Nyt i reolen #3

Her kan ses de bøger, som jeg har købt de sidste par måneder.

  • Hannibal af Thomas Harris
  • Dødens Kunstner af Chris Carter – Denne bog har jeg læst, og anmeldelsen kan læses her.
  • Det tolvte offer af Michael Connelly
  • Luk øjnene af John Verdon

Desuden har jeg købt denne, som jeg er helt forelsket i. Den er simpelthen så fin.

“Dødens Kunstner” af Chris Carter

Dødens KunstnerTitel: ”Dødens Kunstner”
Forfatter(e): Chris Carter
Serie: Robert Hunter #4
Sideantal: 394
Forlag: Jentas
Udgivet: 1.5.2013
Læst på: Dansk

En sygeplejeelev får sit livs chok, da hun finder sin patient, anklager Derek Nicholson, myrdet i sin seng. Handlingen virker meningsløs – Nicholson var dødssyg med kun få uger tilbage at leve i. Men det, der chokerer kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles’ drabsafdeling mest, er det visitkort, moderen har efterladt.

For Hunter er der ingen tvivl om, at morderen forsøger at kommunikere med politiet, men metoden ligner ikke noget, han nogen sinde har set før. Og hvad kan det skjulte budskab være?

Netop som Hunter og hans makker Garcia mener, de har fundet en ledetråd, bliver et nyt lig fundet – og et nyt visitkort. Men uden synlig forbindelse mellem det første og det andet offer er alle dere hidtidige fremskridt tabt på gulvet.

Presset til en ubekvem alliance med den selvsikre Alice Beaumont må Hunter skynde sig med at stykke efterforskningens elementer sammen… før Dødens kunstner føjer de sidste detaljer til sit mesterstykke.

Chris Carter har gjort det igen! Endnu engang var jeg totalt opslugt af bogen, præcis som jeg har været med de tre andre i serien. Chris Carter skriver simpelthen så fantastisk. Han er i denne bog også meget beskrivende i hans sprog, og man er på ingen måde i tvivl om, hvordan har gerne vil have, at man ser f.eks. gerningsstederne. Alt er i denne bog altså også beskrevet på en måde, så man virkelig føler, man selv er der.

Hans bøger er ofte ret grusomme, og jeg har da også altid på mindst et tidspunkt i en af bøgerne tænkt på, at det her simpelthen er for klamt. Og denne bog er virkelig ingen undtagelse! Gerningsstederne er jo i sig selv ret grusomme, men beskrivelserne af dem gør  dem bare endnu værre.

Kapitlerne i denne er igen meget korte, hvilket jeg virkelig er vild med. Jeg elsker det med, at man altid lige har tid til at snuppe et kapitel. Desuden synes jeg, det er med til at gøre bogen endnu mere spændende.

Jeg er også vild med, at jeg altid har så svært ved at gætte, hvem morderen egentlig er i Carters bøger. Jeg har ofte rigtig mange teorier, hvilket jeg også havde, da jeg læste denne, men jeg bliver altid overrasket over, hvem det egentlig er. I denne må jeg indrømme, at jeg på ingen måde havde gættet, hvem morderen var. Det kom som en virkelig stor overraskelse, og jeg gættede det først kort før, at det blev afsløret.

Jeg er virkelig også vild med, at man virkelig kan mærke, at Carter kender seriemordere. Han ved, hvordan de arbejder, og hvordan de tænker, hvilket gør at bøgerne føles meget realistiske, også selvom de nok egentlig ikke rigtig er det.

Jeg kan uden tvivl anbefale bogen! Specielt til folk der er vilde med krimier og masser af spænding. Dog vil jeg anbefale, at man læser de tre tidligere bøger, før man læser denne. Der er nemlig en del referencer til dem i bogen. Dette betyder dog ikke, at man ikke kan læse denne, uden at have læst de andre. Jeg vil bare anbefale at gøre det andet.

Nu har min anmeldelse jo været rimelig positiv, men jeg har en ting, som jeg virkelig var træt af. Bogen var virkelig dårligt oversat! Der var simpelthen så utroligt mange taste/stavefejl, som gjorde at jeg ofte blev ret irriteret. Dette er dog virkelig synd, da det jo ikke har noget at gøre med hverken historien eller Chris Carter. Så jeg vil alligevel anbefale den, man skal bare lige ignorere dette, eller evt. læse den på originalsproget i stedet.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Stalkeren” af Chris Carter

StalkerenTitel: ”Stalkeren”
Forfatter(e): Chris Carter
Serie: Robert Hunter #3
Sideantal: 381
Forlag: Jentas
Udgivet: 16.3.2012
Læst på: Dansk

Liget af en ung, uidentificeret kvinde findes i en nedlagt slagterforretning, og dødsårsagen er uvis. Hendes krop synes urørt, men hendes læber er omhyggeligt syet sammen. Under obduktionen bliver situationens alvor og rædsel for alvor klar, og kriminalassistent Hunter fra Los Angeles politis specialenhed tilkaldes for at overtage efterforskningen. Da Hunter finder ud af, at denne har forbindelse med en sag om en anden forsvundet person, som efterforskes af den knivskarpe Whitney Meyers, får Hunter mistanke om, at der er tale om en langt større sag, og at morderen holder adskillige kvinder som gidsler.

Snart indleder Hunter jagten på en særdeles uhyggelig morder – en morder med en forkvaklet besættelse og for hvem kærlighed er blevet til had.

Jeg var totalt opslugt af denne bog fra start til slut, præcis som jeg også var da jeg læste de to første bøger i serien: Krucifiks morderen og Bødlen. Jeg elsker simpelthen den måde Chris Carter skriver på! Han beskriver for det meste alt ned til mindste detalje, så det nærmest føles som om man selv er der. Selv en ting som lugte, sørger han for at beskrive så godt, at man nærmest selv kan lugte det. Desuden er hans bøger virkelig altid spændende lige fra første side af, og fortsætter sådan igennem hele bogen. Stalkeren er inddelt i en masse små kapitler, hvilket gør den virkelig nem at læse. Kapitlerne er ofte kun på 3-4 sider, og det er derfor let, lige hurtigt at læse et kapitel – specielt hvis man er på farten.

Jeg synes ofte, at jeg er ret hurtig til at gætte morderene i krimier, men i denne bog havde jeg virkelig svært ved det. Jeg havde faktisk heller ikke nogle teorier om, hvem det rent faktisk kunne være, før meget langt inde i bogen. Jeg synes det var rigtig godt, at jeg havde så svært ved at gætte det – det gjorde mig nemlig bare endnu mere nysgerrig efter, at vide hvem det var.

Jeg vil sige at det er en god idé, at læse de to første bøger i serien, før man læser denne. Dette skyldes at der nogle steder bliver refereret til noget af det, der sker i de andre bøger. Hvis man dog er lidt ligeglad med referencerne (og afsløringen af noget af handlingen i de andre bøger), så synes jeg godt, at man kan læse denne bog selvstændigt. Jeg vil dog uanset hvad, anbefale alle at læse de to første bøger – jeg tror i hvert fald ikke, det er noget, man vil fortryde!