“Aftalt spil” af Elle Kennedy

Aftalt spilTitel: “Aftalt spil” / Forfatter(e): Elle Kennedy / Serie: Off-Campus / Sideantal: 354 / Forlag: Flamingo Udgivet: 4.3.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hannah er på alle måde fuld af selvtillid; bare ikke når det kommer til sex og forførelse. Nu er hun blevet forelsket i Justin, men hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde er at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt ‘date’. Men det går hurtigt op for Garrett, at han ikke vil være en brik i et barnligt spil. Han bliver nødt til at overbevise Hannah om, at den fyr, hun i virkeligheden er forelsket i, er ham.

“Aftalt spil” er for alle med hang til en god kærlighedshistorie. En underfundig og romantisk læseoplevelse med karakterer fulde af personlighed.

Jeg havde længe gået og kredset om denne bog, men ikke fået taget mig sammen til at læse den. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi beskrivelsen af en eller anden grund ikke talte til mig, eller at bogens covers ikke har sagt mig så meget? Af en eller anden ukendt grund blev jeg i hvert fald ved med at udskyde at læse den, på trods af jeg har fået den anbefalet en del gange. På grund af anbefalingerne havde jeg dog en idé om, at jeg ville kunne lide bogen, og jeg var derfor også meget begejstret for at starte på den, da #OffCampusDK startede.

Jeg blev fuldstændig fanget af bogen stort set fra første side. Historien var nemlig virkelig god, om end en lille smule kliché til tider, men dette blev opvejet af, at den var så god, som den var. Desuden havde jeg lidt svært ved helt at forudsige, hvad der ville ske i bogen. Altså jeg havde en formodning, og bogen endte da også sådan, men jeg tvivlede nu alligevel på flere gange, om jeg havde gættet rigtigt. Og det elskede jeg virkelig bogen for. Især fordi det helt sikkert var med til at gøre, at jeg på intet tidspunkt havde lyst til at forlade bogens univers.

Bogens personer var desuden helt fantastiske. Jeg elskede både Garrett og Hannah, og samtidig synes jeg også, at man kom ret godt ind på livet af de forskellige bipersoner, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Samspillet mellem Garrett og Hannah var også så godt! De udfordrede hinanden tilpas meget, og jeg elskede virkelig, hvordan Garrett opførte sig over for Hannah og omvent. De er egentlig vidt forskellige, men havde alligevel så mange ting tilfælles, hvilket fik deres forhold til hinanden til at virke meget realistisk.

Bogen indeholder desuden et ton af humor, hvilket fungerer virkelig godt. Humoren gør først og fremmest bogen meget let og hyggelig at læse, også selvom den flere gange dealer med lidt tungere evner. Og samtidig var det faktisk også på en eller anden måde med til at får bogen til at virke mere realistisk for mig. Desuden er det jo bare skønt at læse en bog, som får dig til at grine højlydt og kun kan gøre dig i godt humør. Det elskede jeg den i hvert fald for.

I det hele taget skriver Kennedy på en virkelig god måde. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive den. Men den føles meget let og legende, hvilket gør sproget både virkelig rart og nemt at læse. Desuden elskede jeg, hvordan hun virkelig turde dykke ned i scenerne, og beskrive ting som andre forfattere nok hurtigt ville være sprunget videre fra. Det gav nemlig også noget ægthed og naturlighed til bogen.

I det hele taget er det på alle måder en anbefalelsesværdig bog.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

“Isla og jagten på lykke” af Stephanie Perkins

Isla og jagten på lykkeTitel: “Isla og jagten på lykke” / Forfatter(e): Stephanie Perkins / Serie: Anna and the French Kiss #3 / Sideantal: 350 / Forlag: Lindhart og Ringhof / Udgivet: 1.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Isla har i tre år haft et crush på den indadvendte tegner Josh, som hun går i klasse med på School of America i Paris. I sommerferien møder hun ham tilfældigt på Manhattan, og romantikken begynder at blomstre.

