Månedens læsning #12: December

December var præget af eksamen, og alt for lidt læsning. I hvert fald i forhold til hvor meget jeg gerne ville have nået. Desuden var det en måned, hvor jeg bare ikke kunne tage mig sammen til at læse, da min eksamensopgave netop konstant kørte rundt i hovedet på mig, og samtidig følte jeg bare ikke rigtig for noget af det, som jeg læste.

Jeg nåede dog at læse 7 bøger i december, hvilket egentlig lyder ret okay. En del af dem var dog børnebøger, og de andre var hovedsageligt ret korte og lette at læse. Jeg nød dog at læse de fleste af dem, og det er jo det vigtigste.

Jeg fik læst 38 sider i gennemsnit om dagen, hvilket jo virkelig ikke er særlig meget, når jeg gerne ville ramme 100. Men det er selvfølgelig ikke hver måned, læsningen kan gå helt lige så godt som andre. Og at få læst noget er trods alt bedre end slet intet. Dog glæder jeg mig meget til min ferie i midten af januar, hvor jeg forhåbentlig får læst en del.

I december har jeg læst følgende bøger:

Fik I læst noget godt i december?

Julelæsning 2014

Julelæsning 2014I dag er der kun én uge til 1. advent, og jeg kan slet ikke vente. Jeg elsker nemlig jul, og synes december er en af de hyggeligste måneder i året. I år skal det meste af december bruges på opgaveskrivning og eksamensforberedelse, men det skal/kan bestemt ikke holde mig fra alligevel også at læse.

Jeg har derfor udvalgt en god bunke af julet litteratur, som jeg håber på, at kunne nå at hygge mig med i løbet af den næste måned. Det er i hvert fald alle bøger, som jeg glæder mig til enten at læse eller genlæse – desuden er det bøger, som jeg slet ikke har kunne vente med, at kunne få ‘lov’ at begynde på.

Først og fremmest skal jeg læse A Christmas Carol af Charles Dickens sammen med en stor del af de andre danske bogbloggere, da Irene kører en readalong, der starter d. 1/12. Sidste år læste jeg den på dansk, hvilket var rigtig godt, men måske skulle jeg prøve med den engelske i år. Jeg ved det ikke helt endnu. Desuden skal vi i læseklubben læse Snedronningen af H.C. Andersen, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Og når jeg er i gang med H.C. Andersen, så kan det også være, jeg lige snupper lidt flere jule/vintereventyr.

Derudover har jeg fået tilsendt Let it Snow af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle til anmeldelse af Politikens Forlag, så denne skal jeg uden tvivl også bruge nogle hyggelige timer i selskab med. Desuden nåede jeg ikke at få læst Dash & Lily’s Book of Dares af Rachel Cohn og David Levithan sidste år, så I år skal det være. Jeg har nemlig glædet mig til at læse den hele året.

Jeg havde ikke regnet med at skulle genlæse Brødrene Mortensens Jul af Bjarne Reuter, men jo tættere vi er kommet på december, jo mere har den kaldt på mig. Så jeg regner med at læse et kapitel i den hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Her vil jeg også ca. hver anden dag (hvis jeg kan lade være med at sluge den i én mundfuld), læse én fortælling i My True Love Gave to Me af Stephenie Perkins m.fl.

Har I planlagt speciel julelæsning i år, og hvis I har, hvilke bøger har I så udvalgt?

“Brødrene Mortensens Jul” af Bjarne Reuter

Brødrene Mortensens julTitel: “Brødrene Mortensens Jul”
Forfatter(e): Bjarne Reuter
Serie: –
Sideantal: 176
Forlag: Branner og Korch
Udgivet: 2002
Læst på: Dansk

Det hele starter den 1. december, da Hugo får et mystisk brev fra J.N.? Han tror fuldt og fast på, at det er fra Jule Nissen. Det gør hans storebror Wilhelm absolut ikke! Men der kommer flere breve – og nu går jagten ind…

I alt 24 forrygende kapitler – et til hver dag.

Jeg havde ikke de store forventninger til denne bog. Jeg havde set julekalenderen, som jeg er ret vild med, så jeg kendte også historien i forvejen, men havde faktisk glemt slutningen.

