Titel: “Ja, jeg har mens – og hva’ så?” / Forfatter(e): Clara Henry / Serie: – / Sideantal: 188 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 16/6/2016/ Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
“Menstruation: Et lidt finere ord for mens, som kun bruges af skolesundhedsplejesker og min mormor. Betyder månedligt på latin, dvs. noget som kommer en gang om måneden. Andre ord for mens: Det røde, russere i lysthuset, at flage rødt.”
Til alle mensere og dem, der venter på deres første mens, har Clara Henry svar på alt – og lidt til.
Millioner af mennesker menstruerer hver måned verden over. Alligevel er det noget, som mange ikke tør tale om, og som piger har uden at vide, hvordan de bedst håndterer det.
Jeg er ret meget en sucker for fagbøger, der er skrevet til børn/unge. Og især når disse bøger mest af alt er henvendt til piger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det har bare hængt ved lige siden, jeg selv var barn – og ikke mindst fra da jeg begyndte at blive kvinde, og gerne ville kende mere til denne proces uden at skulle spørge mine forældre (som dog ellers gerne ville besvare mine spørgsmål). Da jeg så, at Gyldendal udgav ”Ja, jeg har mens – og hva’ så?”, var der derfor heller ingen tvivl om, at det var en bog, jeg virkelig bare måtte læse. Menstruation er jo et meget hot topic i øjeblikket. Men da jeg ikke gider alt for meget feministisk pjat (ja, det er friblødning altså efter min mening), så var dette præcis den bog, som jeg havde lyst til at dykke lidt dybere ned i emnet med. For selvom det mest af alt er en bog til de piger, der endnu ikke eller lige har fået deres første menstruation, så synes jeg altså også, den er relevant for alle andre kvinder.
Bogen er en selvhjælpsbog, hvilket måske klinger lidt hult hos de fleste. Dette er dog en af de mest uhøjtidelige og humoristiske selvhjælpbog, jeg nogensinde er stødt på. Og det siger faktisk en del – for jeg er stødt på en del gode i løbet af årene. Clara Henry rammer virkelig bare hovedet på sømmet, og jeg har sådan en lyst til at forære bogen til alle kvinder (og egentlig også mænd), jeg kender. Det er nemlig helt klart en bog, der fortjener at blive læst.
Bogen er som nævnt virkelig humoristisk, hvilket på alle måder skyldes Henrys fantastiske sprog igennem bogen. Udover at Henry virkelig bare skriver på en sjov måde, så er hun også meget personlig, og tager rigtig meget udgangspunkt i episoder fra hendes eget liv. Flere af disse er ret humoristiske, men de minder også en om, at man ikke står alene med uheldige menstruationsepisoder. Hvilket er en helt igennem rar oplevelse. For hvis vi ikke selv har oplevet uheldige episoder, så har vi i hvert fald alle frygtet dem på et eller andet tidspunkt. Dette er også en af grundene til, at det er så let at relatere til Henry og bogen i det hele taget.
Det virker måske på min anmeldelse som om, Clara Henry skøjter lidt for let henover emnet. Det er dog på ingen måde tilfældet. Faktisk fandt jeg alt indhold virkelig gennemtænkt, og jeg følte på intet tidspunkt, at Henry fik det gjort alt for let. Jeg kunne i hvert fald tydeligt mærke alvoren bag hendes (sjove) ord, og jeg følte på intet tidspunkt, at det blev gjort for overfladisk. Selvom jeg vidst efterhånden har haft menstruation i 11-12 år, så formåede jeg rent faktisk at lære noget nyt af bogen. Og det er skal Henry virkelig have stor ros for.