Min kæreste spurgte tidligere, om han ikke måtte få lov til at skrive et gæsteindlæg, da han gerne ville diskutere emnet klichéer med jer. Og da jeg fandt hans tanker ret interessante, fik han selvfølgelig lov til dette. Jeg vil derfor nu give ordet til min kæreste.
Kender vi ikke alle det at blive fortalt om en ny bog og få at vide, at den er fyldt med klichéer, og derfor nok bare skal springes over? Eller at klichérne i hvert fald bliver fortalt om med en negativ klang?
Men er en kliché nødvendigvis kun en dårlig ting for en historie?
Hvis vi skal undgå klichéer, skal vi prøve at skabe nyt i vores historier. Men på et eller andet tidspunkt, vil vi vel ramme et punkt, hvor alt er blevet til klichéer, og selv de skøreste og mest langt ude historier vil blive omtalt som klichéer.
Hvis en historie handler om et bestemt emne eller indeholder personlighedstyper, vi muligvis har set før, skal det så trække ned netop, fordi vi har set det før? Man burde vel mere se på, om klichéen egentlig fungerer og passer ind i historien, end på hvorvidt det er set før.
Selvfølgelig kan det trække læseoplevelsen af en bog ned, hvis den bliver alt for forudsigelig, men er det kun klichéernes skyld, at en bog bliver således? Det afhænger vel også en del af, hvilket læser det er, der læser bogen. En hyppig læser vil nok oftere kunne forudse plottet i en historie, end en ny læser, da denne læser nok har mere erfaring udi dette end den nye læser. Desuden kan forfattere jo også benytte sig af klichéer aktivt, og rent faktisk bygge spændende og udforudsigelige plot twist op omkring dem. Men disse måder at benytte klichéer til plot twist ender vel også med at blive klichéer på et tidspunkt, hvor man så igen skal til at undgå at benytte disse.
Hvad, der bliver kliché, er vel også op til den enkelte læser, og afhænger vel mest af alt af, hvordan læseren opfatter disse kliché. Siden klichéer netop kan være en subjektiv holdning, så burde det vel heller ikke kunne trække ned ved en bog, da det opfattes forskelligt fra læser til læser. Dermed ikke sagt, at det ikke er værd at nævne, når vi omtaler bøger, da det kan være med til at skabe diskussion om, hvorvidt en bog var for forudsigelig eller om den måske skulle have haft en kærlighedstrekant mindre.
For mig behøver en historie ikke at være nyskabende for at være god, og jeg kan personligt godt leve med klichéer, selv når de gør således, at jeg kan forudse slutningen, eller gætte hvem der overlever og dør. Netop fordi jeg ved dette til dels skyldes, at jeg har læst/set så mange forskellige historier, at en masse forskellige elementer nok vil være kliché for mig.
Hvordan har I det med klichéer? Er det nødvendigvis en negativ ting?
Spændende indlæg! Interessant med et tiltag fra kæresten! 😉
Jeg ser ikke klichéer som en negativ ting. Men jeg elsker også klichéer. Selvfølgelig skal historier ikke altid kunne forudsiges 100%, men små ting som bare er ‘så kliché’ især på den romantiske del, dét er jeg altså fan af. 😀
Læser ikke selv så mange romantiske historier, men synes at det ofte bliver det samme, hvilket ikke er skidt for ja, den slags er jo bare hyggeligt.
Og så er der den slags som Susannes Dagbog til Nicholas, som er en kærlighedshistorie, men langt fra kliché, hvilket også bare er godt! 😀
Spændende diskussion, og hyggeligt med et gæsteindlæg! 🙂
Personligt har jeg det svært med nogle typer klicheer, men det kommer helt an på, hvor “voldsomme” de er. Kliche kan have en vis charme, og der er jo typer af bøger og film for den sags skyld, som man jo normalt ved, hvordan vil slutte, ofte er det jo romantiske bøger, som man snakker om, at man ofte kan lure slutningen på.
Jeg vil dog skelne mellem kliche og at noget er uoriginalt, det er kliche at en romantisk bog ender i et kys/ægteskab/osv. det er noget, der er ekstremt fortærsket, mens uoriginalt mere er en gentagelse eller en form for kopiering, altså det vil være uoriginalt at have en dreng med runde briller være ven med en rødhåret dreng der har en rotte, men det vil ikke være kliche. Selvom det måske nok i visse tilfælde vil være svært at “se forskel”. Det jeg egentlig mener er, at jeg vil være træt af uoriginalitet, men en bog kan godt være god (og original) selvom der indgår klicheer. Klicheer behøver, som du skriver, bestemt ikke betyde, at bogen er dårlig! 🙂
Hahahaha – Jeg vil meget gerne se en bog om endnu en dreng med runde briller og en rødhåret rotteelskende ven! 😛
Hvor er det sjovt, at lade din kæreste tage ordet!
Jeg har det lidt blandet med klicheer. Som din kæreste skriver, så er de jo fine såfremt de fungerer. Er det en kliché at skrive om kærlighed? Det er det måske, men for mange fungerer det alligevel, fordi historierne bliver unikke, selvom emnet er lige så urgammelt. Desværre har jeg også oplevet det modsatte, at klicheer ikke bidrager med det mindste. Det gælder særligt for ungdomsfiktion, hvor kompositionen ofte er den samme: en pige møder en dreng og endnu en dreng og et trekantsdrama opstår, og det er jo et reelt nok emne at skrive om, men for mig at se (og jeg har virkelig læst meget af den type fiktion) så bliver denne komposition bare brugt som skabelon, og det leder til rigtig mange ens fortællinger, som bliver intetsigende. En bog behøver ikke revolutionere, men jeg har samtidig svært ved at affinde mig med tanken om at læse et hav af bøger, der fundamentalt er ens, når forventningerne og håbet ikke er derfor, for misforstå mig ikke, jeg holder af at genlæse de samme bøger. Det blev måske en lidt kringlet kommentar, men jeg håber, at du kan se min pointe.
Nu hvor der bliver udgivet så ekstremt mange bøger og ingen rigtig har tid til at læse samtlige er det vel også nødvendigt at udvælge sine bøger med større omhu, så forstår godt, at du måske gerne vil undgå at læse den samme historie med forskellige karakterer 😛
Og jeg forstår helt klart hvad du mener, når du nævner trekantsdramaet. Det er helt klart en skabelon, der bliver brugt meget. Men det lyder som om den fungerer godt i nogle bøger, af hvad Simone har fortalt mig.