist, hvor menneskelig han er, og det kunne jeg rigtig godt lide.

Desuden kunne jeg virkelig godt lide bogens sprog og skrivestilen i den. Jürgensen skriver legende let, og jeg elsker ham for det. Han kan bare et eller andet, som får sproget til at virke fuldstændig gennemtænkt, men samtidig også lader det træde i baggrunden, og gøre historien virkelig flydende. Desuden elsker jeg den humor, han får flettet ind på bedste vis, på trods af at bogens overordnede stemning er meget seriøs. Det fik mig nemlig bare til at elske bogen endnu mere.