Titel: “Joyland”
Forfatter(e): Stephen King
Serie: –
Sideantal: 301
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 12.3.2015
Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra Gucca. Køb den her.
Devin Jones ser tilbage på den periode, hvor han som 21 årig arbejdede i forlystelsesparken Joyland. Han havde været en usikker og ensom ung mand med et knust hjerte, som havde fået job i et middelmådigt tivoli med en hjemsøgt forlystelse. Et uopklaret mord var nemlig engang blevet begået i selvsamme tivoli. I Kings hånd en nervepirrende cocktail.
Ordene på facaden af Spøgelseshuset i Joyland kunne også stå på forsiden af denne bog: “Kom indenfor hvis du tør”. Man træder indenfor med bævende knæ, og man træder ud med nedbidte negle. Men også varm om hjertet og rørt. Kings univers er på én gang uforudsigeligt og genkendeligt – og gennemsyret af spænding.
Jeg havde store forventninger om, at denne bog ville få mig til at ligge søvnløs om natten, men samtidig også røre mig rigtig dybt. Efter min mening er det i hvert fald det, som bagsideteksten lægger op til. Jeg lå dog på ingen måder søvnløs over den, men den rørte mig på rigtig mange måder, og jeg er sikker på, flere af bogens personer kommer til at sidde i min hukommelse længe.
Bogens historie er på flere måder rigtig spændende. Bogen er nærmest en blanding af krimi, gys og kærlighed, hvilket fungerer rigtig godt. Selve krimihistorien gør bogen rigtig spændende, idet jeg hele tiden sad og håbede på, man snart fandt ud af, hvem morderen var – og jeg gættede da også selv med. Bogen er dog også gennemsyret af underliggende gys; man når aldrig at blive fuldstændig skræmt, men uhyggen gør virkelig sit til bogen. Det bedste ved historien var dog efter min mening Devins ‘dannelsesrejse’ og kærlighedsdelen.
Devin var virkelig en skøn fortæller og hovedperson. Han var meget let at holde af, og jeg følte virkelig, jeg blev hans ven under læsningen. Man kom dybt ind under huden på ham, og jeg føler på alle måder, jeg kender til hver eneste krog af hans sjæl. Han er helt igennem sød, og vil kun sine medmennesker det bedste. Desuden er han meget åben over for nye folk. Han udvikler sig meget i bogen, og går fra at være en usikker fyr, der helst følger i kærestens fodspor, til at være meget selvsikker og tage hånd om sit eget liv. Og denne udvikling var simpelthen så skøn at være vidne til.
Bogen er fortalt af Devin, som kigger tilbage på hans tid i Joyland, hvilket fungerer fantastisk. Jeg elskede den helt specielle stemning, det gav, og desuden nød jeg at læse små hints til, hvad der videre skete i hans liv, og hvordan tiderne i Joyland forandrede ham. Desuden er bogen skrevet i et skønt sprog, som også fungerede rigtig godt for bogen. Det gav et rigtig godt flow til bogen, og det eneste der irriterede mig en smule var, at bogen ikke er inddelt i kapitler. Altså den er på en måde inddelt, men jeg ville have ønsket, at det var med kapitler istedet.
Derudover var der én af anden ting, som ikke fungerede helt så godt efter min mening. Bogen indeholder en form for plottwist, hvilket som sådan egentlig er meget godt, desværre kom det bare til at føles meget fladt for mig. Jeg sad i hvert fald tilbage med en følelse af “hvorfor?”. Desuden ville jeg nok egentlig hellere have undværet det, hvis jeg skal være helt ærlig. Det ødelagde i hvert fald efter min mening lidt slutningen af bogen.
Alt i alt var det dog en skøn fortælling, som virkelig gav mig lyst til snart at læse mere af King. Desuden er som sagt sikker på, at bogens personer ikke sådan lige forlader min hukommelse, og det er virkelig altid et plus for mig.
Hvor er jeg glad for at høre, at du kunne lide den 🙂
Jeg læste bogen sidste år og var meget positivt overrasket over, hvor velskrevet den var. Den er simpel og alligevel meget rørende. Absolut en af de bedste nutidige King-bøger.
Mvh.
Den lille Bogblog – http://www.denlillebogblog.dk
Simpel. Et virkelig perfekt ord til at beskrive bogen med. Den er jo netop virkelig simpel men alligevel så rørende 🙂