Fokus: Chris Carter

I dag udkommer, som skrevet i går, endnu en bog i Chris Carters Robert Hunter serie. Jeg har derfor valgt at lave et indlæg, som skal overbevise jer alle om, at I bare bliver nødt til at læse noget af ham! 😉

Jeg opdagede Chris Carter i 2011, hvor jeg tilfældigvis faldt over Krucifiks-morderen på biblioteket. Den lød spændende, så den kom med hjem. Jeg påbegyndte læsningen, og alt for kort tid efter var den slut. Jeg havde slugt den råt, og måtte med det samme på biblioteket for at hente den Bødlen, som var den næste i serien. Den blev også slugt på ingen tid, og jeg sad tilbage med en lidt tom følelse bagefter. Der var nemlig ikke flere bøger (på dansk) i serien, og jeg ville bare have mere.

Stalkeren blev derfor købt samme dag, som den udkom! Og endnu engang var der alt for få sider.. og over et år til den næste kom på dansk. Dødens Kunstner blev dog købt lidt efter udgivelsesdagen, men jeg nød den præcis lige så meget som de andre!

Dødsshowet er jo udkommet i dag, og den er selvfølgelig på vej i posten. Ideelt set sad jeg allerede og læste i den – men jeg var en anelse for langsom til at få den bestilt hjem.

Som I nok kan fornemme, elsker jeg virkelig serien. Den indeholder bare alt den spænding, som jeg synes en krimi skal. Desuden føler jeg tydeligt, man kan mærke at Chris Carter kender til seriemordere, og de derfor bliver lidt mere ægte i hans bøger.

Har I læst noget af Chris Carter, og hvad synes I om hans serie om Robert Hunter? Og hvis I ikke har, kan I så se af at komme igang!

Jeg ønsker mig #5

Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.

I morgen udkommer en bog, jeg har ventet med længsel på siden august, hvor jeg opdagede, at den udkom på engelsk. På det tidspunkt var jeg meget (!) tæt på at bestille de engelske udgave hjem, men min fornuftige side fortalte mig, at det ville være dumt, når jeg jo hellere ville have den danske udgave. Jeg blev derfor også virkelig glad, da jeg opdagede at den blev udgivet på dansk så kort tid efter – det er så rart, når forlagene er hurtige.

Bogen er nr. 5 i Robert Hunter serien af Chris Carter, og har fået navnet Dødsshowet.

Kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles-politiets specialdrabsafdeling får en anonym opringning, der beder ham gå til en bestemt internetadresse – en privat udsendelse. Hunter logger på, og en forestilling beregnet kun for ham begynder straks.

Tvunget til at foretage et kvalmende valg må Hunter sidde og se på, mens et uidentificeret offer bliver torteret og myrdet live på internettet.

Før Hunter og hans makker Garcia overhovedet når at komme i gang med efterforskningen, får Hunter en ny opringning. En ny internetadresse. Et nyt offer. Men denne gang har morderen opgraderet sit spil …

Hvilken bog er din favorit?

Mit svar kommer for det meste altid med det samme, og lyder således:

Hele Harry Potter serien!

Svaret er jo lidt snyd, og sandheden er da også, at jeg synes, det er et virkelig ondt spørgsmål, for det er helt umuligt for mig at vælge bare én. Harry Potter serien er fantastisk, men er det min(e) favorit bog/bøger. Det ved jeg virkelig ikke.

For hvad betyder favorit egentlig? Er det den bog, jeg har læst flest gange? Den bog jeg aldrig vil glemme? Den bog jeg brugte hele natten på at læse, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig? Eller den bog, jeg ikke kan lade være med at anbefale til alle?

Jeg har virkelig ingen idé om det. Og derfor bliver mit svar altid bare Harry Potter, for det kan de fleste relatere til, og det kræver ikke så lang reflektionstid. Jeg har dog et udvalg af andre bøger, som godt kunne ligge på pladsen som favorit – jeg kan bare umuligt vælge mellem dem. Udvalget er vidst nogenlunde således:

