“Du” af Caroline Kepnes

DuTitel: “Du”
Forfatter(e): Caroline Kepnes
Serie: –
Sideantal: 392
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 17.10.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kærlighed gør ondt…

Boghandleren Joe falder for den selvsikre forfatterspire Guinevere Beck det sekund, hun træder ind ad døren. Beck er summen af Joes vildeste fantasier: Smuk, sej, knivskarp og ufatteligt sexet.

Beck ved det endnu ikke, men de to er som skabt for hinanden. Der går heller ikke lang tid, inden hun ikke længere kan modstå Joe, der pludselig synes så godt som skræddersyet til hende, og da en række makabre ulykker flår Becks verden itu, er der kun en, hun kan søge støtte hos. Men Joe har sider, Beck slet ikke kender til, og Becks egen perfekte facade viser sig også kun at være toppen af isbjerget, da besættelsen sender dem ud i et destruktivt stormvejr med dødelig udgang.

Du var en lidt underlig men samtidig meget fascinerende læseoplevelse. Jeg glædede mig virkelig meget til at læse bogen, men jeg vidste faktisk alligevel ikke specielt meget om den, før jeg begyndte på den. Dog kunne jeg ret hurtigt fornemme, at det var en meget speciel bog, som jeg ikke bare sådan lige kunne sluge i et hug. Bogen krævede nemlig virkelig noget af mig, hvilket jeg faktisk ret godt kunne lide.

Bogens historie var meget interessant, ret skræmmende og virkelig fascinerende. Der sker virkelig meget i bogen, men det hele passer så fint ind, og jeg sad på intet tidspunkt og tænkte, at dette godt kunne have været udeladt. Det virkede hele tiden som om, der var en grund til alt, der skete, hvilket var virkelig skønt. Desuden er bogen fuld af referencer til forskellige litteratur, hvilket jeg fandt rigtig godt. Det gav et ret ’normalt’ twist til en ellers alt andet end normal historie.

Bogens personer var sindssyge! Især Joe var fuldstændig sindssyg, og der var intet han ikke ville gøre, for at få tingene som han ville have dem. Han er uden tvivl en crazy stalker, men samtidig virkede han også ofte som en virkelig skøn fyr, hvilket var meget skræmmende at læse om. Jeg følte med ham igennem stort set hele bogen, og selvom jeg havde svært ved at forstå nogle af hans handlinger, så gav de på en eller anden måde alligevel ret god mening. Beck var heller ikke den ’typiske’ gode person, og havde uden tvivl også nogle virkelig underlige handlinger, men præcis som med Joe, så var det svært ikke også at holde af og med hende. Desuden virkede Joe og Beck virkelig perfekte for hinanden, selvom deres metoder ’at være sammen’ slet ikke burde give mig denne følelse. For egentlig ødelagde de bare endnu mere hinanden.

Bogens sprog var virkelig fint, og jeg faldt over rigtig mange fine steder og sætninger i bogen. Det var dog meget specielt, og det var uden tvivl noget, jeg lige skulle vænne sig til, hver gang jeg læste i bogen. Det var desuden meget tungt, og i det hele taget fandt jeg det ikke rigtig passende til selve bogens handling, og var faktisk ret træt af, at Kepnes havde valgt at skrive bogen på denne måde – også selvom det var meget fint.

Både bogens historie og personer var meget fascinerende for mig, men alligevel kedede bogen mig en del flere steder, og der var flere gange, hvor jeg virkelig måtte overtale mig selv til, rent faktisk at vælge at læse i bogen. Dette trak desværre læseoplevelsen en del ned for mig, hvilket er virkelig synd, da jeg egentlig ret godt kunne lide den. Jeg tror dog også, at bogens sprog kan have været noget af det, som fik mig til at kede mig, idet det jo føltes meget tungt. På trods af dette er jeg dog ret sikker på, at det ikke bliver det sidste, jeg læser af Kepnes. Jeg er i hvert fald blevet nysgerrig efter at se, hvad hun ellers kan skrive.

Bedømmelses hjerter - 3,5 ud af 5


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *