Historien om en helt fantastisk (bog)dag

Jeg har længe været på kig efter to bestemte bøger. Den ene bog er Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen i omnibus udgaven med alle fem bøger i. Nogle kan måske huske, at jeg tidligere har vist et meget elsket eksemplar frem af denne, og måske derfor undre sig over, jeg har ledt efter et andet eksemplar. Men sagen er den, at jeg desværre ikke måtte tage eksemplaret med, da jeg flyttede. Den anden bog er Amok af Richard Bachmann/Stephen King. Jeg læste den sidste sommer, og var ikke super begejstret for den, men alligevel har den ikke forladt mine tanker, og når den ikke har det, så har den altså fortjent en plads i min bogsamling. Problemet med bøger er dog, at de begge er udgået, og derfor ikke sådan lige er til at finde.

I mandags var jeg dog på shoppetur med min kæreste og søster, hvor turen gik forbi Læsehesten. Det var det sidste stop, vi gjorde, så jeg var rimelig smadret, men alligevel kunne jeg jo ikke lade være med lige at kigge deres bøger igennem – det kunne jo være, jeg fandt dem.

Jeg kiggede rundt, og fandt hverken dem, eller andre bøger der lige sagde mig noget. Jeg satte mig derfor ned, for at vente på de andre to blev færdige, og kort tid efter faldt mit blik på en bogryg, som jeg helt sikkert kendte. Bogen blev revet ud af reolen samtidig med mit hjerte hoppede en ekstra gang – lige der i mine hænder, holde jeg nemlig Freddy & Monstrene i forholdsvis god stand og med et prismærke, der sagde 30 kr.

Jeg kiggede lidt videre i det område, og fandt et område med King bøger, som jeg ikke havde opdaget på min gennemgang tidligere. Og meget hurtigt faldt mit blik på Manden der blev tyndere af Richard Bahnmann/Stephen King, som jeg også har haft kig efter siden Gitte anmeldte den her. Så den skulle selvfølgelig også med hjem. Og ca. to sekunder efter opdagede jeg Amok, som også var i rigtig god stand og virkelig billig.

Jeg var helt ubeskrivelig glad, da jeg gik til kassen, og kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne være så heldig. Det var virkelig en helt fantastisk (bog)dag, og da jeg gik ud af butikken, blev jeg lige nødt til at ringe og fortælle min far, hvor glad jeg var; min kæreste og søster synes nemlig mest af alt, jeg var underlig.

Har I også oplevet at finde en eller flere bøger, I har ledt efter længe? Og hvordan reagerede I, da i fandt den/dem?

Status over læsningen i 2013

Jeg så disse spørgsmål hos Sort Tale, og blev simpelthen nødt til at hugge dem. Jeg synes, det er en rigtig god og hyggelig måde at lave en lille (forsinket) status over min læsning i 2013.

I 2013 fik jeg læst 50 (hele) bøger, hvilket jeg er super tilfreds med. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har fået læst så mange bøger på et år. Og når jeg samtidig tænker over, hvor travlt jeg havde den første halvdel af året, er det bare endnu federe!

I 2013 genlæste jeg Harry Potter serien, og da det ville være synd for de andre bøger, at den overtog de fleste pladser. Så den bliver altså helt udeladt – men den var jo selvfølgelig helt fantastisk!

1. Den bedste bog læst i 2013?
Det er virkelig svært at svare på, da jeg virkelig har læst rigtig mange gode bøger i 2013. Men hvis jeg skal vælge én, må det nok blive PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern. Den var simpelthen så sød.

2. En længe ventet bog som mod al forventningen skuffede?
Jeg har faktisk ikke rigtig noget svar på denne, hvilket jo egentlig bare er godt!

3. Mest overraskende bog i 2013?
Alkymisten af Paulo Coelho. Jeg forventede virkelig ikke rigtig noget af den, men jeg nød den virkelig. Historien gjorde et eller andet ved mig, og jeg blev virkelig draget af den.

