Boris Hansen

Weekend Reads #39: Uge 37

| Simone Hagemann

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Shit, hvor er det altså hårdt at være startet igen. Det er super sjovt og lærerigt, men jeg kan også tydeligt mærke, at jeg både laver noget mere fysisk igen, og at jeg lærer helt vildt. Derfor glippede ‘Weekend Reads’ i sidste uge også, da jeg simpelthen ikke havde overskud til hverken at skrive eller tage et billede. Og så er læsningen heller ikke gået helt godt. Men sådan skal det altså ikke være i denne weekend.

Weekenden står derfor også hovedsageligt på læsning. Jeg har nemlig brug for at slappe helt af, og samtidig har jeg også brug for at få læst lidt mere igen. Ellers når jeg jo heller aldrig igennem min TBR for måneden. 😉 Mine læseplaner for weekenden er dog også så gode, at jeg umuligt kan lade være med at lade mig opsluge totalt. Jeg skal nemlig først og fremmest læse “Hvis det er os” af Adam Silvera & Becky Albertalli. CarlsenPuls var nemlig så søde og sende den til mig i sidste uge – en hel måned før dens udgivelse! Men jeg er desværre endnu ikke nået så langt i den, som jeg havde ønsket, da overskuddet ikke rigtig har været der. Men jeg glæder mig sådan til at dykke ordentligt ned i den. Derudover regner jeg også med, jeg skal have lyttet til lidt mere af “Panteons prøve – del 1” af Boris Hansen. Det virker jo passende, når “Den tiende trone” udkommer i morgen.

Hvad skal du læse i weekenden?

“Akkanas gåde” af Boris Hansen

| Simone Hagemann

Titel: “Akkanas gåde” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #2 / Sideantal: 593 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 16.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.

Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.

Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.

Jeg har længe taget tilløb til at læse “Akkanas gåde”. Ja, faktisk tog det mig næsten et år fra udgivelsen at få læst den – endda på trods af den tredje bog i serien nåede at udkomme undervejs. Sagen er nemlig den, at jeg faktisk startede på bogen, da den udkom. Jeg var nemlig mega begejstret for at læse videre i serien, og se hvordan historien ville komme til at udfolde sig. Desværre nåede jeg aldrig super langt, før min læsning gik i stå. Jeg kedede mig simpelthen alt for meget, og følte ikke rigtig jeg kunne komme ordentlig ind i bogen. Derfor satte jeg min læsning på standby.

For nyligt overtalte jeg dog min far til at påbegynde serien, og hans begejstring for den endte med at smitte af på mig. Så da jeg en dag stod uden en lydbog, og hurtigt skulle vælge en ny, lå det lige til højrebenet, at det selvfølgelig skulle være “Akkanas gåde”. Hvilket skulle vise sig at være et helt perfekt valg. For selvom jeg faktisk troede, jeg gik i stå med bogen, fordi den ikke lige var noget for mig. Fantasy og mig er jo ikke altid verdens bedste venner. Så viste det sig, at det åbenbart bare havde været mit læsehumør på daværende tidspunkt. Jeg blev nemlig hurtigt fuldstændig hooked, og jeg lyttede intenst hvert øjeblik, jeg havde mulighed for det. Historien opslugte mig nemlig fuldstændig, og jeg fik hurtigt den samme glædelsesfølelse af, at dette er en mega fed bog – præcis som jeg gjorde med den første bog i serien. Det er nemlig en virkelig fed bog, og der sker så ekstremt mange ting, som jeg på ingen måde kunne havde regnet ud. Historien spinder så mange tråde, og de væves så fint ind og ud mellem hinanden, på sådan et plan hvor man hele tiden har lyst til at vide bare lidt mere og dermed også læse videre.

Udover at historien udfolder sig endnu mere i “Akkanas gåde”, så synes jeg også, vi kommer dybere ind under huden på alle vores favoritpersoner. Jeg nød især at lære Mehmet bedre at kende, og jeg elskede, at han var så stor en del af historien. I det hele taget var jeg vild med, hvordan vi lærte lidt mere om Storbyen, og jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. I det hele taget er jeg så vild med, hvordan bogen gjorde mig endnu mere nysgerrig. Den efterlod mig nemlig konstant hungrende efter mere, og jeg følte for alvor, jeg kom helt ind i serien. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at min læsning godt kunne munde ud i en mindre besættelse. Boris skriver nemlig så levende og fantasifuldt.

