Status over læsningen i 2013

Jeg så disse spørgsmål hos Sort Tale, og blev simpelthen nødt til at hugge dem. Jeg synes, det er en rigtig god og hyggelig måde at lave en lille (forsinket) status over min læsning i 2013.

I 2013 fik jeg læst 50 (hele) bøger, hvilket jeg er super tilfreds med. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har fået læst så mange bøger på et år. Og når jeg samtidig tænker over, hvor travlt jeg havde den første halvdel af året, er det bare endnu federe!

I 2013 genlæste jeg Harry Potter serien, og da det ville være synd for de andre bøger, at den overtog de fleste pladser. Så den bliver altså helt udeladt – men den var jo selvfølgelig helt fantastisk!

1. Den bedste bog læst i 2013?
Det er virkelig svært at svare på, da jeg virkelig har læst rigtig mange gode bøger i 2013. Men hvis jeg skal vælge én, må det nok blive PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern. Den var simpelthen så sød.

2. En længe ventet bog som mod al forventningen skuffede?
Jeg har faktisk ikke rigtig noget svar på denne, hvilket jo egentlig bare er godt!

3. Mest overraskende bog i 2013?
Alkymisten af Paulo Coelho. Jeg forventede virkelig ikke rigtig noget af den, men jeg nød den virkelig. Historien gjorde et eller andet ved mig, og jeg blev virkelig draget af den.

4. Den bog du oftest har anbefalet i 2013 som også er læst i 2013?
Det må være Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Det var godt nok ikke første gang, jeg læste den i 2013, men jeg har godt nok anbefalet den mange gange. Og jeg gør det stadig; læs den!

5. Den bedste serie opdaget i 2013?
Jeg vaklede lidt mellem Delirium af Lauren Oliver og Slettet af Teri Terry, men når jeg tænker det ordentligt igennem, er der ikke rigtig nogen tvivl. Det må helt sikkert være Slettet! Jeg nyder den serie så meget, og jeg er så utålmodig efter at læse den sidste bog i trilogien.

6. Den bedste forfatter opdaget i 2013?
Åhh, den er virkelig også svær. Jeg har opdaget en del gode forfattere i år, som jeg glæder mig til at læse mere af. Hvis jeg skal vælge en, må det dog nok være Michael Katz Krefeld. Lige så snart jeg færdiggjorde Protokollen, havde jeg lyst til at læse mere af ham!

7. Den bedste bog som ikke var inden for din sædvanelige comfort zone (genre)?
Det er helt sikkert også Alkymisten af Paulo Coelho. Det er slet ikke en genre, jeg normalt ville læse, men alligevel var jeg så begejstret for den.

8. Mest spændende bog i 2013?
Den er svær, da det næste kunne være alle de krimier, jeg har læst i 2013. Men uden at vælge én, da jeg simpelthen ikke kan det, må det være en af de følgende: Dødsshowet og Dødens kunstner af Chris Carter, Politi af Jo Nesbø, Protokollen af Michael Katz Krefeld og/eller Øjensamleren af Sebastian Fitzek.

9. En bog læst i 2013 som højst sandsynligt vil blive genlæst i 2014?
Her er der ingen tvivl. Jeg bliver nødt til at genlæse Amok af Richard Bachman/Stephen King. Jeg var ikke super begejstret, da jeg læste den. Men den har ikke forladt mine tanker siden, så den må altså have en genlæsning!

10. Yndlings cover i 2013?
Jeg kan konstaterer, at de bøger, jeg læste i 2013 ikke havde super interessante covers. Men hvis jeg alligevel skal vælge et, må det være Politi af Jo Nesbø. Det er virkelig enkelt, men passer rigtig godt sammen med historien, og så matcher det resten af serien, hvilket jeg sætter pris på.

11. Mest uforglemmelige karakter i 2013?
Susanne fra Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Jeg elsker hende virkelig. Hun virker som en helt igennem sød person, og jeg ville så gerne kende hende i virkeligheden.

12. Den mest velskrevne bog læst i 2013?
Det må være Alkymisten af Poul Coelho eller Stardust af Neil Gaiman. Begge bøgers sprog er simpelthen så fint, samtidig med historien også er rigtig god.

13. Bogen med størst indflydelse på 2013?
Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Den blev godt nok læst i slutningen af 2013, men den fik mig virkelig til at tænke. Den viser virkelig hvor store konsekvenser ens forkerte valg kan få.

14. En bog som burde være læst før 2013?
Et juleeventyr af Charles Dickens! Det er sådan en god historie, men alligevel har jeg bare aldrig før fået taget mig sammen til at læse den.

15. Yndlingscitat/passage læst i 2013:
“PS: Jeg elsker dig.”
PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern.

“Du spurgte: Hvorfor smiler du?
Og hvad kunne jeg sige andet end: Jeg er bare glad for dig.”
Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl.

