Titel: “Paprika Zola Elvira”
Forfatter(e): Marie Duedahl
Serie: Paprika Zola Elvira #1
Sideantal: 66
Forlag: Turbine
Udgivet: 22.9.2014
Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget
At være 14 år . ikke så sjovt som det lyder
Paprika er den nye pige i klassen. Lidt sær med sit vilde tøj og røde hår. God til at synge og spille guitar. Dårlig til – alt andet. Hendes advokatforældre har svært ved at skjule deres skuffelse.
Zola er en sort pige i en kridhvid familie. Hader kram og følelser. Elsker karate og sin lillebror. Måske også sin papfar, men det må ingen vide. For han flytter jo alligevel fra dem.
Elvira er klassens klogeste, men føler sig dum og kikset. Zola er holdt op med at svare på hendes sms´er. Måske skulle man bare blive en helt anden?
Denne bog ville jeg virkelig gerne selv havde læst, da jeg var lidt yngre. Jeg er nemlig overbevist om, at mit yngre-jeg ville havde elsket den. Især fordi den minder mig om flere af de bøger, som jeg rent faktisk læste, men uden at være præcis således. Jeg nød dog virkelig også at læse den, selvom jeg er noget ældre end bogens målgruppe.
Bogens historie var virkelig god, og der var nogle rigtig gode budskaber i den. Jeg elskede f.eks., hvordan den på forholdsvis få sider nåede ret godt omkring både skilsmisse, manglende selvtillid og mobning. Især mobningsaspektet synes jeg, der blev taget rigtig godt fat i, og jeg elskede hvordan de tre pigers forhold udviklede sig, og hvordan de passede på hinanden.
Jeg synes dog ikke helt, at de tre hovedpersoner virkede som om, de var 14, selvom det er dette, de er sat til at skulle være. De virkede på en eller anden måde lidt for umodne til, at det virkede ægte. Jeg tror dog ikke, man vil tænke over dette, hvis man læser den, mens man er under 14. Jeg ville dog nok havde sagt, at de ud fra deres opførsel måske nærmere skulle havde været omkring 12. Dette ville dog havde krævet, at man havde ændret en smule på historien, men jeg er overbevist om, at det ville have fået den til at virke en del mere ægte.
Når dette er sagt, så synes jeg dog ret godt om de tre hovedpersoner. Jeg elskede, at de var tre ret forskellige typer fra ret forskellige baggrunde. Det gjorde nemlig bare historien endnu mere interessant. Desuden var de ret let at holde af og med, hvilket jeg synes var en meget vigtig ting.
Sværhedsgraden på sproget vil jeg ikke kommentere på, andet end at jeg synes, det virkede meget passende. Jeg vil dog sige, at jeg synes, dialogerne var skrevet ret godt, og jeg følte virkelig, at sproget virkede ægte. Nogle ord ville måske være lidt ændrede, men jeg føler, det ligger ret tæt op ad, hvordan 14 årige taler i dag.
