Titel: “Alkymisten”
Forfatter(e): Paulo Coelho
Serie: –
Sideantal: 191
Forlag: Bazar
Udgivet: 2003
Læst på: Dansk
Alkymisten er den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med Alkymisten.
Historien om de skatte Santiago finder på sin vej, lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene og frem for alt, følg dine drømme.
Da jeg påbegyndte denne bog, havde jeg absolut ingen idé om, hvad den handlede om. Jeg havde ikke læst bagsideteksten, eller nogen forklaringen af handlingen, og titlen gav mig ikke så meget at arbejde med. Alligevel havde jeg store forventninger. Bogen har simpelthen fået så meget ros, og jeg tror aldrig, jeg har læst en negativ anmeldelse af den.
Lad mig bare starte med at sige det, som det er; jeg elskede den! Bogen er på ingen måder noget, som jeg normalt læser, men alligevel blev jeg fuldstændigt fanget af den, og jeg fløj gennem den.
Bogens handling er virkelig god, og den har nogle helt fantastiske budskaber, som jeg virkelig elskede. Desuden var der både noget kærlig, spænding og mystik, hvilket passede helt perfekt sammen.
“Livet er virkelig gavmildt over for dem der følger deres livsbane, tænkte drengen.”
Jeg elskede desuden Santiago. Han er modig, og tør at følge sine drømme. Desuden virker han rigtig kvik, og så er han meget venlig. Han er helt umulig ikke at holde af, og jeg sad gennem hele historien og håbede på, det hele ville lykkes for ham, for han havde ikke fortjent andet.
Bogen er desuden skrevet virkelig smukt. Der var i hvert fald flere steder, hvor jeg lige måtte genlæse en passage, fordi den var så fin. Dog synes jeg, den var en lille smule forvirrende til tider. Om det var fordi, jeg læste den for hurtigt, kan jeg ikke sige, men den trækker desværre bogen lidt ned for mig.
Bogen kan uden tvivl anbefales, og det er absolut ikke sidste gang, jeg har læst den.