Anmeldelse

“Faldet” af Anna Todd

| Simone Hagemann

Titel: “Faldet” / Forfatter(e): Anna Todd / Serie: After #3 / Sideantal: 767 / Forlag: People’s Press / Udgivet: 20.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Der var tiden, før Tessa mødte Hardin, og så er der tiden efter.

Præcis da Tessa har besluttet at forfølge sin drøm og flytte til Seattle, ændres alting. Hendes far, som hun ikke har set i ti år, dukker pludselig op, og Harry skifter mening og vil ikke rejse med hende til Seattle. Han vil ikke fortælle hvorfor, og det vækker igen hendes tvivl og usikkerhed. Har de overhovedet en fremtid sammen?

Tessa troede ellers, at Hardin var den eneste, hun virkelig kunne regne med nu. Men Hardin bliver rasende, da han fornemmer, at Tessa vil til Seattle, med eller uden ham.

Tessa er forvirret. Alle Hardins hemmeligheder og utilregnelige vredesudbrud, den evige jalousi og skænderierne med den efterfølgende tilgivelse tærer på hendes kærlighed til ham. Måske er deres kærlighed ikke stærk nok til, at forholdet kan holde? Og hvad sker der, hvis Tessa vælger at forfølge sine drømme og rejse alene, er det så endeligt forbi?

“Faldet” er en meget lang bog. En alt for lang bog. I hvert fald i forhold til hvad der sker i den. For selvom der sker en del, så er der bare på ingen måde nok indhold i forhold til antallet af sider. Hvilket desværre til tider gjorde bogen meget langtrukken at komme igennem.

Det hjælper dog heller ikke rigtig på det, at bogens handling mest af alt kører i ring. Det er jo nærmest som om, det er en historie på et par hundrede sider, som bare bliver gentaget om og om igen. Hvilket var ret drænene at læse. Det gjorde nemlig, at jeg aldrig rigtig blev hooked og mest af alt bare glædede mig til at være færdig med den.

Altså bogen var som sådan underholdende nok. Den var bare ikke underholdende nok til at holde mig fanget i længere tid ad gangen, hvilket jeg havde håbet på, netop når bogen er så lang, som den er. Desuden var jeg helt enormt træt af både Tessa og Hardin i løbet af bogen, hvilket heller ikke ligefrem gjorde mig mere ivrig efter at læse videre. Især Tessa irriterede mig voldsomt igennem bogen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske fordi jeg ikke helt følte, hun var så stærk en person længere. Hun lod sig konstant blive trådt på, men virkede alligevel ret okay kort tid efter igen. Hvilket jeg bare ikke rigtig følte matchede den personlighed, som jeg følte, hun havde. Derfor fandt jeg også flere gange hendes handlinger lidt for utroværdige. Jeg troede nemlig ikke på, at hun rent faktisk ville reagere på den måde, hun gjorde.

“Faldet” var altså på ingen måde min yndlingsbog i serien, og faktisk gjorde den mig mest af alt bare træt. Alligevel var der dog noget ved den, som gjorde, at jeg aldrig helt kunne holde op med at tænke på den. Måske netop på grund af den underholdningsværdi, som den trods alt havde for mig.

“Mareridt & Myrekryb #2” af Nick Clausen

| Simone Hagemann

Titel: “Mareridt & Myrekryb #2” / Forfatter(e): Nick Clausen / Serie: Mareridt & Myrekryb #2 / Sideantal: 232 / Forlag: Facet / Udgivet: 2.2.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Historier som lurer – historier som knurrer.

Historier som bider – historier som svider.

Historier som tænder – historier som brænder.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Jeg glædede mig meget til at dykke ned i “Mareridt & Myrekryb #2”, da jeg var ret vild med det første bind i serien. Jeg synes dog ikke helt, novellerne i denne samling nåede op på samme niveau, som de andre gjorde. Det betyder dog ikke, at jeg ikke var ret begejstret for disse noveller. Der var bare lidt flere, som ikke sagde mig helt så meget. Og sådan vil det jo nok altid være med novellesamlinger. Der var i hvert fald noveller, som jeg virkelig elskede, og så var der nogle, som jeg egentlig godt kunne havde undværet. Men samtidig skal der jo helst være lidt til enhver smag, og det synes jeg egentlig kom meget godt til udtryk i samlingen.

Jeg har dog en fælles ting ved novellerne i “Mareridt & Myrekryb #2”, som jeg ville ønske havde været anderledes. Der var simpelthen for lidt fokus på uhygge og gyset. I hvert fald i forhold til, hvad jeg havde forventet. Clausen plejer nemlig ikke at holde sig tilbage – heller ikke selvom nogle af hans historier til tider måske er lidt for skræmmende i forhold til målgruppen. Men det følte jeg desværre, han gjorde lidt i denne samling. Det er dog muligt, at mine forventninger bare var alt for høje. Men lidt mere uhygge ville klart havde gjort det til en endnu bedre læseoplevelse.