4. Den bog du oftest har anbefalet i 2013 som også er læst i 2013?
Det må være Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Det var godt nok ikke første gang, jeg læste den i 2013, men jeg har godt nok anbefalet den mange gange. Og jeg gør det stadig; læs den!

5. Den bedste serie opdaget i 2013?
Jeg vaklede lidt mellem Delirium af Lauren Oliver og Slettet af Teri Terry, men når jeg tænker det ordentligt igennem, er der ikke rigtig nogen tvivl. Det må helt sikkert være Slettet! Jeg nyder den serie så meget, og jeg er så utålmodig efter at læse den sidste bog i trilogien.

6. Den bedste forfatter opdaget i 2013?
Åhh, den er virkelig også svær. Jeg har opdaget en del gode forfattere i år, som jeg glæder mig til at læse mere af. Hvis jeg skal vælge en, må det dog nok være Michael Katz Krefeld. Lige så snart jeg færdiggjorde Protokollen, havde jeg lyst til at læse mere af ham!

7. Den bedste bog som ikke var inden for din sædvanelige comfort zone (genre)?
Det er helt sikkert også Alkymisten af Paulo Coelho. Det er slet ikke en genre, jeg normalt ville læse, men alligevel var jeg så begejstret for den.

8. Mest spændende bog i 2013?
Den er svær, da det næste kunne være alle de krimier, jeg har læst i 2013. Men uden at vælge én, da jeg simpelthen ikke kan det, må det være en af de følgende: Dødsshowet og Dødens kunstner af Chris Carter, Politi af Jo Nesbø, Protokollen af Michael Katz Krefeld og/eller Øjensamleren af Sebastian Fitzek.

9. En bog læst i 2013 som højst sandsynligt vil blive genlæst i 2014?
Her er der ingen tvivl. Jeg bliver nødt til at genlæse Amok af Richard Bachman/Stephen King. Jeg var ikke super begejstret, da jeg læste den. Men den har ikke forladt mine tanker siden, så den må altså have en genlæsning!

10. Yndlings cover i 2013?
Jeg kan konstaterer, at de bøger, jeg læste i 2013 ikke havde super interessante covers. Men hvis jeg alligevel skal vælge et, må det være Politi af Jo Nesbø. Det er virkelig enkelt, men passer rigtig godt sammen med historien, og så matcher det resten af serien, hvilket jeg sætter pris på.

11. Mest uforglemmelige karakter i 2013?
Susanne fra Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Jeg elsker hende virkelig. Hun virker som en helt igennem sød person, og jeg ville så gerne kende hende i virkeligheden.

12. Den mest velskrevne bog læst i 2013?
Det må være Alkymisten af Poul Coelho eller Stardust af Neil Gaiman. Begge bøgers sprog er simpelthen så fint, samtidig med historien også er rigtig god.

13. Bogen med størst indflydelse på 2013?
Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Den blev godt nok læst i slutningen af 2013, men den fik mig virkelig til at tænke. Den viser virkelig hvor store konsekvenser ens forkerte valg kan få.

14. En bog som burde være læst før 2013?
Et juleeventyr af Charles Dickens! Det er sådan en god historie, men alligevel har jeg bare aldrig før fået taget mig sammen til at læse den.

15. Yndlingscitat/passage læst i 2013:
“PS: Jeg elsker dig.”
PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern.

“Du spurgte: Hvorfor smiler du?
Og hvad kunne jeg sige andet end: Jeg er bare glad for dig.”
Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl.

“Livet er virkelig gavmildt over for dem der følger deres livsbane, tænkte drengen.”
Alkymisten af Paulo Coelho.

16. Korteste og længste bog læst i 2013?
Korteste: Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl og I månens skær af Jon Brændsgaard Toft på 63 sider.

Længste: 1001 bøger du skal læse før du dør af Peter Boxall (red.) på 960 sider eller Politi af Jo Nesbø (hvis det skal være skønlitterær) på 526 sider.

17. Yndlingsbog af en forfatter som du kendte før 2013?
Dødsshowet af Chris Carter. Jeg elsker Chris Carters bøger, men specielt denne gjorde stort indtryk på mig. Den er så meget mere end bare en krimi.

