3 ud af 5

“Eloise” af Judy Finnigan

| Simone Hagemann

Titel: ”Eloise”
Forfatter(e): Judy Finnigan
Serie: –
Sideantal: 341
Forlag: Forlaget Turbulenz
Udgivet: 11.6.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Saxo.

Hvilke hemmeligheder tog Eloise med sig i graven?

Cathy er sønderknust, da hun mister sin bedste vendinde til brystkræft. Hun begynder at få foruroligende drømme om Eloise og mistænker, at der måske er en anden og mere uhyggelig årsag til hendes død. Cathy beslutter sig for at udforske Eloises mystiske fortid på egen hånd. Da hun nærmer sig sandheden og den store og tragiske hemmelighed, Eloise gemte på, befinder hun sig pludselig i stor fare.

Nu er der gået noget tid, siden jeg læste bogen færdig, og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvad jeg mener om den. Altså bogen var sådan set god nok, jeg havde nok bare forventet noget andet af den. Jeg havde nemlig forventet, at bogen var en form for spændingsroman, og jeg blev derfor en smule skuffet. Romanen er da spændende, men det er mere en kærlighedsfortælling, og jeg synes desværre ikke, at selve spændingen er ikke en specielt stor del af romanen.

Desuden havde jeg et lidt anstrengt forhold til Cathy, og forstod ikke altid helt hendes handlinger. Altså jeg forstod godt, at hun virkelig havde et behov for at finde ud af, hvad der var sket med Eloise, men jeg forstod ikke rigtig, hvorfor hun ville gå så langt, og være tæt på at ødelægge sit eget liv for det.

Der er rigtig meget intertekstualitet i bogen, hvilket jeg egentlig plejer at være stor fan af, men i denne bog synes jeg altså, det bliver en lille smule for meget. Jeg synes egentlig, idéen med det er rigtig god, da litteratur og især nogle bestemte værker, har betydet rigtig meget for Cathy og Eloise, og det dermed passer ret godt ind. Jeg synes bare godt, noget af det kunne have været fjernet – jeg er i hvert fald sikker på, at det ikke ville have gjort noget dårligt for historien.

Bogen havde et rigtig godt sprog, og jeg synes, den var dejlig let at læse. Dog må jeg indrømme, at jeg synes, den var ret langsom om at komme ordentlig i gang, og de første ca. 100 sider kedede mig en smule. Herefter gik tempoet dog noget hurtigere – specielt fordi jeg hele tiden blev nødt til at læse videre, for at finde ud af hvad der helt præcist var sket med Eloise, og hvad hendes hemmelighed var. Jeg synes dog, det var ret let at gætte, hvad det mystiske ved Eloises død var, og jeg tror faktisk, jeg havde gættet det i de første kapitler i bogen. Jeg havde dog svært ved at finde ud af, om jeg egentlig havde ret i det, og derfor flød læsningen nok også lidt hurtigere. Jeg var jo nysgerrig.

Jeg vil gerne anbefale bogen, da jeg egentlig synes, den var rimelig god. Man skal bare være forberedt på, at det altså ikke er en spændingsroman, og tempoet derfor heller ikke er efter dette.

 

“Koordinater” af Amalie Laulund Trudsø

| Simone Hagemann

Titel: ”Koordinater”
Forfatter(e): Amalie Laulund Trudsø
Serie: –
Sideantal: 92
Forlag: Rosinante
Udgivet: 04.1.2013
Læst på: Dansk

Koordinater er en bog om at flytte til byen – og om at lade byen flytte ind hos sig selv. Gennem tres korte tekster, der alle har et københavnsk gadenavn som titel, følger vi en ung kvinde og hendes færd i byen og de gader, der én efter én bliver en del af hendes hverdag. Og mens årstiderne skifter, skiftes både hjem og kærlighedsrelationer ud. Der er bål i Folkets Park og graffiti i gaderne, der bor en hamster på et køkkenbord og der danses, kysses og drikkes rødvin til overmål.

Dette er forlaget beskrivelse, da jeg ikke kunne se bagsideteksten på bogen.

Jeg må indrømme, at jeg havde ret store forventninger til sproget i bogen, da den er blevet rost rigtig meget for lige netop dette. Jeg blev dog ret skuffet. Der er en del rigtig fine formuleringer, men der var også rigtig mange steder, hvor jeg bare sad og tænkte: “Hvorfor?” Forfatteren benytter sig rigtig meget af kolon, hvilket, jeg virkelig synes, er irriterende. Hvorfor bruger hun ikke bare punktum? Jeg synes i hvert fald ikke, at det havde gjort noget for betydningen af teksten.

