I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.
Så blev det endnu engang fredag, og hvor har jeg glædet mig til det. På papiret så det ud til at blive en kort og let uge, men hvor har den altså bare føltes lang! Jeg byder derfor weekenden velkommen med åbne arme. Også selvom den desværre ikke kun skal bruges på afslapning. Jeg har nemlig voldsomt meget forberedelse til i næste uge, så en stor del af weekenden byder derfor på studielæsning. Men der skal jo også være noget tid til afslapning, og en del af den tid skal selvfølgelig bruges på hyggelæsning.
Først og fremmest planlægger jeg at få læst “Bag kulisserne på: Fantastiske skabninger og hvor de findes” af Ian Nathan færdig. Jeg mangler nemlig kun omkring 50 sider, og de er meget hurtigt læst i den. Især fordi det er virkelig spændende at læse om filmen og karaktererne, og så er den jo spækket med en masse fantastiske billeder. Derudover håber jeg dog også på at få læst “Ti små åndedrag” af K. A. Tucker, som jeg var så heldig at få ind ad døren i går. Jeg startede nemlig på den allerede i går aftes, og indtil videre virker den ret interessant. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at læse videre. Bogen udkommer desuden på mandag, så det kunne være perfekt, hvis jeg kunne nå at få anmeldt den der.
Hvad skal I læse og lave i weekenden?