  • Snemanden af Jo Nesbø har en helt særlig plads i mit hjerte. Det var den bog, som introducerede mig ordentlig til krimigenren, og som gjorde at jeg ikke har kunnet slippe denne genre siden. Den fangede mig ved første sætning, og jeg lagde den ikke fra mig før sidste side.
  • Bødlen af Chris Carter var nok den mest klamme bog, jeg nogensinde har læst. Men jeg elskede den! Jeg er i det hele taget helt vild med Robert Hunter serien, men den her er nok den bedste af bøgerne, og den bog som jeg læste aller hurtigst, fordi jeg bare blev nødt til at kende slutningen.
  • Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen har jeg så mange minder forbundet med, hvilket gør den helt speciel. Desuden synes jeg, historierne i samlingen er så hyggelige.
  • En flænge i himlen af John Green blæste mig totalt bagover, og sendte mig direkte ud i en bogkrise. Jeg kunne jo umuligt finde en bog, der var ligeså god som den. Det skete, men alligevel ligger den stadig meget højt på min liste over mulige favorit bøger.
  • Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson havde jeg ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg ville synes om. Den kom egentlig bare med hjem, fordi jeg lige hurtig så den på biblioteket, og synes jeg havde brug for lidt let læsning. Bogen viste sig dog at være meget mere end bare lidt læsning. Den viste sig at være en helt igennem smuk kærlighedshistorie, som jeg stadig tænker på, selvom det er meget længe siden, jeg læste den, og jeg har glemt det meste af plottet.

Har I én favorit bog, eller synes I også, det er helt umuligt at vælge bare én?

Bøger i efteråret

Jeg elsker foråret og efteråret! Ikke pga. vejret men pga. alle de gode bøger, der bliver udgivet på disse årstider. Specielt efterårsperioden plejer virkelig at være god, og i år er absolut ikke nogen undtagelse. Jeg har derfor valgt, at vise de bøger frem, som jeg glæder mig aller mest til udkommer i løbet af det næste stykke tid. Jeg når nok desværre ikke at få læst dem alle lige med det samme, men jeg glæder mig alligevel virkelig meget til at have muligheden for at læse dem.

Jeg har valgt ikke at tage de bøger med, som allerede er udkommet her i september. Derfor står der kun én under denne måned, selvom der har været flere spændende udgivelser.

Titlerne linker til bøgerne på Saxo.com, hvor man kan læse mere om hver enkelt bog, hvilket jeg virkelig vil anbefale jer at gøre. De lyder nemlig virkelig gode! Desværre er der nogle af titlerne, som jeg ikke har kunne finde på hverken Saxo eller forlagets hjemmeside.

September
30.9.13: Blå Lys af Jon Brændsgaard Toft (Forlaget mellemgaard)

Oktober
1.10.13: Den 5. bølge af Rick Yancey (Gyldendal)
3.10.13: En hellig alliance af A.J. Kazinski (Politikens forlag)
7.10.13: Splittet af Teri Terry (Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck)
10.10.13: Gøgens kalden af Robert Galbraith/J.K. Rowling (Gyldendal)
10.10.13: Hospitalet af Michael Kamp (Tellerup)
10.10.13: Marie Antoinettes hemmelige dagbog af Carolly Erickson (Punktum)
17.10.13: Vagten af Peter Terrin (Turbine forlaget)
28.10.13 Ild af Maya Banks (Pretty ink)

November
1.11.13: Forkynderen af Sander Jakobsen (Punktum)
2.11.13: Dødsshowet af Chris Carter (Jentas)
?: Tavshedens Mørke af Maria Kjær-Madsen (Forlaget Valeta)
?: Shared af L. Marie Adeline (Politikens forlag)

Hvilke bøger glæder I jer til udkommer, og er I enige i nogle af mine?

Dag 16 – Ynglings bøger, som du ejer. Og hvorfor dem?

Her er der virkelig ingen tvivl. Det er nemlig uden tvivl min Harry Potter samling og mine bøger af Chris Carter. Min udgave af Harry Potter er simpelthen bare så fin, og så er bøgerne jo bare helt fantastiske. Mine Chris Carter bøger er virkelig nogle, som jeg er helt vild med, da jeg elsker hans måde at skrive på. Og så får han bare altid bygget et genialt plot op. Desuden er jeg ret vild med den måde bøgerne komplimentere hinanden på. Dog er  min første af bøgerne (som jeg ikke lige kunne finde – tror den ligger i en flyttekasse) hardback, så den passer ikke helt ind. Men de andre tre passer rigtig godt sammen.