18. Mest læste genre i 2013?
Jeg ved det ikke 100%, da jeg synes, det er svært at putte én bestemt genre på nogle af bøgerne. Men jeg er ret overbevist om, det må være krimi! Jeg elsker den genre.

19. Nyeste fiktionscrush fra 2013?
Gerry fra PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern! Der er på ingen måder nogen tvivl. Selvom han jo af gode grunde ikke er direkte med i bogen, så er han altså virkelig en helt perfekt mand!

20. Den sjoveste bog læst i 2013?
Her bliver jeg nødt til både at vælge Balladen om den forsvundne mumie af Dennis Jürgensen og Michael Laudrups tænder af Camilla Stockmann og Maise Njor. Det er meget forskellige bøger, men begge grinte jeg mig stort set hele vejen igennem.

Hvordan gik jeres læsning i 2013? Fik I læst noget godt og anbefalelsesværdigt?

Jeg ønsker mig #9

Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.

I dag vil være lidt anderledes, end det plejer. Jeg vil nemlig i anledning af julen, vise hvilke bøger, der er på min ønskeseddel til juleaften. Nogle af bøgerne, har jeg vist før under dette tema, mens andre er nogle, jeg endnu ikke har nået at vise jer.

I får ikke et billede, da mine Photoshop/Paint skills ikke er helt så gode, og jeg har en opgave hængende over hovedet. Jeg håber derfor, I kan nøjes med en liste. Der er dog selvfølgelig stadig links – præcis som der plejer.

Danske

  • Amok af Richard Bachmann/Stephen King (Jep, jeg hader tilsyneladende min familie, og ønsker mig en bog, som der er virkelig (!) svær at få fat på)
  • Freddy & Monstrene 1-5 samlingen i én bog af Dennis Jürgensen (Endnu en bog der er svær at få fat på, da den er udgået. Dog trods alt ikke så svær som Amok)
  • Politi af Jo Nesbø
  • Steve Jobs af Walter Isaacson
  • Under kuplen af Stephen King

Engelske

Jeg glæder mig helt vildt til at se, om jeg får nogen af dem – og i det hele taget bare, hvad jeg får af gaver. Jeg er så dårlig til at vente på sådanne ting 😛

Hvilke bøger har I på jeres ønskeseddel til jul?

Status på sommerferielæsningen #3

Min sommerferie er jo som sagt slut, og derfor må det være på tide at fortælle lidt om, hvad jeg nåede at læse i min ferie.

Jeg nåede desværre ikke alle bøger på min liste, hvilket jeg er lidt ærgerlig over, men jeg får dem jo nok læst på et tidspunkt alligevel. Dog nåede jeg at få læst i alt 15 bøger, som jo egentlig var mit mål, så det er jeg ret god tilfreds med, og faktisk også rimelig stolt over. Specielt fordi min ferie jo ikke kun har stået på læsning, men også en helt masse andre gode oplevelser.

Bøgerne, jeg havde udvalgt, kan ses på nedenstående liste. De bøger, jeg har nået at læse, er overstreget, og linker til min anmeldelse af den (hvis den er blevet udgivet – jeg vil dog opdatere dette indlæg hver gang, jeg har udgivet en af de manglende anmeldelser)

  • Amok af Richard Bachman (Stephen King)
  • Carrie af Stephen King
  • De overlevende af Anna Bridgwater
  • De ubudne af Liz Jensen
  • Delirium af Lauren Oliver
  • Døden i dine øjne 3 – i al evighed af Rachel Ward
  • Freddy & Monstrene 1 – Balladen om den forsvundne mumie  af Dennis Jürgensen
  • Holder du lige øje med mit diadem? af Julia Lahme
  • Luk øjnene af John Verdon
  • Lying Game 4 – Gemmeleg af Sara Shepard
  • Michael Laudrups tænder af Majse Njor og Camilla Stockmann
  • Protokollen af Michael Katz Krefeld
  • PS: Jeg elsker dig af Cecelia Ahern
  • Samme dag næste år af David Nicholls (nåede jeg halvejs igennem)
  • Sort sne falder af Michael Katz Krefeld (nåede jeg at få startet på)
  • Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver
  • Harry Potter og dødsregalierne af J.K. Rowling
  • Politi af Jo Nesbø
  • Pandæmonium af Lauren Oliver
  • Gnist af Maya Banks
  • Glød af Maya Banks