Mine to yndlingsnoveller i samlingen var uden tvivl “Babysitteren” og “Indtrængeren”, som jeg begge gav fem stjerner. Først og fremmest var de netop mine yndlings, fordi de indeholdte masser af skræmmende elementer. Men samtidig var de også bare virkelig godt udført. De formåede begge at overraske mig fuldkommen, og selvom jeg efterhånden har glemt en god del af de overordnede detaljer ved novellerne i samlingen, så står disse stadig klart frem i min hukommelse. De er nemlig ikke sådan lige at glemme igen. Desuden er begge noveller nogle, som jeg ville elske at læse mange flere sider af.

“For enden af din pegefinger” af Kristina Aamand

| Simone Hagemann

Titel: “For enden af din pegefinger” / Forfatter(e): Kristina Aamand / Serie: – / Sideantal: 258 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 12.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det føles, som om det slet ikke er mig, der ligger her. Ikke tøsen fra tiende etage i parkerne. Hende, der smiler sødt til alle nabokonerne, når de taler om forlovelse, falafel og telekort til fjernopkald. Det er en anden pige, som med bankende hjerte ligger her ved siden af Thea. Og hun vil røre ved Theas hår. Og hun gør det. De ligger helt tæt ind til hinanden. Theas hånd aer pigens mave og hofte. Kysser hende igen. Denne gang med åbne bløde læber, og pigen kan mærke Theas tunge. Ben fletter sig ind mellem hinanden, og hår kilder i ansigtet. Hud mod hud. Far ville dø. Mor ville slå mig ihjel…

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af “For enden af din pegefinger”. På den ene siden kunne den jo kun være god, når det var vinderen af Carlsens YA romankonkurrence i 2016, og samtidig også har fået rigtig gode anmeldelser. Men på den anden side var jeg bare ikke helt sikker på, den ville være noget for mig. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg havde fået en idé om, at det kunne være tilfældet. Men det havde jeg altså. Alligevel samlede jeg den op med det samme, jeg fik den i hænderne, da jeg samtidig ikke kunne vente på at begynde. Og det var faktisk først under min læsning af den, det gik op for mig, at jeg faktisk ikke havde nogen idé om dens handling. Jeg fik altså ind til den helt blind, hvilket var helt perfekt. Det gjorde nemlig, at jeg ikke på forhånd havde nogle forventninger til, hvad der ville ske. Hvilket tillod mig bare at lade mig opsluge af historien og se, hvor den førte mig hen.

“For enden af din pegefinger” behandler både indvandring og integration, krig og efterfølgerne af dette, teenageliv, kærlighed og komplicerede familieforhold. Selvom bogen er ret kort, så behandler den altså ret mange temaer, og den gør dette på fineste vis. Jeg følte virkelig, jeg kom ind under huden på Sheherazade (bogens hovedperson), og jeg lærte en hel del om kulturforskelle. Bogen fik mig derfor også til både at tænke og reflektere over netop dette, hvilket gør, at den helt klart også vil sidde fast i mig i længere tid, end den nok ellers ville. Ydermere var jeg bare virkelig vild med, hvor stærk en hovedperson Sheherazade er. Hun havde power, og var bare helt igennem sej – også på de få tidspunkter, hvor hun tvivlede på sig selv.

Jeg har dog to ting ved bogen, som gjorde, at jeg aldrig kom til at elske den fuldkommen. For det første fandt jeg den til tider en smule forceret. Det var ikke ofte, men engang imellem stødte jeg på steder, hvor tingene ikke virkede helt realistiske. Enten fordi det hele gik lidt for stærkt, eller at jeg bare ikke kunne tro på, at tingene ville udvikle sig således i virkeligheden. For det andet så fandt jeg kærlighedsdelen af bogen lidt for instalovey. Den er meget vigtig for historien at have med, men jeg følte bare, at de mødte hinanden, og to sekunder efter var de forelskede. Hvilket var lidt synd i forhold til, hvor vigtigt forholdet var for resten af bogen. Jeg tvivlede dog ikke på kærligheden mellem dem. Den overraskede mig bare lidt ved at komme så hurtig.

“Kamp til stregen” af Elle Kennedy

| Simone Hagemann

Titel: “Kamp til stregen” / Forfatter(e): Elle Kennedy / Serie: Off-Campus #4 / Sideantal: 351 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 15.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutalt effektivt advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin skamfulde fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende står ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv.

Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen. Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men når det kommer til det at blive far som 22-årig, nægter han at være bænkevarmer. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den målrettede brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Jeg vil starte ud med at sige, at jeg ikke tror, Kennedy kan gøre noget galt med Off-Campus-serien. Jeg elskede i hvert fald “Kamp til streget” præcis lige så meget, som jeg har elsket de tre andre bøger i serien. Kennedy skriver nemlig helt fantastiske kærlighedshistorier, og det er denne bog endnu et fint bevis på. Dog så er jeg lidt ked af denne bogs beskrivelse. Jeg synes nemlig, den afslører alt for meget af plottet i bogen, hvilket desværre lidt ødelagde overraskelsesmomentet. Ikke nok til at det trak min læseoplevelse ned på nogen måde, men jeg ville alligevel havde ønsket, at jeg ikke havde kendt så meget til handlingen på forhånd. Altså vi kender måske godt lidt af handlingen, da det vidst bliver afsløret i en af de tidligere bøger, men det irriterer mig nu alligevel en smule.