Alligevel får bogen ikke topkarakter, selvom det ikke er langt fra, jeg ville havde givet den det. Den får det dog ikke, da der desværre var et par steder, hvor jeg kedede mig en smule. Det varede aldrig særlig længe, men det påvirkede desværre min læsning en smule, i og med den ikke hele tiden var flydende. Jeg kan dog ikke helt sætte en finger på, hvorfor jeg havde det sådan, men jeg tror, det havde noget at gøre med, jeg bare gerne havde set lidt kortere kapitler, og lidt mere skiften mellem de forskellige historielinjer. Måske mest af alt fordi jeg bare hele tiden gerne ville vide, hvad der nu kom til at ske i de forskellige handlingsforløb.

Weekend Reads #38: Uge 35

| Simone Hagemann

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

I dag er min sidste officielle fridag før semester- og praktikstart. Det er altså ret vildt. Jeg sætter derfor også ekstra pris på dagen og den kommende weekend. Ikke fordi jeg som sådan har noget specielt planlagt, men jeg skal helt sikkert lige nyde stilheden, før mit travle efterår går i gang. Jeg tænker dog umiddelbart, at en del af weekenden skal bruges på at få ordnet praktiske ting. Det kunne i hvert fald være rart, at lejligheden blev gjort rent, opvasken vasket op og at kunne se bunden af vasketøjskurven. Samtidig tænker jeg dig også, der skal være plads til en tur på legepladsen eller to. Eller bare en gåtur – måske ud at handle så køleskabet også kan være godt fyldt til den kommende uge.

Men læsning står altså også ret højt på mine planer. De sidste to uger har nemlig ikke været helt så gode på den front. Det kunne derfor være meget rart lige at finde læseglæden frem igen, før hverdagen for alvor starter. På den måde tror jeg i hvert fald, det bliver lidt lettere at prioritere læsningen om aftenen fremover. Jeg kan dog ikke helt finde ud af, hvad jeg skal læse. Jeg har nemlig en del, der står i kø i øjeblikket – men selvfølgelig er der intet, der lige umiddelbart skriger mit navn. I hvert fald ikke som jeg har mega meget lyst til lige nu. Derfor tror jeg, det måske er smartest bare at læse det færdigt, som jeg pt. er i gang med. Det betyder altså, at min TBR for weekenden består af “Hvis bare du var min” af Jenny Han og “Panteons prøve, del #1” af Boris Hansen. Og det skal nu også nok blive fint. Jeg nyder i hvert fald begge bøger.

Hvad er dine planer for weekenden?

Barselsvikar #3: Boris Hansen

| Simone Hagemann

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag får Boris Hansen ordet på bloggen. Boris udgav sidste år “Vejen til Panteon”, som er den første bog i “Panteon-sagaen”. En bog som jeg læste for nogle måneder siden og virkelig nød i fulde drag. Hvilket er på trods af, at den faktisk ligger en del uden for min comfort zone.

To Tips Til Når Du Kaster Dig Over At Skrive Den Store Fantasy-serie

Jeg har valgt at bruge mit gæsteindlæg på Simones blog til at dele “To Tips Til Når Du Kaster Dig Over At Skrive Den Store Fantasy-serie”. Måske har du virkelig tænkt dig at gøre det en dag – at skrive trilogien over dem alle og blive den næste Tolkien. Eller måske er du bare nysgerrig efter at få et indblik i de overvejelser. forfattere kan gøre sig når de opbygger et serieprojekt, der kan ende med at tage år af deres liv.

Uanset hvad håber jeg du får noget ud af mine erfaringer. Undervejs vil jeg konkretisere mine tips ved at give eksempler fra min egen serie, PANTEON-SAGAEN, der fortsætter til september med bind 2, AKKANAS GÅDE.

God fornøjelse!

TIP 1: Gør serien til din egen!
Det skrivetip jeg alleroftest deler, når nogen spørger, er helt klart “skriv en historie, der din egen”. Fantasy-genren er måske mere end nogen anden genre belæsset med den ene serie efter den anden, der følger præcis samme formular som hundrede andre. Jeg tror det skyldes, at fantasy grundlæggende er fascinerende og opslugende, især for unge læsere, og der er ikke lang vej fra “sikke en vild læseoplevelse jeg lige har haft” til “jeg vil også skrive fantasy!”

Og desværre går der ofte en mellemregning tabt i processen – det gjorde der ihvertfald for mig da jeg skrev mit første fantasy-værk som 11-årig og sendte det til forlaget Modtryk. Nemlig “hvordan undgår jeg, at jeg bare skriver en kopi af alle de fantasy-serier, jeg selv elsker at læse”?

Er der for eksempel en af følgende beskrivelser, der nogenlunde passer på den serie du vil skrive?

