Jeg elsker bøger, hvilket der vidst ikke er nogen tvivl om. Og jeg elsker at eje bøger. Især elsker jeg at eje mine yndlingsbøger, da jeg dermed altid kan bladre og læse i dem, præcis når jeg har lyst til det – også selvom det skulle være midt om natten. Jeg elsker desuden at eje flere eksemplarer af mine yndlingsbøger, hvilket jeg også gør med flere af dem.
Grundene hertil er mange, men egentlig bunder det nok aller mest i, at jeg er bange for at miste dem. Jeg er f.eks. konstant bange for, at jeg på et tidspunkt slider et eksemplar af en yndlingsbog op, og bogen er udgået af produktion i mellemtiden. Og derfor kan jeg godt lide tanken om, at hvis dette skulle ske, så har jeg et andet eksemplar til at ligge, som kan erstatte pladsen. Jeg har desuden yndlingsbøger, som allerede er udgået af produktion, og hvor jeg har kæmpet med at finde frem til det eksemplar, jeg ejer. Derfor køber jeg ofte endnu et eksemplar, hvis jeg skulle støde på et (til en nogenlunde pris).
Jeg køber dog også flere eksemplarer af yndlingsbøger, fordi jeg godt kan lide at eje forskellige udgaver. Dette kan være fordi, jeg f.eks. ejer en paperback, men også gerne vil have en hardback, for at have et lidt mere robust eksemplar. Det kan dog også være fordi, jeg ganske enkelt forelsker mig i flere forskellige udgaver af bogen.
En anden grund kunne være, at jeg ejer min yndlingsbog på forskellige sprog. Dette oftest være sig både dansk og engelsk, da jeg for det meste først har ejet den danske udgave, men har været nysgerrig efter at se, hvordan bogen egentlig er på originalsproget.
Jeg ejer to udgaver af Eleanor & Park af Rainbow Rowell, fordi min første bog var et anmeldereksemplar i paperback, og jeg derfor bare måtte have en færdig udgave i hardback. Jeg startede også med at eje (en slidt) paperback af Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson, så da jeg en dag i en genbrug faldt over selvsamme bog i hardback, blev jeg nødt til at have den som backup.
Jeg ejer to sæt af Harry Potter bøgerne af J.K. Rowling + én ekstra kopi af hhv. Harry Potter og De Vises Sten og Harry Potter og Dødsregalierne. Dette gør jeg hovedsageligt fordi, jeg ikke vil ødelægge mit ‘specielle’ sæt (mere end det allerede er), og fordi jeg første gang læste dem i de originale danske udgaver, og der derfor er noget nostalgisk over at eje disse udgaver. Jeg ejer desuden også en svensk udgave af Harry Potter og De Vises Sten, fordi jeg gerne vil prøve at forbedre mit svenske.
Den bog som jeg ejer flest udgaver af, kommer måske ikke rigtig som en overraskelse for jer. Det er nemlig Freddy og Monstrene af Dennis Jürgensen. Jeg ejer nemlig hele fire eksemplarer af denne, hvoraf de tre er den samme udgave. Dette skyldes bl.a., at jeg har min (meget elskede) kopi fra min barndom, som er rimelig smadret (og ligger hos mine forældre). Jeg blev derfor nødt til at købe et eksemplar, som jeg kunne have hos mig hele tiden, og som en erstatning i tilfælde af, at den anden en dag skulle gå i stykker. Desuden ejer jeg en tredje kopi af denne udgave, da jeg ikke kunne bære tanken om, hvis nu de to andre skulle gå i stykke, og jeg aldrig ville kunne finde udgaven igen (denne er nemlig udgået for nogle år siden). Jeg har derfor udelukkende denne liggende som en backup. Derudover ejer jeg bogen/bøgerne i en anden udgave. Jeg ejer nemlig også de 5 bøger i enkelte udgaver, hvorimod de tre andre bøger i bind-up. Dette gør jeg, da disse er meget lettere at tage med mig forskellige steder.
Kunne I finde på at eje flere forskellige udgaver af en yndlingsbog? Gør I det måske allerede? Hvis I gør, hvilke grunde er der så til det? Kan I nikke genkendende til mine grunde?
Jeg er efterhånden også begyndt at have bøger i flere forskellige udgaver, mest af alt fordi forskellige forlag bliver ved med at genudgive dem i pænere og smukkere udgaver for hver gang, og så bliver man altså fristet!
Men det er helt klart primært de bøger jeg elsker og holder aller mest af som jeg vælger at investere i mere end en gang, hvis det er en bog jeg ikke regner med at læse mere end et par gange i min levetid kan jeg sagtens leve med at den bare står i en (måske kedelig) udgave på hylden.
Og så er der bare alle de super fantastisk über flotte udgaver fra mange af de større specielle forlag som bliver ved med at lokke i min pengepung. 🙂
Haha, jeg kender det alt for godt. Men nogle bøger kommer altså virkelig også i så mange uendeligt fine udgaver, som det er meget svært at holde fingerene fra. Det er dog sjældent, jeg køber flere udgaver af bøger, som ikke er yndlingsbøger. Her vil jeg nemlig for det meste hellere bruge pengene på at købe flere (nye) bøger 🙂
Griner lidt her 🙂 Jeg er medskyldig i, at en veninde ejer mere end hendes to eksemplarer (dansk og engelsk) af “Anne fra Grønnebakken”, så hun har den nu også på tysk, fransk, spansk, portugisisk og flere andre sprog.
Selv ejer jeg Dan Browns “Inferno” både på engelsk og dansk. Var nået halvvejs i den på engelsk, da jeg så skal afsted på en last-minute rejse for mit job – glemmer selvfølgelig læsestof (den eneste gang det er sket, da jeg normalt altid har en bog i min taske), så jeg var da “nødt” til at købe den på dansk i Kastrup Lufthavn (havde ikke tid til at finde den på engelsk) for, jeg skulle læse den færdig.
Wow, det er ret vildt, at hun har så mange eksemplarer på så mange forskellige sprog af den samme bog 🙂
Haha, det kunne jeg uden tvivl også godt finde på, hvis jeg glemte at tage en bog med på en rejse, og bare måtte læse den færdig 😛