Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.
Denne uges bog kommer vidst ikke som en overraskelse for nogen. I hvert fald ikke hvis man har fulgt lidt med på enten bloggen, Twitter eller Goodreads her på det sidste. Jeg er nemlig virkelig inde i en periode, hvor jeg gerne vil læse bøger ‘lette’ fluffy bøger, eller bøger der har en god kærlighedshistorie. Desuden har jeg virkelig kun hørt rosende ord om den, og jeg bliver gang på gang anbefalet at læse den.
Bogen, jeg snakker om i denne uge, er Mig før dig af Jojo Moyes.
Lou Clark ved en masse ting.
Hun ved hvor mange skridt der er fra bussen og hjem.
Hun ved, at hun elsker sit arbejde på The Buttered Bun, og hun ved at hun måske ikke elsker sin kæreste Patrick, så højt som hun burde.
Hvad Lou ikke ved, er, at hun lige om lidt mister sit job, og at det bestemt ikke er nemt at få et nyt.
Will Traynor ved, at han ikke længere har lyst til at leve.
Han ved, at livet nu føles småt og glædesløst, efter at han er blevet lam i stort set hele kroppen – og han ved præcis, hvordan han vil gøre en ende på elendigheden.
Hvad Will ikke ved, er, at Lou lige om lidt vil bryde ind i hans liv og gøre hans dagligdag knap så farveløs.
Og hvad ingen af dem ved, er, at de kommer til at forandre hinandens liv for altid.
EDIT d. 7.5.14: Under blogflytning blev dette indlæg desværre slettet, og derfor er datoen på indlægget forkert. Desuden er alle kommentarer desværre også gået tabt.