Men i løbet af skoleåret er både hun og Josh dog tvunget til at konfrontere nogle svære udfordringer, som mange unge må igennem: drama i familien, usikkerhed omkring ens valg for fremtiden og risikoen for at blive adskilt.

Med New York, Paris og Barcelona som baggrund byder denne søde og fantastiske historie om ægte kærlighed på et gensyn med de elskede karakterer Anna, Étienne, Lola og Cricket fra bøgerne Anna og det franske kys og Lola og naboens søn.

Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne vente så længe med at læse denne bog. Efter at have læst både Anna og det franske kys og Lola og Naboens søn, var der jo ingen tvivl om, at jeg også ville komme til at elske denne. Især fordi jeg har hørt fra flere, at det er deres yndlings bog i serien, og det kan jeg virkelig godt forstå, efter selv at have læst bogen. Den står i hvert fald klart på en delt første plads med Anna og det franske kys, og det er uden tvivl en af de sødste og mest romantiske bøger, jeg nogensinde har læst.

Efter at have færdiglæst bogen, skrev jeg følgende på Goodreds: ”Så sød, så fantastisk og så perfekt!”, og hvor opsummerer det virkelig helt utroligt godt, hvordan jeg har det med bogen. Der sker bare så mange ting i den, som gjorde mig så glad, og samtidig kunne jeg endnu engang slet ikke lade være med at drømme mig til Paris. Perkins’ kan nemlig virkelig på alle måder sælge Paris; også til én der er mere eller mindre ligeglad med byen. For nøj, hvor kommer byen altså bare til at virke så romantisk, og især fordi jeg allerede føler, at jeg har udforsket alle byens små hyggelige kroge. I det hele taget er beskrivelser noget af det, som Perkins’ gør bedst – hun kan tydeligt få hele handlingen til at udspille sig som en film for ens øjne.

I denne bog føler vi Isla og hendes forhold til Josh, og hvor er de nogle skønne personligheder. De har begge deres fejl og mangler, men det er bare med til at få dem til at føles mere menneskelige for mig. Hvilket også gør, at jeg tilgiver dem for deres dumheder, for jeg havde ret let ved på en eller anden måde at kunne relaterer mig selv til dem. Desuden var de virkelig gode sammen. Man møder dog også i denne bog vores alles yndlinge fra de to forrige bøger, hvilket jeg altså synes er så fedt. Jeg elsker virkelig, hvordan historierne alle sammen bliver flettet sammen på den måde, og samtidig følte jeg, det gav mig en perfekt ”afslutning” på alle historierne. Jeg har forresten fået mig et nyt chrush; Josh er virkelig bare fantastisk <3

Bogen er desuden, præcis som de to andre bøger, skrevet i et fjerlet sprog, som jeg virkelig nød. Der er tænkt over ordvalget, og jeg følte helt sikkert, at Perkins har kræset om hvert enkelt ord; men når det er sagt, så er jeg dog også sikker på, hun har tænkt over, hvordan hun gjorde sproget specielt og fint, men samtidig meget læsebart. Det er nemlig så letlæseligt, og jeg fløj virkelig gennem siderne, men samtidig kunne jeg alligevel nå at sproget, hvilket jeg er så glad for.

Alt i alt var dette virkelig den perfekte afslutning på tre helt vidunderlige bøger. Der er ingen tvivl om, at jeg på ingen måde er færdig med at læse bøger af Perkins, og samtidig er der virkelig heller ingen tvivl om, at jeg kommer til at vende tilbage til denne bog igen på et tidspunkt. Den er nemlig helt perfekt, hvis man bare gerne vil have lidt mere kærlighed ind i sit liv.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

“The Martian” af Andy Weir

The MartianTitel: “The Martian” / Forfatter(e): Andy Weir / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: DreamLitt / Udgivet: 7.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg er pænt meget på skideren. Det er min velovervejede overbevisning. På skideren. Kun seks dage inde i hvad, der skulle have været de mest fantastiske to måneder af mit liv, blev alt forvandlet til et mareridt.

