#Bogbloggertræf 2014

Irene, Karin, Rikke og jeg har besluttet os for at holde et bogbloggertræf i Aalborg. Træffet kommer til at foregå d. 27/9 fra kl. 12-18 i Aalborg Øst, og vi vil selvfølgelig gerne have så mange som muligt af jer med! Tilmeldingen kommer dog først lidt senere på måneden, men I bør allerede afsætte dagen!

Derudover vil vi gerne have et tema på dagen, men vi kan ikke helt blive enige, derfor har vi brug for jeres hjælp. Vi har udvalgt nogle forskellige temaer, som I kan vælge imellem. Smut over til Irene, og find afstemningen her.

Jeg håber virkelig I vil hjælpe, og at I har lyst til at tilmelde jer dagen, når tilmeldingen kommer op senere på måneden! Derudover kan i følge med på #bogbloggertræf, som er det officielle hashtag for dagen.

Bogbloggertræf 2014 #1

I går var jeg jo som skrevet til bogbloggertræf, og selvom dagen startede lidt stressende ud med, at jeg ikke kunne hente min billet fra DSB’s billet-app, og dermed missede mit tog. Mine forældre var dog søde, og kørte mig til Odense, hvor jeg blev samlet op på en rasteplads af ’jydebilen’. Jeg kunne derfor alligevel nyde det meste af turen til København i selskab med Sabina, Sidsel, Sus og Tanja.

Vi ankom stort set alle samtidig, til et virkelig fint pyntet lokale, og snakken gik lystigt fra start. Og kort tid efter var det tid til frokost, som bestod af en lækker buffet med bl.a. pulled pork, grønsagsstænger og en virkelig god kartoffelsalat. For at finde ud af, hvor vi skulle sidde, skulle vi hver trække en karakter fra Alice i Eventyrland som var dagens tema. Jeg trak Hattemageren, hvilket jeg var ganske tilfreds med – jeg kom i hvert fald til at sidde sammen med nogle rigtig søde piger.

Efter frokost var der tid til lidt (mere) snak, mens der blev gjort klar til bog-quiz. Herefter blev vi inddelt i hold, der blev udnævnt holdkaptajner (jeg blev for mit hold) og så var det tid til at komme i gang med at quizze! Der var nogle virkelig gode og kreative spørgsmål, og jeg lærte da også nogle enkelte ting om forskellige bøger og bogmarkedet. Desuden var der en udfordringskategori, som både fik sat vores kreativitet og tanker i gang – og hvor vi virkelig fik grint en masse.

Bog-quizzen bestod af to runder og mellem disse runder, blev der arrangeret et genialt kagebord. Der var virkelig så meget lækkert at vælge mellem, og helt sikkert noget for enhver smag. Desuden var pyntningen af bordet virkelig også gennemført med fine produkter sponsoreret af Dreamparty.

Quizzen gik forholdsvist godt for vores hold, vi lå dog ikke på førstepladsen. Det var dog lige indtil finale spørgsmålet, hvor hvert hold skulle svare på, hvilket årstal Alice i Eventyrland første gang kom som film. Anna fra mit hold var 99% sikker på svaret, og vi valgte derfor at satse alt. Lidt farligt måske – men det viste sig, at hendes svar var helt rigtigt, og vores hold dermed vandt. Præmierne var helt i stil med temaet for dagen – vi kunne nemlig hver vælge den udgave af Alice i Eventyrland, som vi helst ville have, ud af fire forskellige udgaver. Jeg valgte nedenstående udgave, som Carlsen havde været så venlige at sponsorere. Indbindingen og illustrationerne af Robert Ingpen er virkelig så smukke, og jeg faldt fuldstændig pladask for denne udgave. Så nu glæder jeg mig virkelig til at få læst historien, som jeg faktisk kun har set på film.

Herefter stod den på lidt mere snak, og så gik turen hjem (til mine forældre) igen. Og da jeg måtte sidde en time og vente på mit tog i Odense, gjorde det ingenting – jeg kunne nemlig tænke tilbage på en skøn dag i godt selskab. Jeg glæder mig allerede til (forhåbentlig) at se alle igen! Og så skal der lige til sidst lyde en stor tak til Katja for at arrangere en så skøn dag.

Disse søde piger deltog: Andra, Anna, Anne, Gitte, Ida, Kathrine, Katja, Maja, Marie, Mathilde, Rebecca, Rikke, Rikke, Sabina, Sabrina, Sidsel, Susanne, Tanja, Xenia og Xenia.

Bogbloggertræf 2014

Bloggen har været meget stille denne uge, da jeg har haft en opgave, der skulle skrives færdig, og et oplæg der skulle laves. Desuden tog jeg igår hjem på forlænget weekend hos mine forældre – min mor havde nemlig fødselsdag i tirsdags, så hun skal selvfølgelig fejres, og samtidig har jeg fantastiske planer i dag. Lige nu sidder jeg nemlig endnu engang i toget mod Fredericia, hvor jeg skal mødes med nogle søde piger, og køre med dem til København – forårets bogbloggertræf bliver nemlig afholdt i dag!

