Titel: “Pulsens koordinater” / Forfatter(e): Nanna Lundgaard Arbøl / Serie: – / Sideantal: 108 / Forlag: Copenhagen Storytellers / Udgivet: 27.2.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Pulsens koordinater begynder med en kvindes mistede hjerte, og tager dig med igennem et sanseberusende hav af følelser, tanker og nye erfaringer. En skyggevandring gennem Københavns gader i jagten på hendes indre puls og storbyens vildskab, med hver tekst som et koordinat på denne rejse.

Jeg glædede mig til at læse denne digtsamling, da jeg var ret vild med Arbøls sprog i hendes første digtsamling, og jeg håbede derfor på, det ville være ligeså godt i denne. Jeg vidste derfor faktisk heller ikke rigtig så meget om, hvad samlingen egentlig handlede om, da jeg var lidt ligeglad. Det vidste sig dog, at det desværre nok var ret vigtigt for min læseoplevelse; bogen havde nemlig København som hovedbaggrund, og det har jeg det svært med i digtsamlinger. Jeg kender nemlig ikke København; i hvert fald ikke som andet end en by, jeg virkelig ikke er den store fan af – jeg har derfor også meget svært ved at sætte mig ind i stederne, og relatere til kærligheden til byen, som stråler ud af digtene.

“[..]og du bliver enig med dig selv, at hjem ikke er et sted men en følelse.”

I det hele taget havde jeg meget svært ved at relatere til digtene i samlingen, og til at sætte mig ordentlig ind i dem, hvilket gjorde at læseoplevelsen kom til at virke meget flad for mig. Jeg kæmpede mig gennem en stor del af digtene, hvilket gjorde at hele oplevelsen af samlingen blev ret negativ for mig, også selvom jeg inderligt håbede på, at jeg ville kunne lide den. Jeg kan nemlig sagtens se, at der er rigtig mange fine kvaliteter i digtene, og jeg kan også sagtens forstå, hvorfor andre måske vil forelske sig fuldkommen i dem. Og det bør de også gøre; jeg er nemlig sikker på, at det mere er mig, der er noget galt med, end at det er bogen. Men nogle gange må man også bare indse, at det ikke er alt, der slår lige hårdt for forskellige personer – og jeg må acceptere, at dette bare ikke var en bog for mig.

“[..]så det siver derind, hvor poesi gør ondt, og kærlighed er limen.”

Arbøl har dog et fantastisk sprog, og der er ingen tvivl om, at hun virkelig kan skrive. Desuden er der heller ikke nogen tvivl om, at hun er rigtig dygtig til at skrive lyrik. Historierne i denne samling var bare ikke for mig, og det er okay. Også selvom jeg var virkelig vild med sproget, og stødte på flere fine sætninger. Men det gør så også bare, at jeg er sikker på, at jeg ikke har læst det sidste af Arbøl; for måske kommer jeg til at kunne relatere bedre til hendes næste digtsamling.