  • “Mørkets kræfter truer verden, og hovedpersonerne må finde den ene magiske genstand, der kan hjælpe dem.”
  • “Ung heltinde forelsker sig i superlækker vampyr/dæmon/varulv og introduceres til en mystisk underveden hun ikke vidste fandtes.”
  • “Ung hovedperson optages på magisk skole for troldmænd/hekse.”

Hvis ja, så er det muligvis et tegn på at du skal overveje, hvordan din serie er netop din egen i stedet for bare at være endnu en serie i en af fantasy-genrens store bølger. Kun på den måde kan du skille dig ud som forfatter og få læsere, der vil opsøge dine bøger igen og igen.

Det behøver IKKE betyde, at du skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Nogle gange kan bare én original drejning være med til at gøre et helt værk anderledes. Måske ligger den magiske troldmandsskole i DIN serie i et sydafrikansk slumkvarter blandt alle træskurene, vasketøjssnorene og de improviserede fodboldbaner. Det vil sætte sit præg på hovedpersonernes daglige liv og din fantasy-series identitet – og gøre den til en læseoplevelse, læserne husker længe efter alle de andre.

I PANTEON-SAGAEN forsøger jeg selv at indsætte små, sjove vinkler på det velkendte rundt omkring. For eksempel handler serien om en typisk, ung, Udvalgt hovedperson, der må tage ud på en lang rejse for at møde sin skæbne og konfrontere en masse skræmmende fjender – men i min serie er det ikke Den Udvalgte der er hovedpersonen; det er hendes bedste ven, der rejser efter hende for at lede efter hende.

Og PANTEON-SAGAEN handler ligesom så mange andre fantasy-serier om opdagelsen af en Narnia-agtig, fremmed verden fuld af magi … men halvdelen af hovedpersonerne tør ikke rejse dertil, og vælger i stedet at blive i vores verden, hvilket gør at serien kun 50% er fantasy.

Og i den fremmede verden findes et gudsbenådet folkeslag af engle med overnaturlig skønhed, der stiger ned fra himlen for at hjælpe menneskene, som man så ofte ser i fantasy … men vi finder hurtigt ud af at disse engle faktisk er hårdt pressede og dybt traumatiserede over den konstante livsfare og de mange forventninger til dem.

Sådan kan man finde mange måder at angribe det velkendte på fra en ny vinkel. Jeg vil opfordre alle nye forfattere til at spørge sig selv, hvilke elementer i deres serie, man ikke finder i nogen af de andre. Og hvis man ikke kan svare på det spørgsmål, så er det måske med at slippe fantasien løs.

TIP 2: Hver bog er unik – også i en serie
En nem måde at fare vild i sin serie på er ved at betragte den som ét kæmpestort værk med én begyndelse og én slutning, som kun er delt op i 3-4 adskilte bøger fordi det er umuligt at trykke én bog på 2000 sider. Hvis det er sådan man tænker på serien som projekt, så er det ikke underligt hvis det hele virker uoverskueligt og man går lidt død i det undervejs.

I stedet kan jeg anbefale, at man tænker på de enkelte bøger i sin serie som unikke projekter – også selv om hver bog har samme hovedperson og de alle ligger i forlængelse af hinanden rent plotmæssigt.

De bedste bøger er dem der beskriver et forløb eller nogle forandringer mellem begyndelsen og slutningen. Måske lærer hovedpersonen noget vigtigt om livet eller om sig selv, som han ikke var klar over i begyndelsen af bogen. Måske besejrer dine helte endelig en fjende der har gjort livet surt for dem i evigheder. Eller måske finder de endelig den magiske ørering, de har ledt efter overalt. Og når man lukker bogen efter sidste side, sidder man tilbage med følelsen af, at man har været igennem en forandring, et forløb med betydning. At bogen ikke var ligegyldig.

Dette gælder OGSÅ for bøger i en serie – og det giver dig en mulighed for at give hver bog i serien en særlig rolle, en unik stemning, en identitet. For eksempel vidste jeg fra begyndelsen af mit arbejde med PANTEON-SAGAEN, at historien ville kræve fire bøger. Det skyldtes, at jeg kunne dele den store historie op i fire bidder på en måde, så hovedpersonen gennemgik et vigtigt forløb i hver.

Alle PANTEON-SAGAENS fire bøger har i mit hoved en særlig rolle i hovedpersonens overordnede rejse, og de har hver især en særlig tone. Første bog, VEJEN TIL PANTEON, er den bog hvor heltene opdager en fremmed, magisk verden, og beslutter sig for at udforske den. Hovedpersonen Lucas starter ud med at være relativt ubekymret og optimistisk (hvilket måske ændrer sig en smule undervejs). Derfor er netop denne bog i serien præget af eventyr, vilde oplevelser og følelsen af frihed. Den er i mit hoved seriens “eventyrlige” bog.