Desuden følte jeg ikke rigtig stemningen i de steder og tidspunkter hun beskriver, men det kan måske have noget at gøre med, at jeg stort set ikke kender byen. Jeg har i hvert fald en idé om, at københavnere eller andre med tilknytning til byen, vil have nemmere ved at mærke stemningen, idet de nok selv kender gaderne, og måske selv har en vis tilknytning til dem.

Jeg tror måske også, at jeg ville have fået mere ud af bogen, hvis jeg havde brugt lidt længere tid på den. Fordi kapitlerne er så vildt korte (nogle kun på en halv side), og sproget er dejlig let, havde jeg en tendens til, bare at pløre igennem dem, og glemme lige at sidde og fordøje det lidt.

Jeg vil egentlig gerne anbefale bogen – specielt til københavnere. Jeg vil bare anbefale folk, at tænke lidt mindre over sproget, og læse den langsomt med tid til fordøjelse. Jeg tror i hvert fald, at det vil kunne gøre den lidt bedre.

 

Wonderbook: Book of Spells

| Simone Hagemann

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=E3BuoKBwLvs]

Dette produkt er sendt til anmeldelse.

Først skal der lige lyde en stor tak til min dejlige kæreste, som har skrevet nedenstående anmeldelse. Jeg glæder mig selv til at prøve det, men det kan desværre først blive, når SRP-ræset er ovre i morgen eftermiddag, og jeg synes I skulle have anmeldelsen før, så der var en mulighed for, at I evt. kunne nå at købe det som julegave.

Wonderbook: Book of Spells er et spil der omhandler den såkaldte Book of Spells, som er skrevet af den fiktive heks Miranda Goshawk fra Harry Potter universet. Og lad mig starte ud med at sige, at jeg har en del blandede følelser omkring spillet, men det kan I læse mere omkring længere nede.

Udstyr
Det udstyr man skal bruge til Book of Spells, er selvfølgelig en Ps3, et Playstation Eye Camera og en Playstation Move Controller. Det skal man lige huske at være OBS på, når man køber spillet, da det ikke medfølger. Derudover kræver spillet til tider, at man har lidt armplads, så man ikke lige pludselig får basket en dyr vase på gulvet, eller slået en anden idet man kaster en besværgelse.

Nå ja, det vigtigste udstyr er dog nok selve Wonderbook’en . Det er en fysisk bog du sidder og bladrer i. Den har 12 sider, som hver har en unik billedkode, der læses af kameraet. Det giver også en unik følelse, da man udover en Ps3 Move Controller, også har en fysisk bog, man kan sidde med, og vende og dreje som man lyster.

Video og billede
Det bringer mig videre til billedsiden af Wonderbook: Book of Spells, som jeg ikke kan rose nok. Wonderbook benytter sig af Augmented Reality ved hjælp af bogen og kameraet. Det vil sige, at der lige pludselig kan poppe et græskar ud af bogen på skærmen, og så kan du sidde med den fysiske Wonderbook og dreje den rundt, mens du så har mulighed for at se græskarret fra andre vinkler. Hvis det ikke lyder så fedt at stirre på et græskar fra forskellige vinkler, så glæd dig – Der kommer en hel del ting, hvor du vil sidde og køre bogen rundt og rundt, fordi det bare ser så fantastisk ud på skærmen.
Hvis der skal bringes noget knapt så positivt frem her, er det nok at den fysiske Wonderbook er knap så magisk at kigge på – Den er ærlig talt ret kedelig med sit lyseblå tema, men det gør så også at den stråler ekstra på skærmen. Det er dog en mindre detalje, som ikke holder en tilbage.

Lyd og oversættelse
Lydsiden af Book of Spells er også ret god. Musikken har en Harry Potter-stemning over sig, samtidig med at lyden fra de forskellige besværgelser, også er ret lækker for ørerne. Desuden bliver jeg også nødt til at rose den danske stemme og oversættelsen af Book of Spells, da den er en af de bedste, jeg har oplevet længe. Der er ingen jokes, der er dårligt oversat, så de går tabte på dansk, at finde her.

Gameplay
Så til et desværre mere negativt punkt nemlig gameplay og opbygningen af Book of Spells. Bogen er delt op i fem kapitler med to dele i hver. Dette er lavet så det passer med de 12 sider, man har at gøre godt med. I hvert kapitel lærer man fire besværgelser, og skal så klare en ”kapitel opgave”, som inkluderer de fire besværgelser. Det første kapitel fungerer godt, og man følger godt med for at lære de forskellige tegn, man skal tegne med sin Move Controller for at lave besværgelserne. Besværgelserne kommer i to forskellige typer, den ene skal man skyde afsted ved at ”kaste med håndleddet”, mens den anden skal aktiveres ved at trykke ned på en knap.

