3 ud af 5

“Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab” af Romain Puértolas

| Simone Hagemann

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skabTitel: “Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab”
Forfatter(e): Romain Puértolas
Serie: –
Sideantal: 353
Forlag: Rosinante
Udgivet: 27.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Den indiske fakir Ajatashatru Lavash Patel har et mål. Han vil i Ikea. I Ikea har de en sømseng på tilbud. Ajatashatru Lavash Patel er rejst langt for den sømseng, helt til Paris. Med sig har han en 100 euro-seddel. Pengesedlen sidder i en elastiksnor, så han kan genbruge den. Ahatashatru Lavash Patel er nemlig lidt af en hustler, der har lært at svindle sig gennem livet. Men i IKEAs cafeteria møder han noget, som er ægte – kærligheden i form kvinden Marie.

Da fakiren beslutter sig for at overnatte i IKEA (sømsengen er ikke på lager), bliver det starten på en lang og forunderlig rejse – gemt i et IKEA-skab. Vil han genfinde Marie? Får han sin sømseng? Og hvad med taxachaufføren i Paris, som han snød med sin 100 euro-seddel?

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab er en topcharmerende roman og en sproglig fest. Og ikke nok med det. Den fortæller også en underholdende og hjerteskærende historie om Europa og dets grænser. Hvem er ude, og hvem er inde? Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå?

Jeg havde ikke de store forventninger til, at denne bog ville være et kæmpe mesterværk; men jeg forventede at blive godt underholdt under min læsning. Hvilket jeg til dels også blev.

Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig skør historie, og at bogens hovedperson kommer ud for lidt af hvert, og har både gode og dårlige oplevelser. Historien er samtidig på mange måder virkelig forudsigelig og uforudsigelig ment på den måde, at jeg f.eks. meget hurtigt havde regnet bogens slutning ud, men på ingen måder kunne regne mellemrejsen ud. Der sker nemlig så mange forskellige vanvittige ting, som jeg slet ikke havde fantasi til at gætte mig til.

Jeg var ret vild med bogens historie, og synes det var hyggeligt at følge med på Ajatashatrus rejse. Derudover kunne jeg ret godt lide, hvor mange elementer og lag der var i historien. Der er nemlig så mange fine overvejelser og tanker omkring forskellige ting, såsom tanken om blive et bedre jeg.

Bogens sprog var ret meget det, der trak læseoplevelsen ned for mig. Altså det var ret sjovt til tider, men det meste af tiden irriterede det mig virkelig bare meget. Som når der efter stort set hvert navn kom en parentes med en ‘sjov’ måde at udtale navnet på. Nogle vil nok kunne lide det, men for mig forstyrrede det mest af alt læsningen, og jeg fandt det på ingen måder sjovt.

Bogens opbygning var til gengæld rigtig god. Den gjorde det meget tydeligt, hvorhenne i verdenen vi var, og samtidig bestod bogen af mange små kapitler. Hvilket gjorde den endnu mere letlæselig, og dermed nok også endnu mere perfekt som afslapningslæsning.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

 

“Forsvindinger” af Amity Gaige

| Simone Hagemann

ForsvindingerTitel: “Forsvindinger”
Forfatter(e): Amity Gaige
Serie: –
Sideantal: 298
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 18.4.2013
Læst på: Dansk

Forsvindinger er fortællingen om Erik Schroders uge på flugt fra politiet med sin seksårige datter Meadow.

Men historien starter langt tidligere – med en lille løgn, der bliver altopslugende. Som barn flygter han fra Østtyskland med sin far, men i håb om at passe bedre ind i sit nye amerikanske liv tager han som ung efternavnet Kennedy og lægger med ét pennestrøg afstand til hele sin fortid og sin identitet.

Fra fængslet forsøger Erik at skabe et overblik over sit liv i et forsøg på at forstå – og måske endda forklare – sine handlinger. Den smertefulde adskillelse fra moren som barn, den dramatiske flugt til USA, et kærlighedsforhold, der visnede i skyggen af en lang række løgne og hans bedste og værste oplevelser som en ufuldendt, men kærlig far.

Jeg havde glædet mig helt vildt til at læse denne bog, da jeg virkelig synes, den lød spændende. Og selvom jeg faktisk ikke vidste helt så meget om bogens handling, så var jeg sikker på, det ville blive en ret unik oplevelse – hvilket det helt sikkert også blev. Det var desværre bare ikke helt så god en ting.

Bogen var både ret kedelig og virkelig interessant. Man hører både om Eriks livshistorie, og hans dage på flugt med Meadow, hvilket jeg egentlig godt kunne lide. Desværre synes jeg bare, delene med Eriks livshistorie til tider blev ret langtrukne, og jeg kedede mig en smule flere steder i læsningen af den. Beskrivelsen af dagene på flugt var jeg virkelig vild med, og jeg var virkelig godt fanget under min læsning af dem. Jeg fandt virkelig Eriks tanker om det hele interessant, og jeg forstod på alle måder, de valg og beslutninger som han tog.