Det betyder ikke at der ikke er opdagelser og eventyr i bog 2, AKKANAS GÅDE. Tværtimod. Men i bog 2 begynder hovedpersonerne at opdage, at der eksisterer nogle store sammensværgelser og dybt begravede hemmeligheder, som de er nødt til at udforske. Noget usynligt som er langt større og vigtigere end dem selv. Derfor er AKKANAS GÅDE den “gådefulde” bog i serien (og det er ikke noget tilfælde at den har ordet ‘gåde’ i titlen eller har fået en forside med et blåligt og mystisk præg). De to bøger skulle selvfølgelig helst føles som en del af et samlet hele, men det forhindrede mig ikke i at arbejde med forskellige stemninger og fokusområder fra den ene til den anden.

Bog 1 – “eventyrlig”. Bog 2 – “gådefuld”. Jeg vil ikke afsløre, hvilken identitet bog 3 og 4 i serien har, men pointen er, at man kan gøre skriveriet lettere for sig selv ved ikke bare at dele historien op i adskilte bøger, men også ved at spørge sig selv hvilken særlig stemning, hvilket forløb eller hvilken erkendelse der er i centrum for hver bog. Det giver mulighed for at fremhæve temaerne for de enkelte bøger og give dem hver en særlig identitet – og det gør at man som forfatter kan se hver ny bog som en lidt anderledes og spændende opgave. Ellers kan man hurtig køre sur i sin serie..

Har du lyst til at læse mere så find Boris’ hjemmeside lige her. Du kan desuden også finde ham på Instagram (@forfatterborishansen) og Facebook (Boris Hansen – Forfatter).

“Vejen til Panteon” af Boris Hansen

| Simone Hagemann

Titel: “Vejen til Panteon” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #1 / Sideantal: 428 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke.

Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog af sted:

Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!

Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.

Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne …

Jeg var en smule nervøs for at læse “Vejen til Panteon”. Specielt fordi jeg så inderligt gerne ville elske den, men var i tvivl om, om jeg ville komme til dette. Jeg er nemlig ikke den store fan af rigtig fantasy, og den faldt derfor en del uden for min comfort zone. Men min kæreste har i flere år rost Boris’ skrivestil og historier, og da beskrivelsen af denne lød ret tiltalende, så måtte jeg altså give den et forsøg. Især fordi Boris også selv har fået solgt bogen virkelig godt, og dermed havde fået mig gjort ret hooked på den. Og jeg er så glad for, jeg valgte at give den et forsøg. Det viste sig nemlig at være en virkelig god læseoplevelse.

Bogen gav mig lidt “Narnia”-vibe på en rigtig god måde. For selvom den mindede mig lidt om “Narnia”, så er den nemlig uden tvivl stadig helt sin egen. Der bliver til tider brugt nogle kendte elementer, som godt kan få én til at tænke på andre historier. Men dette gøres på en måde, så historien stadig kommer til at virke ret unik. Desuden er historien virkelig interessant, og jeg nød så meget at opleve den og hele universet i selskab med bogens personer. Der er ydermere godt med fart over feltet og masser af mystik og spænding, hvilket gjorde at min interesse hele tiden blev fastholdt. Jeg fløj derfor også igennem de fleste sider, og det var som om, siderne vendte sig hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kom på slutningen.

“Vejen til Panteon” indeholder desuden også en god portion humor og personer, man ikke kan lade være med at holde af. Jeg var i hvert fald vild med bogens hovedpersoner. De er på ingen måde perfekte, men det er netop det, der gør dem helt fantastiske. Det gjorde det nemlig ret let at relatere til dem, på trods af de kommer ud for en hel del, som jeg på ingen måde kommer til at opleve. Bogen er desuden fyldt med litterære referencer, og man mærker virkelig Boris’ kærlighed til fantasygenren igennem den. Hvilket jeg kun fandt virkelig fedt. Jeg forstod måske ikke alle referencer, men de var alligevel med til at give bogen lige det ekstra.

Jeg er dog ikke helt forelsket i hverken denne bog eller serien endnu. Men det handler nok mest om, at jeg lige skal vænne mig til genren. For bogens historie i sig selv fejlede som sådan ikke noget, selvom jeg dog godt lidt kunne mærke, at det netop er den første bog i en serie. Man skal nemlig lige helt ind i historien og havde forklaret hele universet. Jeg er dog ret hooked, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. Jeg vil jo virkelig gerne vide, hvad der nu kommer til at ske.