NASA-astronaut Mark Watney, botaniker og maskiningeniør, strander på Mars og har ingen kontakt til Jorden. Mark må nu bruge al sin viden om botanik og teknik for at overleve.

Hvis oxygenatoren bryder sammen, bliver jeg kvalt. Hvis vandindvinderen går i stykker, dør jeg af tørst. Hvis Hab’et revner, vil jeg ligesom bare eksplodere. Hvis ingen af disse ting sker, vil jeg på et tidspunkt løbe tør for fødevarer og sulte ihjel. Så ja, jeg er på skideren.

Jeg havde aldrig hørt om The Martian, før Irene læste den i foråret sidste år, og til at starte med regnede jeg ikke med, det ville være en bog, som jeg nogensinde ville læse. Sci-fi på engelsk med masser af kemi – ja, ikke helt noget, jeg rigtig turde at give mig i kast med. Men så fandt jeg ud af, af DreamLitt ville oversætte den til dansk, og så var der ingen tvivl om, at jeg bare måtte læse den. Der var jo noget ved den, som virkelig lød som noget, jeg ville kunne lide. Og det var der virkelig! Ja, faktisk var alle elementer i bogen præcis, som jeg havde håbet.

“Jeg tænkte at en laptop ville klare sig fint udenfor[..]. Den døde med det samme. Skærmen blev sort, før jeg var ude af luftslusen. Det viser sig at “‘L’et” i “LCD” står for “Liquid”. Jeg går ud fra, at den enten frøs eller kogte over. Måske skulle jeg indsende en forbrugerklage: Tog produktet med ud på Mars’ overflade. Det holdt dernæst op med at virke. 0 på en skala fra 1-10.

Bogens historie var ultra spændende! Jeg havde formået ikke at blive spoilet, og jeg havde derfor ingen anelse om, hvad der ville ske i bogen, eller hvad den ville ende med. Noget jeg er virkelig taknemmelig for. Det gjorde nemlig således, at jeg blev suget fuldstændig ind i bogen, og havde meget svært ved at lade den ligge – også selvom jeg egentlig ikke havde tiden til at læse i den. Jeg måtte jo bare vide, hvad der ville ske. Eller altså jeg overvejede lidt at droppe at læse slutningen på et tidspunkt; for det betød jo, at bogen ville slutte, og det var jeg slet ikke klar til. Og det er jeg faktisk stadig ikke! Selvom jeg efterfølgende har set både filmen og læst den lille prequel til bogen, så kan jeg slet ikke få nok. Jeg har stadig en kæmpe lyst til at tage tilbage til Mars og bruge lidt tid sammen med Watney.

“Og ja, selvfølgelig fungerer gaffertape i et næsten-vacuum. Gaffertape fungerer overalt. Gaffertape er magisk og burde tilbedes.”

Watney var for resten nok hovedårsagen til, at jeg endte med at elske bogen så meget, som jeg gjorde. For udover selve historien var helt utrolig fed, så var Watney virkelig den bedste fortæller og hovedperson. Han er en af de mest sarkastiske, uheldige (heldige?), selvironiske og klogeste personer, jeg nogensinde har oplevet i en bog; og jeg elskede ham for det. Jeg elskede især, hvordan han kunne få mig til at grine højlydt, selvom det hele egentlig så ret sort ud for ham i øjeblikket. Desuden virkede han bare generelt som den sødeste person, og som sådan en man lidt ville ønske, at man kendte i virkeligheden.

“(12.15) WATNEY:Se! Patter! – > (.Y.)”

Bogen er skrevet på en lidt speciel måde, og handlingen foregår således skiftevis gennem Watneys log notater og en overordnet fortælling over, hvad der sker på Jorden. Hvilket fungerede virkelig godt! For det første elskede jeg idéen med at få fortalt Watneys historie gennem log notaterne, da jeg virkelig kom til at føle, at jeg lærte ham at kende, og for det andet kunne jeg virkelig også godt lide, at vi fulgte med på Jorden, og så hvad der egentlig skete her. Det gav tilsammen en virkelig god og sammenhængende historie, hvor jeg på ingen måde følte, at jeg sad tilbage med ubesvarede spørgsmål.