Bogbloggertræffet i efteråret var jo virkelig en succes. Der var masse af hygge og snak om bøger, og så var det i det hele taget bare virkelig fedt at møde flere af de andre bogbloggere. Jeg glæder mig derfor også helt vildt til i dag! Det bliver i hvert fald helt sikkert hyggeligt.

Nå, jeg ville egentlig bare lige skrive en kort update på min uge. I må have en rigtig god weekend! Og så håber jeg på, der er lidt mere liv i bloggen i næste uge – jeg har jo så mange indlæg, jeg gerne vil skrive. Desuden sker der snart nogle små ændringer på/med bloggen, men det skal I nok også snart få mere at vide om.

Bogbloggertræf 2013 #2

Som sagt fik vi nogle rigtige fine goodiebags i forbindelse med bog-jeopardy. Jeg blev i hvert fald rigtig glad for alle tingene, og det var nu en rigtig god præmie at få for en fjerde plads 😉

Af bøger fik jeg Delirium af Lauren Oliver (sponsoreret af Politikens Forlag), The Submissive af Tara Sue Me (sponsoreret af People’s Press) og Mount København af Kaspar Colling Nielsen (sponsoreret af Gyldendal). Delirium er jeg rigtig glad for, da jeg er virkelig vild med den (læs min anmeldelse her) og jeg kun havde nr. to i forvejen. The Submissive glæder jeg mig bare virkelig meget til at læse, da jeg er blevet ret vild med genren, og Mount København lyder ret speciel, så den er jeg ret spændt på at få læst, og se hvad jeg synes om.

Udover bøger fik vi også en masse andet godt. Vi fik 14 dages gratis lytning hos Storytel, som jeg glæder mig meget til at få brugt. Tænker det vil være perfekt til mine togture i efterårsferien. Desuden fik vi høretelefoner fra Gyldendal i samarbejde med Storytel, hvilket jo er helt perfekt, til når jeg skal høre lydbøger. Vi fik også to tebreve sponsoreret af Naturesource.dk, som jeg glæder mig til at nyde sammen med en god bog. Desuden fik vi to fine bogmærker og en rigtig fed magnet, som med det samme har fået en plads på køleskabet. Udover at Nemlig.com havde sponsoreret penge til træffet, så fik vi også alle sammen et gavekort på 100 kr. dertil.

Og som om det ikke var nok, så mangler der faktisk noget på billedet. Vi fik nemlig også en lille lækker slikpose, som jeg var rigtig glad for, da jeg kom hjem kl. 2.10 søndag nat 😉

Bogbloggertræf 2013 #1

I lørdags stod jeg som sagt tidligt op for at vende næsen mod København, hvor jeg tilbragte dagen i selskab med 19 andre bogglade piger.

Dagen startede rigtig godt ud med en virkelig hyggelig køretur, hvor snakken gik lystigt om alt muligt. Da vi ankom til træffet, fik vi hurtigt fundet vores pladser i det virkelig fint pyntede lokale, og så var det tid til frokost. Frokosten med bestod af en rigtig god salatbar, pulled pork, oksekød og en rigtig lækker kartoffelsalat, som jeg stadig drømmer lidt om. Det hele var virkelig lækkert, og jeg tror, alle blev ret så mætte.

Herefter var det tid til at have det lidt sjovt og lære lidt flere at kende. Vi blev derfor inddelt i hold, og en god omgang bog-jeopardy blev sat i gang. Det var nogle ret kreative spørgsmål Katja havde fundet på, og jeg må indrømme, mit hold ikke var specielt gode til det. Vi endte da også med at tabe ret stort. Vi var dog så heldige, at vi alligevel fik en goodiebag med hjem, som indeholdte nogle rigtige gode ting. Indholdet af den kommer på bloggen i morgen.

Herefter gik resten af dagen med masser af hygge og bogsnak. Og et lille besøg af People’s Press, som havde et spændende projekt, de ville fortælle om, og have lidt hjælp til. Resten af dagen gik dog alt for hurtigt, og før jeg fik set mig om, sad jeg hjemme i Aalborg og ventede på en bus.

Alt i alt var det altså en rigtig hyggelig dag, og jeg skal uden tvivl med igen, hvis der bliver holdt endnu et træf. Bøger, bogsnak og søde piger er jo en helt fantastisk kombination. Og så vil jeg forresten lige undskylde de manglende billeder. Jeg hyggede mig så meget, at kameraret ikke rigtig kom op af tasken.

Til sidst skal der lige lyde en stor tak til Fabel-a.dk og Nemlig.com, som har været med til at bidrage til træffet, og har gjort den fine oppyntning og lækre frokost mulig.

De deltog: Andra, Anna, Gitte, Ida, Ingrid, Irene, Karin, Katja, Katja, Kirstine, Maja, Marie, Mathilde, Rikke, Sabina, Sabrina, Susanne, Tanja og Xenia