I forrige uge taggede Caroline (se hendes svar her) mig til at lave dette tag, og da jeg faktisk har overvejet det ret længe efterhånden, så skulle der ikke meget betænkningstid til, før jeg besluttede mig for at lave det. Jeg synes nemlig, det virker ret interessant, og som om det har nogle spørgsmål, jeg ikke tidligere rigtig har svaret på.
1. Grådighed: Hvilken bog er den dyreste og hvilken bog er den billigste du ejer?
Den dyreste tror jeg er Harry Potter: Page to Screen af Bob Maccabe. Den er i hvert fald stadig virkelig dyr – men den er så også virkelig fantastisk og uden tvivl alle pengene værd. Den billigste er noget sværere at finde ud af; jeg har nemlig virkelig mange bøger, jeg har enten fået eller købt meget billigt. Men den første jeg lige kommer i tanke om, og som tilmed er købt virkelig billig som helt ny er Fahrenheit 451 af Ray Bradbury. Den købte jeg nemlig sat sygt meget ned for kun 8,5 kr. i Arnold Busck i Svendborg.
2. Vrede: Hvilken bog har du et had-/kærlighedsforhold til?
Hm, den første jeg lige kommer i tanke om er After-serien af Anna Todd. Jeg hader nemlig lidt, at jeg så godt kan lide den. Det er jo virkelig ikke “ordentlig” litteratur, men serien er simpelthen så fangende, og jeg elsker hvor letlæselig den også er.
3. Frådseri: Hvilken bog er den pæneste du nogensinde har købt?
Jeg har købt virkelig mange rigtig smukke bøger, men nogle af de smukkeste bøger, jeg har købt er uden tvivl mit bokssæt med de Harry Potter-serien på engelsk (dem der ses på billedet). De bøger er virkelig så fantastisk smukke både udenpå og indeni, og samtidig passer deres udseende bare så godt til bøgernes historie.
4. Dovenskab: Er der dele af en bog du ikke læser på grund af dovenskab?
Ikke sådan rigtig. Altså det er ikke altid, jeg grundigt læser takke-sektionen igennem; men på den anden side er det også meget sjældent, at jeg fuldstændig springer den over. Det samme med “om forfatteren” – disse læser jeg igennem, hvis jeg ikke på forhånd kender forfatteren, men springer over hvis jeg kender forfatteren.
5. Hovmod: Hvilken bog er du allermest stolt over at kunne fremvise på din reol?
Det må nok være mit helt gamle eksemplar af den samlede udgave af Freddy & monstrene af Dennis Jürgensen. Ikke fordi det som sådan er en speciel bog at eje, men fordi den simpelthen er slidt op af kærlighed til den. Den er så ødelagt; hvilket ikke er fordi, den ikke er blevet passet på, men fordi den er blevet læst vildt mange gange, og samtidig også har været med på camping ret mange gange. Og jeg synes simpelthen det er så fedt, at kunne vise en så elsket bog frem i min samling.
6. Utugt: Hvilken karakter kunne du godt tænke dig at få virkeliggjort?
Hermione! Hun er så meget som mig selv, så jeg ville virkelig elske at kunne være venner med hende. Desuden tror jeg samtidig, at jeg ville kunne lære rigtig meget af hende, og det er jo altid skønt. Især fordi jeg er sikker på, hun ville lære fra sig på en rigtig god måde.
7. Misundelse: Hvilken bog vil du allerhelst modtage som gave?
Åh, det er svært. Der er jo en del (faktisk kommer der forhåbentlig ret snart et indlæg om mine boglige fødselsdagsønsker). Men mest af alt vil jeg gerne modtage en bog i gave, som giveren på en eller anden måde har udvalgt specielt til mig. Dette kunne være fordi, jeg har sagt, jeg ønsker mig den, eller fordi giveren er ret sikker på, at jeg ville komme til at holde af den. Det kunne dog også være en bog, som giveren selv er rigtig glad for, og som han/hun tror, jeg også ville elske.
Jeg har også lyst til at tagge lidt folk til at lave dette tag. Det kunne nemlig være sjovt at se besvarelser på tagget fra følgende tre bloggere: Line, Birgitte og Louise. Har du selv besvaret tagget? Så smid et link til din besvarelse herunder.
Sikke nogle sjove spørgsmål 🙂 . Fornøjeligt at læse dine svar, nu glæder mig til at besvare spørgsmålene selv 🙂
Jeg glæder mig virkelig også til at læse dine svar – det er nemlig nogle ret gode og sjove spørgsmål 🙂