I det hele taget fandt jeg Erik som person ret interessant. Han var virkelig speciel, og jeg forstår ikke helt alle hans valg mht. den løgn, han lever med. Men nøj hvor må man altså have en stærk personlighed for at leve på en løgn, men alligevel stadig være sig selv. Samtidig havde jeg virkelig stor medlidenhed med ham.

Bogens sprog og skrivestil irriterede mig grusomt gennem det meste af bogen. Min irritation var værst i starten, hvor jeg også synes skrivestilen var mest træls. Den virkede ret overfladisk, og jeg kunne slet ikke blive fanget af den. Derudover blev jeg faktisk også en smule forvirret af den. Bogen indeholder også en del fodnoter, som jeg virkelig følte var unødvendige i de fleste tilfælde. I et par tilfælde bliver de benyttet til at oversætte tysk, men derudover virker de nærmest bare som en fortsættelse af historien, hvilket jeg virkelig ikke kunne lide. Hvis det skulle være en del af historien, så kunne det vel bare have stået i selve teksten?

Alt i alt var det altså ikke den bedste læseoplevelse, men jeg er dog virkelig glad for, at jeg har fået den læst. Specielt fordi der var nogle gode steder i bogen, som jeg virkelig nød at læse.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

 

“Skyggernes spil” af Mette Bundgaard Laursen

| Simone Hagemann

Skyggernes kaldTitel: “Skyggernes spil”
Forfatter(e): Mette Bundgaard Laursen
Serie: Caldera #2
Sideantal: 296
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 12.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

Jeg var både virkelig begejstret og ret irriteret på denne bog. Overordnet kunne jeg virkelig godt lide historien, også selvom den virkede en smule kliché. Og det var på ingen måder det, der trak læseoplevelsen ned for mig – det var derimod personerne.

Bogen holder sig stadig til i store træk at være en kærlighedshistorie med et twist af sci-fi. Dog bliver sci-fi delen en smule større i denne, og man får en smule mere information om universet, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Faktisk ville jeg næsten have ønsket, der var mere om universet, da det virker til at være ret godt udtænkt. Men når det er sagt, så var jeg altså også vild med kærlighedsdelen af denne bog.

Af personer må jeg indrømme, at de tre ’hovedpersoner’ alle irritererede mig til tider. Noah havde jeg dog især meget svært ved i denne bog! Jeg forelskede mig ellers ret meget i ham i den første, men i denne er han bare alt for krævende og dum over for Kate. Han lytter slet ikke til hende, og ignorerer stort set alt hun siger. Desuden skulle han forestille at være bekymret for Kate, da hun bliver kidnappet, men alligevel prøver han ikke at redde hende. Mht. Kate elskede jeg, at hun sagde fra, og at hun gjorde lidt, som hun havde lyst til. Alligevel virkede hun bare træls nogle gange – dog på ingen måder ligeså meget som Noah. Naphal kunne jeg faktisk virkelig godt lide, men han virkede simpelthen alt for sød til at skulle være superskurk. Når han bliver beskrevet, og man lærer ham bedre at kende, har jeg virkelig svært ved at se, hvordan han nogensinde har kunnet være så ond. Hvilket irriterede mig en del gennem bogen. For selvom han selvfølgelig kan udvikle sig, så virkede det til tider lidt vagt.

Bogens sprog irriterede mig også nogle steder. Overordnet var det dog fint, og passede stadig godt til den ’lette’ kærlighedshistorie, som bogen nu engang er. Det flød godt, og jeg lagde ikke så meget mærke til det under læsningen, hvilket passede mig fint. Dog var der nogle steder, hvor formuleringerne virkelig bare lød alt for mærkelige, og hvor jeg slet ikke kunne tage det seriøst.

Alt i alt var det altså en okay læseoplevelse, og det kan virkelig anbefales, at man læser bogen, hvis man kunne lide den første. Historien fejler nemlig ikke noget, og det vil næsten være synd at gå glip af slutningen på trilogien ved ikke at fortsætte læsningen. Og jeg påbegyndte da også straks den tredje og sidste bog, da jeg havde læst den sidste side i denne.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5


“Dominanten” af Tara Sue Me

| Simone Hagemann

DominantenTitel: “Dominanten”
Forfatter(e): Tara Sue Me
Serie: The Submissive Trilogy #2
Sideantal: 384
Forlag: People’s Press
Udgivet: 20.1.2014
Læst på: Dansk

Om dagen dirigerer han medarbejderne i sin enorme virksomhed, om natten agerer han selvsikkert som dominanten med stringente regler for sine underdanige. Han har aldrig før taget uprøvede underdanige under sin kyndige og hårde behandling – men da Abigail Kings ansøgning rammer han skrivebord, bryder han for første gang sine egne regler for at afprøve hendes grænser.

