Titel: ”PS: Jeg elsker dig!”
Forfatter(e): Cecelia Ahern
Serie: –
Sideantal: 472
Forlag: Bazar
Udgivet: 23.9.2004
Læst på: Dansk

Holly og Gerry havde det perfekte liv. De var lykkeligt gift, boede i Dublin tæt på deres venner og familie, og med fuld fart på hverdagen havde de verden for deres fødder. Troede de. Troede Holly. 

Et par måneder før hun runder de 30, bliver hun forladt af manden der var hendes elsker, hendes bedste ven og faste holdepunkt, og uanset hvad hun gør, kommer han ikke tilbage. Og så alligevel gør han. Et par måneder efter hans død dukker hans sidste gave til hende op: ‘Listen’ – ti breve, hvor manden, der kender Holly bedre end nogen anden, lærer hende at livet går videre. Og med lidt hjælp fra vennerne og familien, der både elsker hende og driver hende til vanvid, bliver vejen til et nyt og spændende liv brolagt med både tårer og latteranfald.

En hjertevarm fortælling om at holde fast, give slip og lære at elske igen.

Jeg havde virkelig store forventninger til denne bog. Jeg elsker nemlig virkelig filmen, og rigtig mange folk havde fortalt mig, at bogen skulle være endnu bedre end den, hvilket bare havde gjort mine forventninger endnu større. Jeg elsker stadig filmen efter at have læst bogen, men filmen kommer slet ikke op på samme niveau som bogen. Bogen er simpelthen så god!

Jeg blev dog ret overrasket over, hvor stor forskel der er på filmen og bogen. Det er nærmest som om, det er to forskellige historier, hvor det bare er de samme personer, man følger, og hvor Listen selvfølgelig spiller en stor rolle. Men det synes jeg absolut ikke gjorde noget, det gjorde jo bare således, at jeg faktisk ikke kendte historien – udover i store træk selvfølgelig. Og selve den historie bogen fortæller, var jeg helt vild med. Den er virkelig fantastisk, og der var faktisk overhovedet ikke noget, som jeg ville have ønsket var anderledes.

Bogen er meget realistisk skrevet, hvilket jeg synes er rigtig godt. Man lever sig virkelig ind i den, og jeg sad virkelig og følte med Holly i både mod- og medgang. Jeg synes nærmest, det føltes som om, man selv var en del af det hele. Jeg sad i hvert fald både med tårer i øjnene og udbrød høje latterbrøl.

Bogen er nemlig også skrevet i et rigtig godt sprog. For det første føles det meget flydende, og for det andet er det virkelig humoristisk. Selvom bogens historie på mange måder er meget trist, så er den skrevet på en måde, så man virkelig ikke kan lade være med at sidde og smile eller grine i løbet af den.

Til sidst er der ikke rigtig andet at sige end: Læs den! Og at jeg også vil have breve, hvis min kæreste dør før mig. Det er jo en rigtig god måde, at få sin partner på rette spor igen.