Wonderbook: Walking With Dinosaurs’

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=-XQ4EJjyVXI&w=640&h=360]

Dette produkt er sendt til anmeldelse

Spillet kom ind af døren, og med det samme huggede kæresten det. Han havde glædet sig rigtig meget til det, så derfor fik han lov til at spille, mens jeg selv kiggede på. Det er derfor også ham, der har skrevet denne anmeldelse.

Første indtryk
Første oplevelse, jeg havde med Wonderbook, var Book of Spells, der desværre (LINK) var ret begrænset i dets gameplay, og samtidig var ret kort. Walking With Dinosaurs går i den modsatte retning og udnytter Wonderbook’ens muligheder, skaber nye fantastiske oplevelser og tilbyder dig flere timers underholdning og læring.

Hovedpersoner og opbygning
I spillet følger du karakterer fra filmen af samme navn og skal samtidig hjælpe dem igennem medrivende situationer. Du skal f.eks. kæmpe mod rivaler, udføre parringsdanse, opdage dinosaur og en del andre. Min personlige favorit var starten på hvert kapitel, hvor du efter at være blevet sendt til en udgravning et sted i verden, skulle grave, børste og sætte knogler på plads i et dinosaur-skelet. Du bliver inddraget fra starten af kapitlet, hvor du nærmest ”skaber” denne dinosaur og så følger den over de næste sider.

Spillet indeholder 5 kapiter, der er opdelt i del a & b, og hvert kapitel kan tage 1-2 timer at klare alt efter, hvor omhyggelig du er. Du får en bronze-, sølv- eller guldmedalje alt efter, hvor godt du har klaret det. Samtidig kan man åbne for faktakort, der indeholder interessante oplysninger om diverse dinosaurer såvel som nogle om moderne dyreliv.

Nye features
De nye elementer, som benyttes i Walking With Dinosaurs, er f.eks. at mikrofonen benyttes i større grad, du skal ofte hjælpe den dinosaur, du følger ved at kalde på den eller advare den. Samtidig bliver selve wonderbook’en inddraget mere fysisk i selve spillet, da du skal sidde og dreje den for at afsløre visse detaljer.

Læring/Underholdning
Tidligere skrev jeg læring og udover at samle faktakort, slutter hvert kapitel også med en quiz, så det kræver at du lytter gennem kapitlet. Det føles dog aldrig, som om spillet kun prøver at lære dig noget, alt gøres gennem underholdning.

Et par minus
En ting, der desværre er ligesom i Book of Spells, er demotiverende opfordringer fra fortællerne i spillet. Når jeg bladrer tilbage gennem bogen virker det ofte, som om de bare vil have mig videre, i stedet for at lade mig nyde bogen i mit eget tempo. Dette er en mindre detalje, men det bliver bare lidt irriterende, når du hele tiden bliver spurgt, om du ikke gerne vil videre i spillet, når du er ved at få guldmedaljer.

Vurdering af spillet
På de 9-10 timer jeg brugte på spillet, har jeg hygget mig ekstremt meget og også følt mig en hel del fjollet, mens jeg har skreget som en dinosaur for at skræmme en rival væk, men det har helt klart været det værd.

Wonderbook: Walking With Dinosaurs er fantastisk. Det viser virkelig, hvor godt et Wonderbook-spil kan være og rammer et godt sted mellem læring og underholdning samtidig med, at det henvender sig til børn såvel som forældre og alle andre, der vil have en sjov oplevelse. Jeg kan i hvert fald kun forestille mig, at det vil være hyggeligt for en familie at sidde og svare på spørgsmål eller grave fossiler frem. Det har i hvert fald været hyggeligt for mig.

Hvis du blev lidt skuffet over Book of Spells og overvejer at give op på Wonderbook-spillene, så køb Walking With Dinosaurs, det løfter niveauet for Wonderbook-spil en hel del og er helt klart en tur værd!