Bogen var absolut ikke et litterært mesterværk, men jeg var forholdsvist godt underholdt de få minutter om dagen, hvor jeg læste den. Jeg havde lidt svært ved, at kapitlerne var så korte, som de er. Det fungerede godt de dage, hvor jeg havde travlt, men ellers så kunne jeg godt have brugt en lidt længere historie.

Bogen gav mig desuden en god julestemning, hvilket var det jeg håbede og nok også regnede med den ville. Det var i hvert fald derfor, jeg i første omgang valgte at læse den, og hvorfor jeg læste den i december.

Jeg kunne tydeligt mærke, det er en børnehistorie, og der var flere steder, hvor jeg blev lidt irriteret over brødrenes alder. De virkede simpelthen for unge. Men overordnet gik det mig ikke så meget på. Jeg ville dog have ønsket, at jeg havde læst den, da jeg selv var barn.

Alt i alt er det en kort og hyggelig julefortælling. Jeg tror dog ikke, jeg vil læse den igen, men måske den en dag skal bruges som højtlæsning for mine fremtidige børn? Jeg tror i hvert fald, den vil passe perfekt dertil.

 

Læseplaner for julen

I går var det jo både første søndag i advent og første december. En dag jeg har ventet længe på. Jeg elsker virkelig jul! Og selvom lejligheden ikke er pyntet specielt meget op (min julepynt står stadig hos mine forældre – så har kun lidt, jeg har fået indkøbt den sidste uge), og jeg ikke har julet så meget, så har dagen været ret god alligevel. Men den startede så også ud med, at jeg kunne åbne en “mystisk” pakke, jeg havde modtaget i fredags med beskeden: “Må først åbnes på søndag”. Den viste sig at være fra min søster, som har været så sød at vælge at sende mig adventgaver i år. Pakken indeholdte en ring til min helix (hvilket jeg har ønsket mig så længe – men ikke fået mig taget sammen til at købe!) og min yndlingsmascara som hun havde spottet, jeg ikke havde så meget tilbage af, da hun var på besøg.

Nå men det var faktisk slet ikke det, det skulle handle om. Det skal nemlig handle om mine læseplaner for december. Jeg plejer ikke som sådan at læse efter sæsoner – min læsning er nemlig meget lyst-betonet. Men i år har jeg virkelig lyst til at læse noget julet, jeg har derfor valgt nogle bøger ud, som jeg gerne vil nå at have læst inden d. 24.

Jeg har en virkelig stor lyst til at læse eventyr i øjeblikket, så H.C. Andersen står derfor meget højt på min liste. Jeg har derfor valgt fem eventyr ud, som jeg gerne vil have læst. De fire af dem er meget korte, så dem får jeg nok læst den næste uge, som en kort overspringshandling fra opgaveskrivning. De eventyr jeg har udvalgt, er følgende:

  • Den lille pige med svovlstikkerne
  • Grantræet
  • Nissen hos spækhøkeren
  • Snedronningen
  • Snemanden

Derudover har jeg endelig fået købt Dash and Lily’s book of dares af Rachel Cohn og David Levithan, og da den vidst skulle være lidt julet/vinter-agtig, er det jo et helt passende tidspunkt at læse den på nu (og så kan jeg bare ikke vente længere!).

Desuden skal jeg ifm. læseklubben læse A Christmas Carol af Charles Dickens, hvilket jeg glæder mig meget til, da jeg aldrig har fået den læst.

Til slut har mig og kæresten besluttet os for at læse kalenderhistorier op for hinanden. Jeg læser derfor Brødrene Mortensens jul af Bjarne Reuter højt for ham. Jeg har aldrig læst bogen, men jeg var ret vild med julekalenderen, da den blev vist på TV, så mon ikke jeg også bliver glad for denne? Kæresten læser Agent 00 Nisse – mysteriet om den forsvundne hue af Martin Miehe Renard højt for mig. Han har nemlig længe plaget mig med, at jeg skulle læse den, da han synes, den er virkelig god. Så nu må vi se, hvad jeg synes om den.

Har I planer for, hvad I skal læse her i julen? Eller tager I det bare, som det kommer, ligesom jeg plejer at gøre? Kan I anbefale andre julehistorier, som jeg bare må tjekke ud?