Men når man har klaret første kapitel, får man dog ikke rigtig brug for de fire besværgelser igen, da der bliver introduceret fire nye besværgelser i næste kapitel, som så skal bruges til dets kapitels opgave. Gameplay bliver derfor meget hurtigt ensformigt, på trods af man får nye besværgelser at lege med. Derfor bliver det en del sjovere, når man oplever, at der f.eks. er blade i bogen, som man skal sidde og børste af sin Wonderbook, eller at bogen er gennemblødt, så man skal holde den på højkant for at vandet løber af osv. Den slags er der flere af, og de løfter indtrykket en del.

En sjov detalje jeg lod mærke til var at ved kapitel 1-2 og vist nok også 3, bliver man opfordret til, at man skal se og høre alt, man kan, mens jeg følte, at jeg næsten blev demotiveret, da jeg oftere hørte ”You can also just skip to the next page if you like”, hvilket man faktisk lidt føler, at man bliver nødt til, da det er så ensformigt.
En anden ting var, at da der bliver introduceret fire nye besværgelser i hvert kapitel, regnede jeg lidt med, at der måske ville komme en stor opgave til sidst, der ville benytte sig af alle besværgelserne, man har lært, men det kommer der desværre aldrig. Man kommer altså kun et par gange til, at skulle bruge en besværgelse, man lærte i første kapitel, men ellers er de bare unødvendige for resten af kapitlerne. Dette virker ret ærgerligt, da jeg synes, det sjoveste i Book of Spells er at regne opgaverne ud, som der så desværre kun er fem af.

Målgruppe
Aldersgrænsen på Book of Spells ligger på 7 år, jeg vil dog mene, at målgruppen mere ligger på omkring 10 år, da jeg synes, det er vigtigt at kunne læse rimelig godt, for at kunne få det optimale ud af spillet. Det består nemlig hovedsageligt af fortællinger. Det meste tekst bliver dog læst op, så de fleste kan forstå det, men jeg tror det er endnu sjovere, hvis man selv kan sidde og følge med i teksten. Jeg vil dog sige, at jeg ikke kun synes, at spillet er til børn. Jo, selve gameplayet egner sig nok bedst til børn, men selve det med, at det benytter sig af “Augumented Reality”, tror jeg også at mange lidt ældre vil finde interessant – jeg gjorde det i hvert fald, og jeg er 20 år. Desuden har spillet også en god humor.

Levetid
Det største minus ved Book of Spells er nok levetiden og genspilningsværdien. Det tog mig 7-8 timer at klare, og det er med alt den leg, jeg lavede, fordi jeg sad og prøvede alle mulige forskellige ting, for at teste hvordan systemet fungerede. Jeg synes dog ikke, spillet har den store genspilningsværdi, for når du har klaret de forskellige kapitler, er der ikke rigtig mere at lave. Du åbner for nogle gåder i løbet af spillet, men det bliver heller ikke til meget mere end det. Jeg kunne dog nok godt finde på, at starte det igen for, at lege med et par besværgelser, men det ville nok ikke være sjovt mere end ti minutter, da der desværre ikke er så meget at lave, når man har klaret det.

Så alt i alt synes jeg, det er et spil, der er værd at prøve, og som har nogle virkelig specielle features heriblandt selve Wonderbook’en, men nok ikke et, som jeg ville tage frem og spille meget mere igen. Desuden kan jeg se et stort potentiale i denne måde at spille på, og så var spillet også ret underholdene i den korte til, jeg synes, jeg kunne bruge på det.


“Sorgens dæmoner” af Maria Kjær-Madsen

| Simone Hagemann

Titel: ”Sorgens dæmoner”
Forfatter(e): Maria Kjær-Madsen
Serie: Serien om Luna og Jepsen #1
Sideantal: 377
Forlag: Forlaget Valeta
Udgivet: 11.11.2011
Læst på: Dansk

Forestil dig at en utrættelig og kynisk drabsmand hærger Danmark. 
Forestil dig at denne drabsmand kan slå til hvor og når som helst. 
Forestil dig at han hverken kan ses eller høres. 
Forestil dig at du er en del af denne historie. 

Romanen Sorgens dæmoner er en snigende og medrivende fortælling om en beregnende og nådesløs ondskab, der lurer i mørket.