Jeg synes selv, det var nogle ret gode bøger, jeg havde fået udvalgt. Jeg var i hvert fald ret begejstret for største delen af dem, jeg fik læst. Så alt i alt har det været en god sommer med masser af skøn læsning 🙂

Hvad fik I læst i ferien, og kan I anbefale noget af det?

“Amok” af Richard Bachman (Stephen King)

AmokTitel: ”Amok”
Forfatter(e): Richard Bachman (Stephen King)
Serie: –
Sideantal: 165
Forlag: Forlaget Artia
Udgivet: 1995
Læst på: Dansk

I Amok fortæller Richard Bachman, alias Stephen King, en barsk, men uhyggelig sandsynlig historie om en teenage dreng, der gør op med sine omgivelser. Det hele er bare blevet for meget: forældrene, skolen, lærerne, kammeraterne. Han tager sin fars pistol og går hen mod skolen – men ved egentlig ikke rigtig, hvad han vil. Måske bare, at nogen hører på ham.

Fortællingen er ikke det sædvanlige opgør mellem godt og ondt, som man måske er blevet vandt til fra Kings side, men nærmere hvordan en situation, der er ude af kontrol, bevæger sig med en grusom konsekvens frem mod uundgåelig højdepunkt.

Amok er også et billede af forældre, skole, lærere, som alle er velmenende, men mangler den afgørende forståelse.

Jeg har ret blandede følelser om denne bog. Jeg var nemlig virkelig ikke særlig vild med den i starten, men elskede det til slut. Jeg synes starten virkede meget kaotisk og forvirrende, hvilket fik mig til at finde den kedelig. Jo længere jeg kom ind i bogen, kunne jeg dog godt se, hvorfor den startede således, og jeg synes lige pludselig at starten virkede ret interessant. Det ændrede dog selvfølgelig ikke på, at jeg havde kæmpet mig gennem det første af bogen.

Bogen blev desuden generelt virkelig interessant og spændende, jo længere du kom ind i den, og jo mere du fandt ud af hovedpersonen. På den måde kom hans handlinger også til at give lidt mere mening, og jeg synes, han kom til at virke lidt mindre forstyrret og lidt mere menneskelig. Og faktisk må jeg indrømme, at jeg kom til at holde ret meget af ham. Hvilket, jeg synes, er ret godt gået, når bogen er så kort. Desuden var jeg også ret vild med, at man langsomt fandt ud, hvad det egentlig var, han gerne ville.

Bogens kapitler har jeg også blandet følelser om. På en måde elskede jeg dem, men samtidig irriterede de mig også ret meget. Nogle af kapitlerne er kun på en halv side, hvilket, jeg egentlig synes, fungerer fint nok. Desuden er nogle af kapitlerne i nutid mens andre er fortid. Eller det vil sige, at det er historier om hovedpersonens barndom, som han selv fortæller. Dette kunne jeg også godt lide, jeg var bare træt af, at disse kapitler ofte blev indledt med en sætning i det forrige kapitel. Jeg synes nemlig bare, det virkede som om, at kapitler blev afbrudt, før de egentlig var slut.

Jeg synes desuden, det var spændende at læse om et skoleskyderi i en bog, der er skrevet nogle år før, skoleskyderier rigtig er blevet udbredt. På en eller anden måde synes jeg bare, det hele virkede meget mere ægte. Netop fordi der ikke rigtig har været nogle episoder, at kunne skrive det udfra.

Selvom jeg har blandet følelser om bogen, så synes jeg, det har været en rigtig god bog, at starte med at læse Stephen King. Jeg vil i hvert fald ikke udelukke, at jeg vil læse den igen på et tidspunkt.