Titel: “Skyggernes spil”
Forfatter(e): Mette Bundgaard Laursen
Serie: Caldera #2
Sideantal: 296
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 12.5.2014
Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.
Jeg var både virkelig begejstret og ret irriteret på denne bog. Overordnet kunne jeg virkelig godt lide historien, også selvom den virkede en smule kliché. Og det var på ingen måder det, der trak læseoplevelsen ned for mig – det var derimod personerne.
Bogen holder sig stadig til i store træk at være en kærlighedshistorie med et twist af sci-fi. Dog bliver sci-fi delen en smule større i denne, og man får en smule mere information om universet, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Faktisk ville jeg næsten have ønsket, der var mere om universet, da det virker til at være ret godt udtænkt. Men når det er sagt, så var jeg altså også vild med kærlighedsdelen af denne bog.
Af personer må jeg indrømme, at de tre ’hovedpersoner’ alle irritererede mig til tider. Noah havde jeg dog især meget svært ved i denne bog! Jeg forelskede mig ellers ret meget i ham i den første, men i denne er han bare alt for krævende og dum over for Kate. Han lytter slet ikke til hende, og ignorerer stort set alt hun siger. Desuden skulle han forestille at være bekymret for Kate, da hun bliver kidnappet, men alligevel prøver han ikke at redde hende. Mht. Kate elskede jeg, at hun sagde fra, og at hun gjorde lidt, som hun havde lyst til. Alligevel virkede hun bare træls nogle gange – dog på ingen måder ligeså meget som Noah. Naphal kunne jeg faktisk virkelig godt lide, men han virkede simpelthen alt for sød til at skulle være superskurk. Når han bliver beskrevet, og man lærer ham bedre at kende, har jeg virkelig svært ved at se, hvordan han nogensinde har kunnet være så ond. Hvilket irriterede mig en del gennem bogen. For selvom han selvfølgelig kan udvikle sig, så virkede det til tider lidt vagt.
Bogens sprog irriterede mig også nogle steder. Overordnet var det dog fint, og passede stadig godt til den ’lette’ kærlighedshistorie, som bogen nu engang er. Det flød godt, og jeg lagde ikke så meget mærke til det under læsningen, hvilket passede mig fint. Dog var der nogle steder, hvor formuleringerne virkelig bare lød alt for mærkelige, og hvor jeg slet ikke kunne tage det seriøst.
Alt i alt var det altså en okay læseoplevelse, og det kan virkelig anbefales, at man læser bogen, hvis man kunne lide den første. Historien fejler nemlig ikke noget, og det vil næsten være synd at gå glip af slutningen på trilogien ved ikke at fortsætte læsningen. Og jeg påbegyndte da også straks den tredje og sidste bog, da jeg havde læst den sidste side i denne.
