Titel: “Endnu en Katherine”
Forfatter(e): John Green
Serie: –
Sideantal: 283
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 30.4.2015
Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Mød Colin Singleton. Forhenværende vidunderbarn. Forhenværende fuld af potentiale. Nuværende fuld af lort. En anagramelskende nørd på mission for at bevise sin teori om, at menneskeheden kan opdeles i præcis to slags individer: Droppere og Droppede.
Lige pludselig var han hverken nogens kæreste eller nogens geni. Og det – for nu at bruge et komplekst begreb, som man vil forvente det af et vidunderbarn – stank virkelig.
Når det handler om piger (og det gør det tit for Colin Singleton), har alle hver deres type: Colins er ikke fysisk, men sproglig. Han kan godt lide Katheriner. Men nu er han blevet droppet. Af en pige ved navn Katherine. For nittende gang. Colin Singleton har et meget indviklet problem med en meget enkel løsning…
Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog, da jeg har elsket stort set alt andet, som jeg har læst af Green so far. Hvilket vil sige alle hans bøger på nær Gåden om Alaska, jeg stadig har til gode. Jeg håber derfor også meget på, at jeg ville komme til at elske denne bog. Især fordi den skulle være ret nørdet, hvilket jeg på mange punkter selv er. Desværre kom jeg bare aldrig rigtig til at elske den.
Bogens historie var rigtig god – ingen tvivl om det. Jeg elskede at følge Colin og Hassans eventyr og udvikling, og jeg elskede at læse om Gutshot, som virkelig sendte mig på en skøn rejse til en helt typisk by langt ude på landet i syden af USA. Jeg elskede desuden, hvor mange personer man mødte i byen og hele budskabet omkring disse.
“Bøger er de ultimative Droppede: Læg dem fra dig, og de venter på dig til evig tid; giv dem opmærksomhed, og de gengælder altid din kærlighed.”
Der hvor filmen lidt knækkede for mig var, at jeg nogle gange følte jeg sad og læste i en matematikbog. Og selvom jeg egentlig er ret glad for matematik, så blev det simpelthen for meget for mig. Efter min mening fik det nemlig bogen til at føles alt for tung, selvom historien i sig selv egentlig lagde op til en ret ’let’ og hyggelig bog. Altså jeg kunne som udgangspunkt godt lide de matematiske ting i bogen, og synes det gav et rigtig godt element til historien, men for at jeg skulle have kunne elske bogen, så skulle det nok have været forkortet ned med ca. 50%.
Bogen indeholder desuden en del fodnoter, hvilket egentlig fungerede rigtig godt for historien. Når det er sagt, så var jeg dog personligt ikke helt så vild med dem, da jeg lidt følte, de ødelagde flowet i bogen, hvilket ellers var ret godt. I det hele taget var sproget ret passende for bogen, og selvom jeg ikke markerede vildt mange gode citater, så markerede jeg et par stykker, som jeg virkelig elskede.
“(..) for han kunne lide den proces, det er at læse, magien ved at forvandle krusedullerne på papiret til ord inde i hovedet.”
Bogens personer var desuden virkelig skønne, og nok det der var med til at gøre, at jeg trods alt var rimelig begejstret for bogen. Colin er den perfekte nørd, og jeg elskede simpelthen at følge med i hans tanker – selvom de til tider var en anelse svære at forstå. Efter min mening var han desuden rigtig let at holde af og med, og jeg ville faktisk ønske, jeg kendte ham i virkeligheden. Han virker i hvert fald som en rigtig god ven.
Alt i alt var det på ingen måder min yndlingsbog af John Green, men det var uden tvivl en læseværdig bog, som jeg er meget glad for at have stiftet bekendtskab med.
