Julelæsning 2014

Julelæsning 2014I dag er der kun én uge til 1. advent, og jeg kan slet ikke vente. Jeg elsker nemlig jul, og synes december er en af de hyggeligste måneder i året. I år skal det meste af december bruges på opgaveskrivning og eksamensforberedelse, men det skal/kan bestemt ikke holde mig fra alligevel også at læse.

Jeg har derfor udvalgt en god bunke af julet litteratur, som jeg håber på, at kunne nå at hygge mig med i løbet af den næste måned. Det er i hvert fald alle bøger, som jeg glæder mig til enten at læse eller genlæse – desuden er det bøger, som jeg slet ikke har kunne vente med, at kunne få ‘lov’ at begynde på.

Først og fremmest skal jeg læse A Christmas Carol af Charles Dickens sammen med en stor del af de andre danske bogbloggere, da Irene kører en readalong, der starter d. 1/12. Sidste år læste jeg den på dansk, hvilket var rigtig godt, men måske skulle jeg prøve med den engelske i år. Jeg ved det ikke helt endnu. Desuden skal vi i læseklubben læse Snedronningen af H.C. Andersen, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Og når jeg er i gang med H.C. Andersen, så kan det også være, jeg lige snupper lidt flere jule/vintereventyr.

Derudover har jeg fået tilsendt Let it Snow af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle til anmeldelse af Politikens Forlag, så denne skal jeg uden tvivl også bruge nogle hyggelige timer i selskab med. Desuden nåede jeg ikke at få læst Dash & Lily’s Book of Dares af Rachel Cohn og David Levithan sidste år, så I år skal det være. Jeg har nemlig glædet mig til at læse den hele året.

Jeg havde ikke regnet med at skulle genlæse Brødrene Mortensens Jul af Bjarne Reuter, men jo tættere vi er kommet på december, jo mere har den kaldt på mig. Så jeg regner med at læse et kapitel i den hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Her vil jeg også ca. hver anden dag (hvis jeg kan lade være med at sluge den i én mundfuld), læse én fortælling i My True Love Gave to Me af Stephenie Perkins m.fl.

Har I planlagt speciel julelæsning i år, og hvis I har, hvilke bøger har I så udvalgt?

“Et juleeventyr” af Charles Dickens

Et juleeventyrTitel: “Et juleeventyr”
Forfatter(e): Charles Dickens
Serie: Christmas Books #1
Sideantal: 76
Forlag: eBibliotek 1800
Udgivet: 9.12.2002
Læst på: Dansk

Vor tids julehistorie over alle julehistorier!

Gnieren Ebenezer Scrooge mistede for syv år siden sin eneste ven og kompagnon, Jacob Marley, og Scrooge har ikke forandret sig en tøddel siden – han nægter at give til de fattige, og han nægter at deltage i julen, ja, han ville også gerne nægte sin kontorist Bob Cratchit den årlige fridag. “Humbug” – det er hvad julen er.

Denne jul får han imidlertid besøg af sin afdøde kompagnon, der advarer ham: Han må forandre sig, hvis han ikke vil ende på samme måde. Og tre ånder vil hjemsøge Scrooge…

Jeg har set denne historie i utallige filmudgaver, og kendte derfor historien ret godt i forvejen. Jeg var derfor også rimelig sikker på, jeg ville kunne lide bogen. Og det kunne jeg i høj grad, det er simpelthen sådan en god historie!

Selvom jeg er glad for de forskellige filmudgaver af historien, så slår de på ingen måder bogen. Bogens historie stemmer rimelig godt overens med filmene, men f.eks. synes jeg, Scrooges udvikling var meget tydelig i bogen. Hvilket jeg selvfølgelig var rigtig begejstret for, da jeg virkelig elsker denne udvikling.

Bogen er rigtig godt skrevet. Jeg følte virkelig, jeg så det hele gennem Scrooges øjne, og kunne mærke hans følelser. Desuden virkede lydene og lugtene meget virkelige, og i det hele taget virkede historien virkelig, endda på trods af de overnaturlige elementer.

Den er en helt fantastisk julebog, som gjorde mig i den helt rette julestemning. Jeg er helt sikker på, det er en bog, jeg kommer til at læse til hver jul fremover.

 

Læseplaner for julen

I går var det jo både første søndag i advent og første december. En dag jeg har ventet længe på. Jeg elsker virkelig jul! Og selvom lejligheden ikke er pyntet specielt meget op (min julepynt står stadig hos mine forældre – så har kun lidt, jeg har fået indkøbt den sidste uge), og jeg ikke har julet så meget, så har dagen været ret god alligevel. Men den startede så også ud med, at jeg kunne åbne en “mystisk” pakke, jeg havde modtaget i fredags med beskeden: “Må først åbnes på søndag”. Den viste sig at være fra min søster, som har været så sød at vælge at sende mig adventgaver i år. Pakken indeholdte en ring til min helix (hvilket jeg har ønsket mig så længe – men ikke fået mig taget sammen til at købe!) og min yndlingsmascara som hun havde spottet, jeg ikke havde så meget tilbage af, da hun var på besøg.

Nå men det var faktisk slet ikke det, det skulle handle om. Det skal nemlig handle om mine læseplaner for december. Jeg plejer ikke som sådan at læse efter sæsoner – min læsning er nemlig meget lyst-betonet. Men i år har jeg virkelig lyst til at læse noget julet, jeg har derfor valgt nogle bøger ud, som jeg gerne vil nå at have læst inden d. 24.

Jeg har en virkelig stor lyst til at læse eventyr i øjeblikket, så H.C. Andersen står derfor meget højt på min liste. Jeg har derfor valgt fem eventyr ud, som jeg gerne vil have læst. De fire af dem er meget korte, så dem får jeg nok læst den næste uge, som en kort overspringshandling fra opgaveskrivning. De eventyr jeg har udvalgt, er følgende:

  • Den lille pige med svovlstikkerne
  • Grantræet
  • Nissen hos spækhøkeren
  • Snedronningen
  • Snemanden

Derudover har jeg endelig fået købt Dash and Lily’s book of dares af Rachel Cohn og David Levithan, og da den vidst skulle være lidt julet/vinter-agtig, er det jo et helt passende tidspunkt at læse den på nu (og så kan jeg bare ikke vente længere!).

Desuden skal jeg ifm. læseklubben læse A Christmas Carol af Charles Dickens, hvilket jeg glæder mig meget til, da jeg aldrig har fået den læst.

Til slut har mig og kæresten besluttet os for at læse kalenderhistorier op for hinanden. Jeg læser derfor Brødrene Mortensens jul af Bjarne Reuter højt for ham. Jeg har aldrig læst bogen, men jeg var ret vild med julekalenderen, da den blev vist på TV, så mon ikke jeg også bliver glad for denne? Kæresten læser Agent 00 Nisse – mysteriet om den forsvundne hue af Martin Miehe Renard højt for mig. Han har nemlig længe plaget mig med, at jeg skulle læse den, da han synes, den er virkelig god. Så nu må vi se, hvad jeg synes om den.

Har I planer for, hvad I skal læse her i julen? Eller tager I det bare, som det kommer, ligesom jeg plejer at gøre? Kan I anbefale andre julehistorier, som jeg bare må tjekke ud?