“Livet er virkelig gavmildt over for dem der følger deres livsbane, tænkte drengen.”
Alkymisten af Paulo Coelho.

16. Korteste og længste bog læst i 2013?
Korteste: Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl og I månens skær af Jon Brændsgaard Toft på 63 sider.

Længste: 1001 bøger du skal læse før du dør af Peter Boxall (red.) på 960 sider eller Politi af Jo Nesbø (hvis det skal være skønlitterær) på 526 sider.

17. Yndlingsbog af en forfatter som du kendte før 2013?
Dødsshowet af Chris Carter. Jeg elsker Chris Carters bøger, men specielt denne gjorde stort indtryk på mig. Den er så meget mere end bare en krimi.

18. Mest læste genre i 2013?
Jeg ved det ikke 100%, da jeg synes, det er svært at putte én bestemt genre på nogle af bøgerne. Men jeg er ret overbevist om, det må være krimi! Jeg elsker den genre.

19. Nyeste fiktionscrush fra 2013?
Gerry fra PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern! Der er på ingen måder nogen tvivl. Selvom han jo af gode grunde ikke er direkte med i bogen, så er han altså virkelig en helt perfekt mand!

20. Den sjoveste bog læst i 2013?
Her bliver jeg nødt til både at vælge Balladen om den forsvundne mumie af Dennis Jürgensen og Michael Laudrups tænder af Camilla Stockmann og Maise Njor. Det er meget forskellige bøger, men begge grinte jeg mig stort set hele vejen igennem.

Hvordan gik jeres læsning i 2013? Fik I læst noget godt og anbefalelsesværdigt?

“1001 BØGER du skal læse før du dør” af Peter Boxall (red.)

1001 bøgerTitel: ”1001 BØGER du skal læse før du dør”
Forfatter(e): Peter Boxall (red.) og div.
Serie: 
Sideantal: 960
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 24.9.2010
Læst på: Dansk

1001 BØGER DU SKAL LÆSE FØR DU DØR indeholder 1001 af de helt store læseoplevelser samlet i én mammutguide til alverdens bøger. Her er mange af de bøger, du har læst, og dem, som du gerne vil læse. Det er en overskuelig guide til verdenslitterarturhistorien, der giver gedigne facts og sprudlende fortællinger om værkerne, forfatterne og den tid værkerne er skrevet i. Bogen giver en indsigt i et bredt udsnit af verdenslitteraturen og giver plads til såvel de græske klassikere som romaner i det 21. århundrede.

Da jeg lånte denne bog, tænkte jeg, at jeg bare lige hurtigt ville lave en liste over de bøger, som jeg på et eller andet tidspunkt, bliver nødt til at læse. Så jeg bladrede lidt i bogen, og fandt hurtigt ud af, at det vidst ikke var et lille og hurtigt projekt. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det ville tage noget tid at lave, hvis jeg skulle læse alle beskrivelserne, men det havde jeg ikke tænkt mig. Desuden  kunne jeg godt se, at det ikke bare gik at bladre lidt i bogen – nej, jeg måtte starte fra starten.

Bogen har nemlig nogle helt fantastiske beskrivelser af de forskellige bøger. Nogle beskrivelser er dog bedre end andre (det er forskellige folk, der har skrevet dem). Fælles for dem alle er dog, at de både får fortalt lidt om forfatteren, bogen og endda ofte lidt om tiden også. Og så spoiler de ikke noget, hvilket jeg er virkelig glad for, da der er flere af bøgerne, som jeg aldrig har hørt om før.

Bogen er inddelt i tidsperioder; Før år 1800, det 19. århundrede, det 20. århundrede og det 21. århundrede. Desuden er der en eller to bøger på hver side. Nogle bøger har lidt længere forklaringer, billeder af evt. film, coveret, forfatteren eller andet der passer til bogen. Desuden er der et citat fra bogen ved nogle af bøgerne. Desuden er der både et titelregister og et forfatterregister i bogen, så den er let at bruge som opslagsværk, hvis man synes, det er lidt for meget at give sig i kast med hele bogen. Jeg er helt vild med bogens opsætning og synes, den er rigtig overskuelig at finde rundt i.

Jeg har på intet tidspunkt været interesseret i at læse alle bøgerne, da det simpelthen vil være et for omfattende projekt, og jeg helt sikkert ikke ville komme igennem dem alle alligevel. Jeg har derfor udvalgt ca. 100 bøger, som jeg gerne vil læse. Jeg har ikke noget mål for, hvornår jeg skal gøre det, sålænge jeg når det på et tidspunkt. Jeg har valgt at oprette en side, som i kan se her. Her vil der være en liste med mine udvalgte bøger, og senere hen vil der komme links til min anmeldelse af bogen.

Jeg vil gerne anbefale alle enten at læse eller skimme bogen, og derefter lave din egen personlige liste over bøger, som du skal have læst inden du dør.