Abbys kombination af uskyld og villighed er berusende og Nathaniel beslutter hurtigt at give hende halsbånd på og kræve hende som sin egen. Så længe hun følger hans regler og overgiver sig helt til ham, kommer ingen til skade. Men da Nathaniel begynder at forelske sig i Abby, bliver det farligt. Han indser, at tilliden må gå begge veje, og at han må afsløre nogle af sine dystre hemmeligheder.

Nu er det ikke længere blot Abbys grænser, der bliver afprøvet…

Jeg må indrømme, at jeg fra start af var lidt skeptisk over for bogen men alligevel nysgerrig. Skeptisk fordi det jo i store træk var en historie, jeg havde læst før, da det jo i princippet er den samme historie, som i The Submissive, som er den første i trilogien, men alligevel nysgerrig efter at finde ud af, hvordan den egentlig var skrevet.

Jeg var virkelig ikke særlig vild med starten af bogen. Jeg kedede mig, og havde det lidt som om, det hele bare gik op i sex, og at der ikke rigtig var mere til historien, end jeg havde læst i The Submissive. Jo længere jeg kom ind i den, jo mere fangede den mig dog.

Jeg kunne ret godt lide at læse historien fra Nathaniels synsvinkel, og det var rigtig spændende at læse hans tanker om det hele. Det fik mig i hvert fald til at holde mere af ham, end jeg gjorde i den første bog. Der synes jeg nemlig, han virkede ret overfladisk, men det synes jeg slet ikke, han gjorde i denne bog. Her havde man jo forklaringen på, hvorfor han gjorde bestemte ting.

Bogens sprog irriterede mig en smule. Hvorfor ved jeg ikke helt, for det var egentlig dejlig letlæseligt, bortset fra nogle enkelte steder, hvor sætningerne var lidt kluntede (men det kan sagtens skyldes oversættelsen). Det irriterede mig dog ikke nok til, det var det, der trak læseoplevelsen ned for mig.

Selvom jeg ikke var lige så vild med denne som den første, så glæder jeg mig til at læse den sidste bog i trilogien. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der kommer til at ske i den.

 

“Vekslende Temaer” af Birthe Wittendorff

| Simone Hagemann

Vekslende TemaerTitel: “Vekslende Temaer”
Forfatter(e): Birthe Wittendorff
Serie: –
Sideantal: 142
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 2.12.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Erfaringer skal man gøre selv, men det er altid lærerigt og interessant at høre om de oplevelser og tanker, andre har gjort sig. I bogen deler Birthe Wittendorff sine tanker om en lang række ting, f.eks. kærlighed, køn, livsaldre, rejser og læsning. Sit livs mange indtryk giver hun et udtryk gennem små essays, refleksioner og digte. Fælles for hendes overvejelser er, at intet menneske er en ø, men at vi derimod alle er sociale væsner, der kun kan fungere, hvis vi udveksler vore tanker, drømme og forventninger. Vi bliver nødt til at kommunikere og dele erfaringer med andre mennesker, hvis vi vil blive klogere på os selv, men i sidste ende har man kun selv ansvaret for sit liv.

Jeg kendte intet til denne bog, og det er ikke en, jeg ville have læst, hvis forfatteren ikke havde skrevet til mig. Ud fra forsiden, titlen og bagsideteksten sagde den mig ikke rigtig så meget. Men alligevel var der et eller andet ved den, som fik mig til at takke ja til et anmeldereksemplar. Og det er jeg virkelig glad for, jeg gjorde.

Bogen består af forskellige essays/personlige tekster om en masse forskellige emner. Forfatteren skinner virkelig tydeligt igennem, og flere gange under læsningen, havde jeg det som om, forfatteren sad overfor mig, og talte direkte til mig. Hun virkede simpelthen så nær, og det kunne jeg virkelig godt lide. Det føltes meget personligt.

Jeg fandt ikke alle emner lige interessante, men med en forholdsvis kort længde på teksterne, så var det ikke noget, der hægtede mig af. Idet bogens sprog er så personligt og teksterne forholdsvis korte, var det desuden en bog, som ikke tog alverdens tid at læse – men den formåede alligevel at gøre mig virkelig glad. Man kan nemlig også tydeligt mærke, at Wittendorff har humor.

Der er flere forskellige viser og digte i bogen, og jeg må desværre indrømme, at disse ikke sagde mig det store. Jeg læste dem i starten, men gik ret hurtigt over til bare at skimme dem, og kun læse dem grundigt, hvis de ud fra skimningen virkede som noget for mig.

Bogen passer nok til en lidt ældre aldersgruppe, end den jeg selv tilhører. Jeg tror i hvert fald, de vil få lidt mere ud af den end mig. Det skal dog ikke afholde folk i min aldersgruppe fra at læse den, for det var altså ret god og hyggelig læsning.