Der er ingen tvivl om, at The Martian var en af mine absolutte yndlingsbøger læst i 2015. Jeg gik f.eks. resolut ind og gav min kæreste bogen, da jeg var ca. halvvejs i den (læste selv videre i e-bogen). Jeg måtte nemlig bare dele min oplevelsen af bogen med ham med det samme; han skulle jo også se, hvor fantastisk den er. Han er dog endnu ikke nået specielt langt i den, men jeg plager ham stort set dagligt med det – for det er virkelig på alle måder en bog, der fortjener at blive læst. Også selvom man måske allerede har set filmen; bogen kan nemlig noget helt specielt, og den føles på mange måder virkelig unik.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 
Diary of an AssCan: A Mark Watney Short Story af Andy Weir (prequel) kan læses gratis her.

“Simple Living” af Nadia Plesner

Simple LivingTitel: “Simple Living” / Forfatter(e): Nadia Plesner / Serie: – / Sideantal: 377 / Forlag: Lindhardt og Ringhof / Udgivet: 13.5.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Simple Living er Nadia Plesners enestående fortælling om rette til noget så banalt som en tegning. Det er fortællingen om, hvordan en dansk kunststuderende udfordrede verdens største modehus, Louis Vuitton – og vandt.

Simple Living er også en gribende skæbnefortælling om en ung kvinde, der rejser til udlandet med udsigt til drømmemanden og drømmestudiet, men havner i en fugtig campingvogn, invalideret og bedraget.

For noget tid siden læste jeg denne bog, og jeg forelskede mig fuldstændig i den. Jeg havde egentlig ikke planer om at læse bogen, da jeg aldrig havde hørt om sagen, som bogen bl.a. handler om før. Men da vi besluttede at Plesner skulle gæste #Bogbloggertræf 2015, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få læst hendes bog, og det fortryder jeg på ingen måde. Bogen var nemlig virkelig inspirerende, og Plesner er simpelthen sådan en sej kvinde.

Bogen handler om adskillige år af Plesners liv, og den kommer rundt om flere forskellige ting. Det er en hudløs ærlig fortælling om, hvad der skete for Plesner de år, og om hvordan hun egentlig havde det under det hele. Der er ikke lagt skjul på noget, og det elskede jeg virkelig. Det var så rart at læse en selvbiografisk bog, hvor der (også) bliver gået dybt ned i de dårlige situationer – også hvis det f.eks. var Plesners egen skyld. Der bliver f.eks. på ingen måde lagt skjul på i bogen, at Plesner var ret ung og meget naïv da tingene skete. Og det kunne jeg virkelig godt lide; det gjorde nemlig uden tvivl bare bogen endnu mere ærlig.

Bogen er skrevet i et virkelig let og flydende sprog. Samtidig læses bogen meget som en skønlitterær bog, bortset fra at flere af episoderne i bogen ville være for langt ude til, at det kunne indgå i en fiktiv bog. I hvert fald hvis folk skulle tro på, at det var virkeligt – men det er alle episoderne jo dog desværre. Det får dog bogen til at være dejlig letlæst, især fordi man konstant har lyst til at læse videre.

Selvom bogen er meget letlæst, så skal man dog ikke regne med, at den er hurtigt glemt. Selvom det efterhånden er noget tid siden, jeg læste bogen, så sidder den i hvert fald stadig i mig. For det første fordi den gav mig en kæmpe lyst til at dykke dybere ned i flere af de emner, som Plesner har oppe at vende, og fordi den for det andet på en eller anden måde ændrede noget i mig. Jeg tænker i hvert fald især på den på dårlige dage; for hvis man kan være så langt nede, og alligevel komme så fint ud på den anden side – så kan jeg også klare mig igennem bare nogle enkelte dårlige dage.