Jeg har længe ville læse denne bog, da jeg kender forfatteren bag, og derfor har kunne følge med i forløbet med at skrive den. Desuden foregår bogen hovedsageligt i Svendborg og omegn, hvor jeg selv bor. Journalisten Luna, som er hovedpersonen, arbejder på Fyns Amts Avis, som jeg også har en del kendskab til eftersom min far arbejder der, og at jeg selv har været ung-rapporter for dem. Det at jeg kender områderne, og de forskellige steder gør, at det bliver endnu mere spændende at læse, da jeg kan se omgivelserne for mig.

Jeg må indrømme, at jeg synes bogen startede lidt for langsomt op. Bogen starter godt nok op med et mord, men alligevel føles det som om, der lige går lidt tid, før den kommer ordentligt i gang. Samtidig var jeg virkelig træt af hovedpersonen i starten – jeg synes virkelig hun var både kedelig og meget irriterende. Dette ændrede sig dog, jo længere jeg kom ind i bogen. Det endte faktisk med, at jeg blev rigtig glad for hovedpersonen, og gerne ville have læst meget mere om hendes liv. I takt med at jeg blev gladere for hovedpersonen, synes jeg også bogen gik lidt mere i gang, og blev mere spændende. Den blev i hvert fald så spændende, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen – jeg blev simpelthen nødt til at vide, hvad der nu ville ske, og hvem der var morderens næste offer.

Bogen er inddelt i kapitler efter dagene, og da bogen foregår over en uge, er der 7 kapitler – altså et for hver dag. Samtidig er der en side før hvert nyt kapitel, hvor det er morderen der fortæller nogle ting. Desuden er der små inddelinger inde i selve kapitlerne, sådan så man tydeligt kan se, når der bliver skiftet synsvinkel.  Jeg synes sådan set at selve inddelingen, specielt dem inde i selve kapitlerne, fungere rigtig godt, og er med til at gøre læsningen let og overskuelig. Dog synes jeg ikke siderne hvor morderen fortæller, fungerer særlig godt. Altså det er skrevet udmærket, og det gør da også sådan, at man får nogle vigtige oplysninger, men jeg synes bare godt det kunne være udeladt.

 

“Døden i dine øjne” af Rachel Ward

| Simone Hagemann

Titel: ”Døden i dine øjne”
Forfatter(e): Rachel Ward
Serie: Numbers #1
Sideantal: 318
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 13.10.2011
Læst på: Dansk

Siden sin mors død har 15-årige Jem vidst, at hun ikke er som andre. Når hun ser folk i øjnene, ser hun samtidig en række tal. Dagen og året, hvor personen vil dø. Jem har derfor aldrig turde binde sig til andre mennesker. Men så møder hun den småkriminelle Spider, og en dag på pjækketur ind til byen, ser hun pludselig, at alle mennesker omkring hende har de samme tal i øjnene. De vil alle dø den samme dag. I dag.

Jeg havde ventet på at læse denne bog rigtig længe. Hele konceptet med, at Jem kan se hvornår folk dør, tiltrak mig rigtig meget. Desuden måtte jeg bare vide, hvorfor alle menneskerne havde de samme tal. Jeg synes dog desværre, at bogen var rigtig lang tid om, at komme ordentlig i gang. Jeg sad i hvert fald og kedede mig igennem en del af de første kapitler – hvilket virkelig er synd, for da bogen først gik ordentlig i gang, havde jeg svært ved at lægge den fra mig. Jeg blev hele tiden nødt til lige at læse lidt videre, for at finde ud af hvad der nu skete.

Jeg synes bogen er skrevet i et rigtig godt og beskrivende sprog. Man føler næsten hele tiden, at man selv er en del af historien, og kan se alle de ting, som Jem hun ser. Der kørte i hvert fald hele tiden en lille film i mit hoved, når jeg læste. Samtidig er bogen delt op i en masse korte kapitler, hvilken jeg synes gør bogen meget overskuelig. Hvis der er en ting, man ikke lige har fået ordentlig med, er det hurtigt bare lige at læse kapitlet igen. Desuden er det skønt, at man hurtigt kan nå et eller to kapitler, hvis man f.eks. bare lige sidder og venter på noget.

Udover at starten kedede mig lidt, må jeg også indrømme, at jeg er lidt sur over slutningen. Altså selve slutningen synes jeg er rigtig godt skrevet, og ikke mindst udtænkt. Men jeg ville bare have ønsket, at den havde været en del anderledes. Til gengæld er det en slutning, som man ikke sådan lige glemmer – og så lægger den virkelig meget op til, at man bliver nødt til at læse toeren i serien også (denne er dog desværre ikke udkommet på dansk endnu).