De sidste par uger har jeg tænkt en del over begrebet spoiler. For hvornår er noget en spoiler, og hvornår bliver noget ’almindelig’ viden? Desuden tænker jeg, at spoilers kommer meget an på personen. Noget jeg opfatter som værende en spoiler, kan f.eks. være helt ’almindelig’ og måske nærmest ligegyldig viden for andre. Derfor er det efter min mening f.eks. rigtig svært at finde ud af, hvornår man skal passe på med at nævne forskellige ting i bøger. Men også hvornår man kan tillade sig at sige til andre, at en oplysning de giver om en bog, altså er en spoiler. For hvad nu hvis det kun er mig, der opfatter det således?
Desuden har jeg svært ved at finde ud af, hvor lang tid efter en bogs udgivelse og/eller popularitet, det er okay at begynde at give oplysninger, som kan virke som eller direkte er en spoiler. Egentlig burde svaret jo være aldrig; for det er jo altid virkelig irriterende at få spoilet en bog – det kan i hvert fald ødelægge læseoplevelsen fuldkommen for mig, men alligevel er der nogle ting i bøger, som efterhånden burde være så kendte, at de var okay at snakke om.
Klassikere burde jo egentlig også være okay at fortælle om (også med lidt spoiler-agtige beskrivelser), da man burde havde læst dem, man finder interesse i, og dermed være lidt ligeglad med at få spoilet noget ved andre. Sådan forholder det sig bare ikke altid. Jeg læser f.eks. ikke særlig mange klassikere, men der er en del, jeg gerne vil læse på et tidspunkt – bare ikke lige nu, og jeg synes jo ikke, det er særlig fedt f.eks. at få spoilet hele plottet, bare fordi jeg endnu ikke er noget til dem. Jeg kan dog alligevel godt se, at det nogengange kan være nødvendigt, for f.eks. at nå frem til en pointe, men derfor irriterer det mig stadig.
Det der irriterer mig mest ved spoilers er dog, udover det kan være svært at bedømme, at noget er en spoiler, når spoilers kommer fuldkommen uventet. Jeg kan sagtens leve med div. spoilers, så længe jeg bliver advaret om dem, og dermed selv kan beslutte, om jeg vil kende til dem eller ej. Men når jeg får smidt en spoiler i hovedet uden advarsel overhovedet, så bliver jeg altså sur. Efter min mening er det bare aldrig i orden – heller ikke selvom informationen måske burde være ’almindelig’ viden.
Hvordan har I det med spoilers? Synes I også, det kan være svært at finde ud af, hvornår noget er en spoiler, og hvornår det er ’almindelig’ viden?
Det er lidt forskelligt nogle gange kan jeg godt lide at vide lidt om en bog inden jeg går i gang med den og opsøger også nogle gange spoiler selv. Andre gange vil jeg slet intet vide om handlingen og bare lade mig rive med.
Lidt i samme dur er et andet begreb som fornyligt er begyndt at poppe up i engelske (læs amerikanske) anmeldelser: “trigger warnings”. Der for eksempel kan være; denne bog har meget voldelige scener, meget udførlige sexscener, overfald, voldtægt eller i denne bog forekommer er der homoseksuelle personer ( på engelsk kaldet LGBT ). Det irriterer mig for det spoiler da i allerhøjeste grad en bog. Jeg er godt klar over at det nok aldrig bliver kutyme i Danmark, da vi heldigvis ikke har så mange tabuer som i USA, men i denne globale tid støder man da på sådanne anmeldelser engang i mellem.
Sådan har jeg det også med nogen bøger. Nogle vil jeg gerne vide rigtig meget om (og måske også kende spoilers), og andre vil jeg slet ikke kende noget til handlingen, før jeg begynder min læsning.
Åh, trigger warnings har jeg det virkelig også svært med! For det første mener jeg godt, man selv burde kunne finde ud af, om man skal læse en bog eller ej. Jeg synes i hvert fald også, det er at spoile bogen i stor grad – nogle af de trigger warnings der kommer, er jo noget man ellers ikke ville vide noget om ud fra beskrivelsen af bogen.
Det kan helt sikkert være svært at vide, hvor grænsen går i forhold til spoilers. Jeg hørte et radioprogram i løbet af ugen, hvor værten spoilede en klassiker, han fortalte simpelthen hele handlingen inklusiv slutning, og jeg tænkte, at det egentlig var ret irriterende, men når der er tale om et gammelt værk, er det jo også svært ikke at blive spoilet 🙂
Ja, det er virkelig svært. Det du skriver om, ville jeg nok se som en spoiler. Det er dog nok mest fordi, at slutningen blev afsløret. Men det kan jo også være en spoiler, hvis der bliver afsløret et eller andet plot twist, som potentielt kan ændre meget på historien. Men ja, det er svært ikke at blive spoilet, når det er gamle værker, det handler om 🙂
Jeg synes det er super svært det der med spoilers. Hvis jeg skriver, at jeg godt kunne lide hovedpersonens udvikling gennem bogen, så er det jo ret neutralt – og så alligevel ikke, for så har jeg jo spoilet at der ER en udvikling. Jeg skriver efter, hvad jeg selv føler jeg virkelig ikke vil vide, og hvad jeg godt kan leve med at vide, for jeg synes det er svært ellers. Alle har jo forskellige spoiler-grænser.
Jeg gør også, som du gør. Hvis jeg føler, at en oplysningen ville være noget, jeg ville være ked af at have fået at vide på forhånd, så undlader jeg at sige noget om den. Jeg tænker nemlig også, at det er den bedste måde at gøre det på, for det er nok svært, at sørge for at ingen føler, de bliver spoilet på en eller anden måde 🙂
Jeg synes også, det er svært at vurdere, om noget er en spoiler eller ej. Jeg prøver at holde det i generelle vendinger, men kan fx godt finde på at sige, at jeg var irriteret over slutningen i en bog, eller at slutningen på en bog var uventet voldsom, fordi det jo ikke siger noget om, præcis HVAD der sker.
Selvom jeg respekterer, at andre har et ønske om ikke at få “spoilet” handlingen, har jeg det ikke selv på samme måde. Jeg har i de fleste tilfælde intet imod at læse beskrivelser af handlingen OG få afsløret slutningen, før jeg overhovedet beslutter mig for at læse bogen. Og jeg er også sådan en, der sagtens kan finde på at læse de sidste sider i bogen, før jeg beslutter mig for, om jeg vil læse den eller ej.
Jeg har det nemlig sådan, at det ikke er plottet, men det øvrige indhold, der skal bære læseoplevelsen for mig. Selvfølgelig er jeg nogle gange ærgerlig over, at være “kommet til” at afsløre bogens indhold for mig selv, fordi jeg godt ved, at det ville give noget ekstra ikke at vide, om bogen ender lykkeligt eller det modsatte (eller midt imellem) – Men det ødelægger sjældent noget for mig. Det er dog nok en stor del af årsagen til, at jeg aldrig har været glad for krimier;-)
Jeg synes også, det er fint at sige, at man er utilfreds med slutningen, og/eller ikke havde set den komme. Så længe man ikke siger, hvad der sker, eller laver hints, som måske kan få folk til at regne det ud.
Jeg har også tidligere været glad for at kende slutningen, før jeg overhovedet besluttede mig for, om jeg ville læse slutningen. Desværre har jeg oplevet flere gange, at min læseoplevelse er blevet ødelagt af det, og derfor er jeg også holdt op med det igen. Efter min mening får man jo for det meste en bedre oplevelse, hvis man ikke har nogen idé om, hvordan historien kommer til at udvikle sig 🙂