Jeg læser børnelitteratur. Billedbøger, letlæsningsbøger og lidt længere børnebøger – jeg læser det hele. Og så selvom jeg langt fra at være barn længere. Jeg læser dog ikke helt så meget børnelitteratur, som jeg ville ønske, men når jeg gør det, så elsker jeg det virkelig.

Der er bare et eller andet helt specielt ved at dykke ned i en børnebog. De indeholder for det meste virkelig skønne universer, og fuldstændig fantastisk udarbejdet fortællinger. Desuden virker de fleste nærmest magiske, også selvom de egentlig ikke er det. Jeg elsker desuden også, at de for det meste indeholder rigtig mange gode budskaber, men som ikke virker belærende.

Derudover føler jeg, at de fleste børnebøger også indeholder noget for voksne. Det lade sig være budskaber, som en voksen vil forstå anderledes end et barn, eller være små detaljer som kun blive opfanget af en bestemt aldersmæssig gruppe. En børnebog kan altså forstås vidt forskelligt af et barn og en voksen, men samtidig kan voksne lade sig opsluge på præcis samme måde, som et barn vil gøre.

Desuden føler jeg ikke, at man ikke kan læse en børnebog uden at have læst den som barn. Selvfølgelig er der nogle børnebøger, som man uden tvivl får mest ud af at læse, når man tilhører den aldersgruppe, som bogen er skrevet til. Men det betyder vel ikke, at man alligevel sagtens kan læse den, selvom man er ældre? For mig handler det mest om, om jeg kan relatere til historien eller personerne på en eller anden måde – og hvorfor skulle jeg ikke kunne det som voksen? Jeg har jo været barn på et tidspunkt.

Jeg genlæser derfor heller ikke kun børnebøger, men læser også børnelitteratur, som jeg ikke har læst som barn. Og disse bøger kan betyde præcis lige så meget for mig, som en ungdoms- eller voksenbog ville gøre. Derfor har jeg også flere yndlingsbøger, som er børnebøger, jeg har læst, da jeg ikke længere var et barn.

Læser I også børnebøger, selvom I er voksne?