Min anmeldelse er måske lidt rodet, men min pointe er, at man virkelig bare skal læse bogen! Den er uden tvivl de timer værd – også selvom den egentlig ikke lyder som noget for én.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Hvad hjertet ved” af Jessi Kirby

IMG_6335Titel: “Hvad hjertet ved” / Forfatter(e): Jessi Kirby/ Serie: – / Sideantal: 263 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 28.7.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Quinns liv går i stå, da hendes kæreste Trent dør i en tragisk ulykke. Han var organdonor, så hun trøster sig med, at hans død redder livet for andre.

Quinn har altid ment, at essensen af et menneske findes i hjertet, så for at komme videre vil hun finde den person, der har modtaget Trents hjerte. Han ønsker ikke at møde hende, så hun opsøger ham i hemmelighed – hun må bare så ham.

19-årlige Colton viser sig at være noget helt andet, end Quinn havde forventet, og hun har svært ved at holde sig væk. Men er det Colton selv eller Trents hjerte, hun er ved at forelske sig i? Og hvordan skal hun få fortalt Colton, hvem hun er?

Jeg satte Hvad hjertet ved på min TBR allerede lang tid før, den udkom på engelsk. Der var nemlig noget i beskrivelsen af den, som simpelthen lød så fantastisk, og som noget ret unikt. Jeg havde i hvert fald aldrig læst en historie, der på nogen måde dealede med organdonation. Jeg fik den dog ikke læst, da den udkom, men heldigvis udkom den på dansk kort tid efter, og så måtte jeg altså bare læse den.

Allerede omkring side 40 var jeg ret sikker på, at bogen ville blive en helt fantastisk læseoplevelse, og det havde jeg helt ret i. Bogens historie var fantastisk; den var alt, hvad jeg drømte om, den ville være – og endda lidt til. Historien virkede så ægte, og jeg havde det nærmest som om, at Quinn sad og fortalte et minde for mig. Bogen er en kærlighedshistorie, men den er også så meget mere end ”bare” det; det er en bog om tab, håb og om at give sig selv lov til at komme videre. Og det hele fungerede så godt sammen. Jeg elskede især, hvordan bogen til tider var virkelig hjerteskærende, men samtidig også gav så meget håb.

“[..]men det er skræmmende at indse, hvor meget af ens verden, der drejer sig om kærligheden til et andet menneske.”

Bogens kærlighedshistorie er desuden perfekt beskrevet. Der er intet insta-love, for selvom Quinn ret hurtigt bliver interesseret i Colton, så opstår kærligheden først hen ad vejen, og den kræver at Quinn giver sig selv lov til at elske igen. Hvilket jeg virkelig elskede bogen for! Det var i hvert fald med til at gøre læseoplevelsen endnu mere positiv, og samtidig fik det også bogen til at virke meget ægte.

“[..]er vi resultatet af vores fortid og af vores smerte, vores glæde og vores tab. Det lever i hvert fiber af vores væsen. Det er skrevet i vores hjerter.”

Bogen er skrevet i et skønt sprog, som virkelig kun gjorde gode ting. For det første er bogen ret letlæselig, men på en god måde, som gør at sproget flyder virkelig godt, og derudover er kapitlerne forholdsvis korte, hvilket gør at det er svært at lægge bogen fra sig. For det andet er bogen dog også spækket med fantastiske sætninger, som virkelig slog mig hårdt. Mange af dem er nemlig virkelig smukke og meget sigende. Desuden starter hvert kapitel med et kort citat om hjertet, organdonation og andet, hvilket fungerede så godt! Og faktisk for det meste også var ret lærerigt.

Alt i alt er dette uden tvivl en af de mest fantastiske bøger, jeg nogensinde har læst. Den har sat sig dybt i mig, og jeg er sikker på, det vil vare længe inden, jeg giver slip på Quinn og Colton igen. Hvis overhovedet nogensinde. Jeg forventer i hvert fald, at dette er en bog, som jeg kommer til at genlæse mange gange.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5