På trods af ovenstående, så elskede jeg dog virkelig bogen alligevel. Historien i “Kamp til stregen” er nemlig helt fantastisk. Faktisk tror jeg måske, det er min yndlingsbog i serien. Hvilket siger en del, når jeg også har elsket de andre enormt højt. Denne bog havde bare en smule mere dybde, end de andre bøger i serien har haft. Noget jeg fandt meget positivt. Selvom bogen havde en god dybde, så indeholdte den dog også masser af humor. Præcis som resten af “Off-Campus”-serien også har. Hvilket gjorde at bogen aldrig kom til at føles for tung – men samtidig kom den heller aldrig til at virke for useriøs. Mængden af humoren var altså helt perfekt. Derudover elsker jeg altså virkelig Kennedys sprog. Det passer så godt til aldersgruppen, som bogens personer har. Ydermere er det så let og flyvsk, at det får historien til at flyde endnu bedre, end den allerede gør. Men samtidig kan man også tydeligt mærke, at der er tænkt over det.

Til slut bliver jeg nødt til at nævne, hvor meget jeg elskede Tucker. Jeg har elsket alle fyrene i serien, men Tucker gjorde altså noget helt særligt for mit hjerte. Jeg forelskede mig i ham stort set med det samme, og han har ikke sluppet mit hjerte siden. Han var bare helt perfekt! Både sjov, sød og bare helt igennem vidunderlig. Desuden var han virkelig følsom og på ingen måde bange for at vise det. Og jeg sætter så meget pris på, at Kennedy netop har valgt at skrive ham således. Det fik ham nemlig også til at virke meget ægte.

“Vejen til Panteon” af Boris Hansen

| Simone Hagemann

Titel: “Vejen til Panteon” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #1 / Sideantal: 428 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke.

Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog af sted:

Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!

Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.

Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne …

Jeg var en smule nervøs for at læse “Vejen til Panteon”. Specielt fordi jeg så inderligt gerne ville elske den, men var i tvivl om, om jeg ville komme til dette. Jeg er nemlig ikke den store fan af rigtig fantasy, og den faldt derfor en del uden for min comfort zone. Men min kæreste har i flere år rost Boris’ skrivestil og historier, og da beskrivelsen af denne lød ret tiltalende, så måtte jeg altså give den et forsøg. Især fordi Boris også selv har fået solgt bogen virkelig godt, og dermed havde fået mig gjort ret hooked på den. Og jeg er så glad for, jeg valgte at give den et forsøg. Det viste sig nemlig at være en virkelig god læseoplevelse.

Bogen gav mig lidt “Narnia”-vibe på en rigtig god måde. For selvom den mindede mig lidt om “Narnia”, så er den nemlig uden tvivl stadig helt sin egen. Der bliver til tider brugt nogle kendte elementer, som godt kan få én til at tænke på andre historier. Men dette gøres på en måde, så historien stadig kommer til at virke ret unik. Desuden er historien virkelig interessant, og jeg nød så meget at opleve den og hele universet i selskab med bogens personer. Der er ydermere godt med fart over feltet og masser af mystik og spænding, hvilket gjorde at min interesse hele tiden blev fastholdt. Jeg fløj derfor også igennem de fleste sider, og det var som om, siderne vendte sig hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kom på slutningen.

“Vejen til Panteon” indeholder desuden også en god portion humor og personer, man ikke kan lade være med at holde af. Jeg var i hvert fald vild med bogens hovedpersoner. De er på ingen måde perfekte, men det er netop det, der gør dem helt fantastiske. Det gjorde det nemlig ret let at relatere til dem, på trods af de kommer ud for en hel del, som jeg på ingen måde kommer til at opleve. Bogen er desuden fyldt med litterære referencer, og man mærker virkelig Boris’ kærlighed til fantasygenren igennem den. Hvilket jeg kun fandt virkelig fedt. Jeg forstod måske ikke alle referencer, men de var alligevel med til at give bogen lige det ekstra.

Jeg er dog ikke helt forelsket i hverken denne bog eller serien endnu. Men det handler nok mest om, at jeg lige skal vænne mig til genren. For bogens historie i sig selv fejlede som sådan ikke noget, selvom jeg dog godt lidt kunne mærke, at det netop er den første bog i en serie. Man skal nemlig lige helt ind i historien og havde forklaret hele universet. Jeg er dog ret hooked, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. Jeg vil jo virkelig gerne vide, hvad der nu kommer til at ske.